Analyse af de overordnede trafikforhold i den syd-vestlige del af København
Analyse af de overordnede trafikforhold i den syd-vestlige del af København
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 2. november 2000
BR 411/2000
Analyse af de overordnede trafikforhold i den syd-vestlige del af København
Analyse af de overordnede trafikforhold i den syd-vestlige del af København
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der gives en kapitalbevilling på 400.000 kr. fra Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3 Vejanlæg) til en analyse af de overordnede trafikforhold i den syd-vestlige del af Københavns Kommune samt dele af motorvejsnettet i Københavns Amt. Udgiften forventes fordelt med 200.000 kr. i 2000 og 200.000 kr. i 2001
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 20. september 2000
Anbefalet
Økonomiudvalgets behandling af sagen:
På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.
RESUME
I forbindelse med udarbejdelse af "Kvarterplan 1998 for Kongens Enghave" har der været ønsket en trafikplanlægning for bydelen. De største trafikmiljøproblemer i bydelen hidrører imidlertid fra den gennemkørende trafik på de regionale veje og fordelingsgaderne. Denne trafik kan ikke beskrives endsige reguleres, uden at man også inddrager forhold udenfor bydelen. Der igangsættes derfor en analyse af de overordnede trafikforhold i den syd-vestlige del af Københavns Kommune samt dele af motorvejsnettet i Københavns Amt.
SAGSBESKRIVELSE
I forbindelse med udarbejdelse af "Kvarterplan 1998 for Kongens Enghave" har der været ønsket en trafikplanlægning for bydelen. Derfor har der i bydelen været nedsat tre arbejdsgrupper for trafikspørgsmål. To grupper har haft fokus på lokal/intern trafik, og én gruppe har arbejdet med den gennemkørende trafik. Trafikken på det lokale vejnet og bydelsgaderne kan belyses og reguleres uafhængigt af, hvad der foregår i andre dele af kommunen. Processen med udarbejdelse af en trafikplan for det lokale vejnet og bydelsgaderne bliver igangsat i september 2000, jf. notat af 9. maj 2000 fra Ole Bach til Bygge- og Teknikudvalget. De største trafikmiljøproblemer i bydelen hidrører imidlertid fra den gennemkørende trafik på de regionale veje og fordelingsgaderne. Denne trafik kan ikke beskrives, endsige reguleres, uden at man også inddrager forhold i Valby og på Vesterbro samt forhold uden for Københavns Kommune.
Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil
Der igangsættes en analyse af de overordnede trafikforhold i den syd-vestlige del af Københavns Kommune forstået som regionale veje og fordelingsgader i en trekant afgrænset af jernbanen mellem København og Vigerslev, kommunegrænsen mod Københavns Amt og Kalvebodløbet – Sluseløbet – Sydhavnen, samt på Amagermotorvejen, Holbækmotorvejen frem til Motorring 3 og Motorring 3 mellem Holbækmotorvejen og Amagermotorvejen. Analysen vil blandt andet beskrive:
- Størrelsen af trafikstrømmene på det overordnede vejnet i området
- En vurdering af, hvor trafikken har udgangspunkt og mål
- En vurdering af, hvilket formål trafikanterne har med deres rejse (f.eks. pendling, ærinde, fritid, andet)
- Et skøn over, hvordan trafikken på det overordnede vejnet vil udvikle sig frem til 2010
Analysen vil kræve indsamling af oplysninger om trafikanternes rejsemønster. Dette vil for eksempel kunne ske ved telefoninterviews, stopanalyser, modelberegninger eller lignende. Vej & Park gennemfører analysen med bistand fra en konsulent. Analysen forventes igangsat i november 2000, og vil være afsluttet i løbet af 1. halvår 2001.
Analysen skal skabe et forbedret grundlag for det videre arbejde med en plan for den overordnede trafik i området. Denne plan vil blandt andet komme til at indeholde et skøn over, om det vil kunne lade sig gøre at afvikle trafikken på det overordnede vejnet med mindre miljøpåvirkning af beboelseskvarterer i området.
Udgifterne til analysen er beregnet til 400.000 kr., som foreslås finansieret fra Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3 Velanlæg) fordelt med 200.000 kr. i 2000 og 200.000 kr. i 2001. Beløbet for 2000 er afsat på Vej & Parks investeringsplan for 2000 under 7. Trafikprojekter, "Kgs. Enghave Trafikplan". Beløbet for 2001 foreslås reserveret på Vej & Parks investeringsplan for 2001. En revideret investeringsplan for 2001 vil blive forelagt udvalget til godkendelse inden udgangen af år 2000
Analysen vil løbende blive diskuteret med Bydelsrådet og Kvarterløft i Kongens Enghave. Bydelsrådet i Valby og Vesterbro lokalråd vil også blive orienteret om arbejdet. Vejdirektoratet vil blive inddraget i arbejdet for så vidt angår motorvejene i Københavns Amt.
Ole Bach