Ophævelse af regulativ om madaffald fra storkøkkener
Ophævelse af regulativ om madaffald fra storkøkkener
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 2. oktober 2003
BR 450/03
Ophævelse af regulativ om madaffald fra storkøkkener
Ophævelse af regulativ om madaffald fra
storkøkkener
Indstilling om, at "Regulativ for håndtering og bortskaffelse af madaffald fra storkøkkener i Københavns Kommune" og " Takstblad for madaffald fra storkøkkener" ophæves.
(Miljø- og Forsyningsudvalget)
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at "Regulativ for håndtering og bortskaffelse af madaffald fra storkøkkener i Københavns Kommune" og " Takstblad for madaffald fra storkøkkener" ophæves.
Miljø- og
Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 25. august 2003
Tiltrådt
Økonomiudvalgets behandling af sagen:
På vegne af Økonomiudvalget
meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende
form.
RESUME
Miljøstyrelsen har ophævet bekendtgørelsen om kommunal indsamling af madaffald fra storkøkkener med virkning fra 1. august 2003. Indtil videre er madaffaldet fra storkøkkener i Københavns Kommune omfattet af anvisningsordningen for organisk affald, der er fastsat i "Regulativ for erhvervsaffald i Københavns Kommune". Det betyder i praksis at madaffaldet fra storkøkkener indsamles og behandles som hidtil. En ny ordning for håndteringen af madaffald fra storkøkkener forventes forelagt for Miljø- og Forsyningsudvalget i løbet af efteråret 2003.
SAGSBESKRIVELSE
Miljøstyrelsen har med brev af 24. juli 2003 oplyst kommunerne om, at Miljøstyrelsen i samråd med Fødevaredirektoratet har ophævet bekendtgørelsen om madaffald fra storkøkkener[1] pr. 1. august 2003. Med ophævelsen af bekendtgørelsen er madaffaldet fra storkøkkener reguleret af affaldsbekendtgørelsen, og det er kommunerne der afgør, hvordan madaffaldet skal indsamles og håndteres. Det vil sige, at kommunerne ikke længere er forpligtiget til at have en indsamlingsordning for madaffald, men dog stadig er forpligtiget til at anvise madaffaldet til behandling.
Da "Regulativ for håndtering og bortskaffelse af madaffald fra storkøkkener i Københavns Kommune", som er vedtaget af Borgerrepræsentationen den 20. juni 1991, er udstedt med hjemmel i den ophævede bekendtgørelse, indstilles det, at regulativet ophæves. Når regulativet ophæves, bortfalder også "Takstblad for madaffald fra storkøkkener", som er godkendt af Borgerrepræsentationen den 29. november 2001.
Miljø- og Forsyningsudvalget tiltrådte på mødet den 26. maj 2003 at anbefale over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at godkende "Takster for afhentning af madaffald fra storkøkkener i Københavns Kommune" gældende fra 1. august 2003. På baggrund af den nye bekendtgørelse[2] har borgmester Winnie Berndtson med brev af 7. august 2003 anmodet om, at sagen trækkes fra Borgerrepræsentationens dagsorden
Det affald, som hidtil har været omfattet af regulativet om madaffald fra storkøkkener i Københavns Kommune, vil pr. 1. august 2003 i stedet være omfattet af den anvisningsordning for organisk affald, der er fastsat i "Regulativ for erhvervsaffald i Københavns Kommune", oversigtsblad C : Anvisningsordninger, Genanvendelse. Det vil sige, at virksomheder med ikke uvæsentlige mængder af organisk affald skal kildesortere affaldet og sikre, at det kildesorterede organiske affald leveres til anvist anlæg. Miljøkontrollen anviser madaffaldet til bioforgasning for at udnytte energien og genanvende næringsstofferne i affaldet. Anlæg, der modtager madaffald til bioforgasning, skal godkendes af veterinærmyndighederne.
I praksis ændres der ikke på nuværende tidspunkt ved indsamlingen og behandlingen af madaffald fra storkøkkener, da der indtil videre anvises til Daka a.m.b.a. (tidligere Kambas) ved Ringsted. Her bliver madaffaldet findelt og varmebehandlet, før det sendes til bioforgasning. Der er ikke andre anlæg på Sjælland, som på nuværende tidspunkt er godkendt af veterinærmyndighederne til modtagelse af madaffald med henblik på bioforgasning.
Med udgangspunkt i at det miljømæssigt er bedre at indsamle madaffald fra storkøkkener til bioforgasning end til forbrænding, undersøges det, hvordan en ordning for indsamling og behandling kan tilrettelægges med størst muligt hensyn til miljø og økonomi. Forslag til en ny ordning for den fremtidige indsamling og behandling af madaffald fra storkøkkener forventes forlagt Miljø- og Forsyningsudvalget i løbet af efteråret.
MILJØVURDERING
Anvendelse af madaffald som svinefoder har været forbudt siden 1. november 2002. I den mellemliggende periode har Miljøstyrelsen gennemført en miljøvurdering af forskellige behandlingsmetoder for madaffald ved henholdsvis bioforgasning, kompostering og forbrænding. Resultatet af denne vurdering er, at kompostering af madaffald er den dårligste løsning, da der ikke fortrænges noget energi ved denne behandlingsmetode, og da der fordamper ammoniak ved kompostering. Bioforgasning vurderes at være lidt bedre end forbrænding.
ØKONOMI
Overgangen til anvisningsordning forventes ikke at have økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune eller storkøkkenerne.
HØRING
Forslaget har ikke været i høring. Der foregår løbende et samarbejde med
Renholdningsselskabet af 1898 (R98) og Frederiksberg Kommune.
BILAG
Ingen
Peter Elsman
/ Hjalte Aaberg
[1] Bekendtgørelse nr. 883 af 11. december 1986 om kommunal indsamling af madaffald fra storkøkkener
[2] Bekendtgørelse nr. 624 af 30. juni 2003 om ophævelse af bekendtgørelse om indsamling af madaffald fra storkøkkener