Medlemsforslag vedrørende krav om bopælspligt
Medlemsforslag vedrørende krav om bopælspligt
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 2. november 2000
BR 407/2000
Medlemsforslag vedrørende krav om bopælspligt
Medlemsforslag vedrørende krav om bopælspligt
INDSTILLING
Borgerrepræsentanterne Mikkel Warming (Ø) og Jens Kjær Christensen (Ø) har stillet følgende forslag til beslutning til mødet den 2. november 2000:
"Forvaltningen pålægges at indskrive krav i alle nye lokalplanforslag om at boliger skal være helårsboliger.
Forvaltningen pålægges at udarbejde tillæg til eksisterende lokalplaner, der stiller krav om at boliger skal være helårsboliger.
Begrundelse
I flere sager om nybyggeri har det vist sig, at dyre, attraktive boliger – bl.a. på havnefronten – kan sælges uden bopælspligt, således at de kan anvendes som firmaboliger eller sommerboliger for udlandsdanskere.
Enhedslisten finder det principielt forkert, at nye attraktive boliger beboes af mennesker, der ikke betaler skat i byen. Af svaret på spørgsmål om bopælspligt af 9. marts 2000 fremgår det, at kommunen har mulighed for at sikre sig mod, at nyopførte boliger anvendes til andet end helårsbeboelse. Dette forslag vil sikre, at der i alle nye samt alle eksisterende lokalplaner vil blive indskrevet krav, der sikrer dette.
Såfremt udvalget ønsker en dispensationsmulighed, kan det indskrives, at Bygge- og Teknikudvalget under nærmere angivne betingelser vil kunne tillade en anvendelse til midlertidig beboelse.
Såfremt et flertal mener, at det er "besværligt" at lave tillæg til samtlige eksisterende lokalplaner, kan man begynde med lokalplaner omfattende havnefronten og Indre By"
I henhold til § 11, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse forelægges forslaget til beslutning for Borgerrepræsentationen.