Mødedato: 02.06.2005, kl. 17:30

Endelig vedtagelse af lokalplan "Vanløse Skole" med de under sagsbeskrivelsen foreslåede ændringer i relation til § 5 om bebyggelsens omfang og placering.

Endelig vedtagelse af lokalplan "Vanløse Skole" med de under sagsbeskrivelsen foreslåede ændringer i relation til § 5 om bebyggelsens omfang og placering.

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 2. juni 2005

 

 

BR 329/05

Endelig vedtagelse af lokalplan "Vanløse Skole" med de under sagsbeskrivelsen foreslåede ændringer i relation til § 5 om bebyggelsens omfang og placering.

Endelig vedtagelse af lokalplan "Vanløse Skole" med de under sagsbeskrivelsen foreslåede ændringer i relation til § 5 om bebyggelsens omfang og placering.

 

 

Indstilling om, at lokalplan "Vanløse Skole" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages endeligt med de under sagsbeskrivelsen foreslåede ændringer i relation til § 5 om bebyggelsens omfang og placering.

(Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at  lokalplan "Vanløse Skole" vedtages endeligt med de under sagsbeskrivelsen foreslåede ændringer i relation til § 5 om bebyggelsens omfang og placering.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

at  det til lokalplan "Vanløse Skole" hørende tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages endeligt uden ændringer.

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 4. maj 2005

Anbefalet

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 24. maj 2005

Anbefalet

 

RESUME

I forbindelse med den offentlige høring vedrørende forslagene til henholdsvis lokalplan og kommuneplantillæg er der modtaget 8 henvendelser, hvoraf 5 er fra offentlige myndigheder. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen foreslår en udvidelse af lokalplanens byggefelt C mod nord, således at det fremstår kvadratisk på 52 x 52 m. Baggrunden herfor er et ønske om at placere halbebyggelsen, som lokalplanforslaget muliggør, langs Hirtshalsvej i stedet for langs Lønstrupvej for at optimere uderum, adgangsforhold og dagslysforhold.

Bygge- og Teknikforvaltningen anbefaler på den baggrund lokalplanen ændret som foreslået. Lokalplanforslaget muliggør foruden en placering af hallen langs Lønstrupvej, som vist i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens seneste projekt v/ Holm & Grut Arkitekter forud for udarbejdelsen af lokalplanforslaget, også en placering af halanlægget langs Hirtshalsvej, som tidligere har været drøftet mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen. Forvaltningen finder i relation til lokalplanens intentioner m.v., at den ønskede placering af hallen og udvidelsen af byggefeltet vil være en planmæssig og byarkitektonisk acceptabel løsning. Der er i øvrigt ikke tale om en væsentlig ændring af lokalplanen.

Henvendelserne giver herudover ikke forvaltningen anledning til at forslå ændringer af lokalplanforslaget. Henvendelserne giver i øvrigt ikke anledning til ændring af kommuneplantillægget.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen har i mødet den 9. december 2004 (609/04) tiltrådt Bygge- og Teknikudvalgets indstilling af 24. november 2004 og Økonomiudvalgets indstilling af 30. november 2004 om offentliggørelse af henholdsvis lokalplanforslag "Vanløse Skole" og det tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001. Forslagene omfatter ejendommen matr. nr. 211 Vanløse, København, beliggende ved Klitmøllervej, Hirtshalsvej og Lønstrupvej samt tilgrænsende umatrikulerede vejarealer.

Offentliggørelsesmateriale omfattende indstillingerne med bilag samt orienteringspjece og -folder vedlægges til gennemsyn som bilag A. Materialet indeholder baggrund og indhold vedrørende forslagene til henholdsvis lokalplan og kommuneplantillæg, herunder tegninger med angivelse af gadenavne og lignende, hvortil der refereres i den efterfølgende tekst.

Baggrunden for planforslagene er en anmodning fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen om udarbejdelse af en lokalplan, der muliggør udbygning af Vanløse Skole samt opførelse af en mindre idrætshal. Formålet med udbygningen er at skabe sådanne bygningsmæssige rammer, at undervisningen kan leve op til nutidige pædagogiske mål, herunder udvide skolens kapacitet. Der henvises i øvrigt til afsnittet Baggrund i ovennævnte indstilling.

 

Offentliggørelse

Lokalplanforslaget og forslaget til kommuneplantillæg har været offentliggjort i perioden 18. januar til 15. marts 2005. Der er udsendt i alt 603 foldere til ejere, lejere og brugere samt 95foldere til interessegrupper, foreninger og lignende. Forslagene blev annonceret den 18. januar 2005 i Vanløse Posten, Vanløse Bladet og Grøndals-avis.

Den 3. februar 2005, kl. 19-21, blev der i Hyltebjerg Kirke afholdt et borgermøde om de offentliggjorte forslag, hvor der deltog 20 borgere. Mødet var tilrettelagt som et orienteringsmøde, hvor repræsentanter fra Borgerrepræsentationens partier var indbudt til at deltage. Der vedlægges som bilag 1 et referat fra borgermødet samt som bilag 2 resultatet af de evalueringsskemaer, som blev omdelt på mødet. Som det fremgår af referatet, blev der fortrinsvis drøftet placering og udseende af den nye hal, friarealer, parkeringspladser og trafikale forhold. Ifølge evalueringen var der tilfredshed med mødets gennemførelse og form.

Herudover har der i offentliggørelsesperioden været mulighed for via Internettet at søge oplysninger om planforslagene på en særlig hjemmeside. Denne indeholdt en debatside, hvor der var mulighed for at fremføre synspunkter vedrørende forslagene. Denne mulighed er ikke blevet benyttet. Hjemmesiden indeholdt endvidere mulighed for at fremsende indsigelser via e-mail. Muligheden blev udnyttet i to tilfælde.

Der er i offentliggørelsesperioden modtaget 8 henvendelser vedrørende planforslagene, hvoraf 5 er fra offentlige myndigheder. Henvendelserne med bilag vedlægges til gennemsyn som bilag B. En oversigt over henvendelserne vedlægges som bilag 3. Henvendelserne beskrives og kommenteres i de efterfølgende afsnit Henvendelser fra offentlige myndigheder m.v. og Henvendelser fra ejere, beboere, brugere, interessegrupper m.fl.

 

Henvendelser fra offentlige myndigheder m.v.  

I.          E-mail af 27. januar 2005 fra Hovedstadens Udviklingsråd (HUR)

HUR har i relation til regionplanen og de trafikale interesser ingen indsigelser eller bemærkninger til planforslagene.

 

II.       Brev af 4. februar 2005 fra Københavns Stiftsøvrighed

Københavns Stiftsøvrighed oplyser, at der ikke er bemærkninger til planforslagene.

 

III.     Brev af 21. februar 2005 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen oplyser, at der ikke er bemærkninger til materialet om planforslagene, der er taget til efterretning.

 

IV.     Brev af 3. marts 2005 fra Københavns Energi 

Københavns Energi oplyser, at der ikke er bemærkninger vedrørende gas, varme, afløb og vand. El-ledninger i vejareal, der nedlægges, skal sikres.

 

Bemærkninger

Lokalplanforslaget indeholder en kommentar af generel karakter om, at der forudsættes tinglyst fornødne deklarationer vedrørende sikring m.v. af ledninger.

 

V.       Brev af 14. marts 2005 med bilag fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen oplyser, at byggeudvalget under udarbejdelse af byggeprogrammet for idrætshallen er nået frem til i enighed, at den mest hensigtsmæssige placering af idrætshallen er en orientering med langsiden mod Hirtshalsvej frem for mod Lønstrupvej. Halanlægget ønskes placeret på grundens sydvestlige hjørne med en lavere bygning mod øst.

Begrundelsen for placeringen er, at denne skaber mulighed for at optimere såvel uderum som adgangsforhold, herunder i forhold til Hyltebjerghallen, og dagslysforhold betydeligt. Det er et ønske at opføre et så stort byggeri på grunden med mindst muligt bebygget areal ("fodaftryk"). Bebyggelsen tænkes placeret med udkragning over fortovet på Lønstrupvej.

På den baggrund foreslår forvaltningen, at lokalplanens byggefelt C ved en udvidelse mod nord ændres til et kvadratisk byggefelt på 52 x 52 m. Byggefeltet ønskes placeret længst muligt mod hjørnet af Hirtshalsvej og Lønstrupvej.

 

Bemærkninger

I lokalplanforslaget muliggøres placering af idrætshallen indenfor byggefelt C. Bebyggelsen skal i princippet placeres i byggefeltets grænser mod Hirtshalsvej og Lønstrupvej.

Dermed tilgodeses Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens seneste projekt v/ Holm & Grut Arkitekter forud for udarbejdelsen af lokalplanforslaget med placering af hallen langs Lønstrupvej.  Samtidig er det intentionen med forslaget, at halanlægget i den videre projektering herindenfor vil kunne gives den mest hensigtsmæssige placering i forhold til Hyltebjerghallen samt med hensyn til lys- og adgangsforhold m.v. Der henvises herom til Bygge- og Teknikforvaltningens bemærkninger til Kultur- og Fritidsforvaltningens og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens høringssvar i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget, jf. indstillingen fremlagt som bilag A. Det er således ifølge lokalplanforslaget ikke udelukket at opføre hallen med en placering langs Hirtshalsvej, hvilken placering i øvrigt tidligere har været drøftet mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen, jf. Bygge- og Teknikforvaltningens notat af 9. september 2004 til Bygge- og Teknikudvalget, som nærmere omtalt i afsnittet Baggrund i førnævnte indstilling.

Byggefeltet C er allerede i forslaget placeret så langt mod vest på grunden mod hjørnet af Hirtshalsvej og Lønstrupvej, som hensynet til den ud fra en helhedsløsning for området og for at beskytte skolevejstrafikken muliggjorte stiforbindelse for fodgængere og cyklister tillader. Endvidere muliggør forslaget bebyggelse ud over byggefeltets grænse mod Lønstrupvej efter nedlæggelse af det berørte vejareal.

Forvaltningen vurderer, at den ønskede placering af hallen, herunder udvidelsen af byggefeltet, vil være en planmæssig og byarkitektonisk acceptabel løsning i relation til lokalplanens formål om bebyggelsesmæssig helhed i området af høj arkitektonisk kvalitet. En sådan vurder ing af placeringen lå allerede til grund for de udtrykte intentioner for lokalplanforslaget som nævnt ovenfor, hvorefter forslaget giver mulighed for placering af hallen langs både Lønstrupvej og Hirtshalsvej.

Da også en placering af hallen langs Hirtshalsvej således fortsat skønnes hensigtsmæssig og under henvisning til de allerede foreliggende muligheder for hallens placering ifølge lokalplanforslaget kan Bygge- og Teknikforvaltningen anbefale den foreslåede udvidelse af byggefelt C mod nord på ca. 9 m, således at dette bliver 52 x 52 m som ønsket (målt på lokalplantegningen), jf. den som bilag 4 vedlagte lokalplantegning med ændret byggefelt C og nedenfor nævnte afsnit Ændring af lokalplanen.

 

Henvendelser fra ejere, beboere, brugere, interessegrupper m.fl.

1.        Brev af 7. marts 2005 fra Forældrebestyrelsen Klitten v/ formand Martin Thomasen

Forældrebestyrelsen på fritidshjemmet Klitten ønsker, at der findes et alternativ til de projekterede parkeringspladser langs Hirtshalsvej. Dette begrundes med, at trafikken kommer for tæt på Klitten og forringer den eksisterende legeplads. Den nye hal ønskes flyttet så langt som muligt mod Hirtshalsvej for at opnå så stort friareal som muligt mellem den eksisterende skolebygning og hallen.

 

Bemærkninger

Der etableres ikke vejareal tættere på legepladsen, end der er i dag, men der muliggøres etablering af den i bemærkningerne til henvendelse nr. V nævnte gang- og cykelsti inde på grunden langs Hirtshalsvej. En fysisk adskillelse af denne og den ifølge skitseprojektet fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen v/ Holm & Grut Arkitekter viste parkering langs Hirtshalsvej vil blive vurderet nærmere i en kommende byggesagsbehandling, herunder eventuel bibeholdelse af en eksisterende bøgehæk. Lokalplanforslaget muliggør i øvrigt hegning af bl.a. legepladsarealer. Byggefeltet for hallen (byggefelt C) er allerede placeret så langt mod vest på grunden, som hensynet til stiforbindelsen tillader, jf. også bemærkningerne til henvendelse nr. V.

 

2.    E-mail af 14. marts 2005 fra afdelingsbestyrelsen i Boligselskabet KSB, Lønstrupgård, v/ Hanne Larsen, Klitmøllervej 31, 1. th., 2720 Vanløse

Afdelingsbestyrelsen i Boligselskabet KSB, Lønstrupgård, kan anbefale lokalplanen til vedtagelse. Bestyrelsen tilslutter sig parkeringsløsningen, som lokalplanen foreskriver. Det frygtes dog, at brugerne af den nye hal vil benytte Lønstrupgårds parkeringsarealer ikke mindst i aftentimerne. Der henvises til, at der på Lønstrupvej mellem skolen og Hyltebjerghallen er en del parkeringspladser, der fortsat kan anvendes og derfor ikke bør nedlægges. Hvis disse pladser nedlægges, bør der etableres flere pladser til betjening af den nye hal.

 

Bemærkninger

Da Lønstrupgårds parkeringsarealer ligger på privat grund, er det grundejeren, der regulerer, hvem der har adgang til arealerne. Dette kan f.eks. ske ved skiltning. Ved den muliggjorte nedlæggelse af en del af Lønstrupvej vil der forsvinde ca. 30 parkeringspladser. I forbindelse med nybyggeriet skal parkeringsdækningen være af størrelsesordenen 1 parkeringsplads pr. 100 m² etageareal. Parkeringen kan etableres på terræn, i underjordisk anlæg eller andetsteds i kvarteret efter Bygge- og Teknikforvaltningen godkendelse. Parkeringsbehovet vil på den baggrund blive vurderet nærmere ved en kommende byggesagsbehandling. Bevaring af parkeringsmulighederne langs den del af Lønstrupvej, der muliggøres nedlagt, vil ikke indgå i en kommende parkeringsløsning, da formålet med vejnedlæggelsen er at etablere en gang- og cykelsti uden biltrafik.

 

3.        E-mail af 14. marts 2005 fra Vanløse Lokalråd v/ formand Bent Christensen

Vanløse Lokalråd kan i sin helhed anbefale lokalplanen til vedtagelse. Der lægges vægt på, at vedtagelsen sker uden unødigt ophold inden sommerferien, så det muliggjorte nybyggeri kan igangsættes i år. Der udtrykkes støtte til de i planen beskrevne løsninger af trafikforholdene. Der frarådes et andet stiforløb som omtalt på borgermødet end det muliggjorte for ikke at udsætte færdiggørelse af planen.

 

Bemærkninger

Forvaltningen ser intet grundlag for at ændre den muliggjorte stiforbindelse, jf. også bemærkningerne til henvendelserne nr. V.

 

Ændring af lokalplanen

Forvaltningen foreslår følgende ændring i lokalplanen i forhold til det offentliggjorte forslag, jf. bemærkningerne til henvendelse nr. V i ovenstående afsnit Henvendelser fra ejere, beboere, brugere, interessegrupper m.fl.:

Byggefelt C, jf. § 5, stk. 3 a og d, udvides mod nord med ca. 9 m, således at det bliver 52 x 52 m (målt på lokalplantegningen). Der henvises til ovennævn te bilag 4. Det udvidede byggefelt giver ikke anledning til ændring af lokalplanteksten.

Ændringen skønnes ikke at være af en sådan karakter, at underretning i henhold til planlovens § 27, stk. 3, er påkrævet, da der er tale om imødekommelse af forslag fra ejendommens ejer, hvilket forslag er en opfølgning på en i forvejen muliggjort bygningsplacering langs Hirtshalsvej. Det er i den forbindelse vurderet, at den nærmeste bebyggelse på anden ejendom i relation til byggefelt C, Hirtshalsvej 47-51, ikke berøres i væsentlig grad på grund af bebyggelsens beliggenhed i forhold til byggefeltet, herunder i en afstand af ca. 42 m fra byggefeltets vestlige grænse. Tilsvarende vurdering gælder for bebyggelsen Klitmøllervej 15-19, der er beliggende med en afstand på ca. 45 m til den foreslåede ændrede nordlige afgrænsning af byggefeltet og med fritidshjemsbebyggelsen Klitten mellem bebyggelsen og byggefeltet.

 

Miljøvurdering

Miljøkontrollen har tidligere udtalt sig om sagen på grundlag af høring foretaget af Plan & Arkitektur i forbindelse med lokalplanforslagets udarbejdelse. Der henvises til afsnittet Høring, jf. afsnittet Miljøvurdering, i den i ovennævnte afsnit Baggrund omhandlede indstilling angående forslaget.

De offentliggjorte planforslag er ikke omfattet af lov nr. 316 af 5. maj 2004 om miljøvurdering af planer og programmer, da planarbejdet er påbegyndt før lovens ikrafttræden den 21. juli 2004, jf. redegørelsesindstilling forelagt Bygge- og Teknikudvalget i mødet den 24. marts 2004 som nævnt i afsnittet Baggrund i indstillingen fremlagt som bilag A. Det er en forudsætning, at forslagene er vedtaget endeligt inden den 21. juni 2006. Senere vedtagelse kan dog ske, såfremt miljøministeren i særlige tilfælde og så tidligt som muligt giver tilladelse hertil. Tilladelsen skal offentliggøres.

Nærværende indstilling er ikke omfattet af Bygge- og Teknikforvaltningens og Økonomiforvaltningens positivlister over sager, der skal miljøvurderes.

 

 

BILAG VEDLAGT

1.        Referat fra borgermøde.

2.        Vurdering af evaluering af borgermøde.

3.        Oversigt over modtagne indsigelser.

4.        Lokalplantegning med ændret byggefelt C.

 

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

A.     Offentliggørelsesmateriale omfattende indstillinger med bilag samt orienteringspjece og -folder.

B.     Kopi af de i bilag 3 nævnte henvendelser med bilag.

 

 

Erik Jacobsen                                                               Mette Lis Andersen

 

Til top