Revision af Administrationsgrundlag for almenboligkravet i lokalplaner og grundkapital til almene boliger
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen har på baggrund af arbejdsprogrammet i Kommuneplanstrategien 2023 revideret administrationsgrundlaget for almenboligkravet i lokalplaner og grundkapital til almene boliger (Borgerrepræsentationen 9. maj 2019). Revisionen har til formål at forenkle grundlaget samt forbedre kommunens mulighed for at stille krav om almene boliger i flere lokalplaner og fortætte på almene matrikler, hvor det understøtter den blandede by.
Indstilling
Indstilling om,
- at godkende revisionen af administrationsgrundlaget for almenboligkravet og grundkapital, jf. løsningsafsnittet.
(Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)
Problemstilling
Borgerrepræsentationen (BR) godkendte Administrationsgrundlag for anvendelse af krav om almene boliger i lokalplaner (almenboligkravet) og udmøntning af grundkapital, den 9. maj 2019. Med arbejdsprogrammet i Kommuneplanstrategi 2023, indgår det, at Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen vil: ”Vurdere behovet for at justere administrationsgrundlaget for almene boliger, inklusive muligheden for at indarbejde frivillige aftaler, der sikrer op til 40% almene boliger i lokalplanlægning, så almene boliger bliver integreret i eksisterende by og nye byudviklingsområder på en social bæredygtig måde. Herunder mulighederne for at understøtte variation i boligtyper og ejerformer i eksisterende almene boligområder, eksempelvis de udsatte byområder”. (Kommuneplanstrategi 2023, BR 14. december 2023). Der er på den baggrund udarbejdet forslag til revision af administrationsgrundlaget (bilag 2).
Løsning
Forvaltningerne vurderer samlet set, at det nuværende administrationsgrundlag generelt har opfyldt den oprindelige hensigt fra 2019 i forhold til at:
- Understøtte hensynet til en blandet by.
- Anvende krav om almene boliger i flere lokalplaner.
- Fastsætte gennemskuelige rammer for almene og private aktører i forhold til, hvornår krav om almene boliger stilles i lokalplaner, samt under hvilke vilkår kommunen tildeler grundkapital til almene boliger.
Disse hensyn er således fortsat bærende i forslaget til revideret administrationsgrundlag (bilag 2).
Oplægget til det reviderede administrationsgrundlag er udarbejdet på baggrund af de hidtidige erfaringer med anvendelse og effekt af det nuværende administrationsgrundlag. Forvaltningerne har vurderet, at der med fordel kan gennemføres en række mindre ændringer og forenklinger af det gældende administrationsgrundlag. Derudover imødekommer ændringerne formålet i Samarbejdsaftale mellem regeringen og Københavns Kommune om flere almene boliger i København (BR 22. september 2022) som indeholder mål om at etablere 40 % almene boliger i byudviklingsområder samt ambitionen i Kommuneplanstrategien2023 (BR 14.december 2023) og Teknik- og Miljøudvalgets (TMU) vision Vores København (TMU 29. januar2024) om at fremme variation af boliger og ejerformer.
De primære ændringer er, at:
- Opgørelsesmetoden for andelen af almene boliger pr. skoledistrikt ændres, så der kun indgår familieboliger i opgørelsen. Formålet med ændringen er at undgå en situation, hvor en stor forekomst af almene pleje- eller ungdomsboliger i et skoledistrikt er til hinder for at stille krav om nye almene familieboliger i en lokalplan. Dermed opretholdes intentionen om at bruge det enkelte skoledistrikt som ramme for at understøtte den blandede by, så hvert skoledistrikt udvikler sig i retning af den ønskede blanding af boligtyper til familier med børn i skolealderen. Den ændrede opgørelsesform medfører kun mindre ændringer (se bilag 3).
- Det skal være muligt at opføre almene boliger i udsatte byområder og i områder med mere end 30 % almene familieboliger, hvis det vurderes at kunne bidrage til en mere blandet by fx. tilføre ungdomsboliger, plejeboliger eller bofællesskaber. Dette kan fx skabe plads til plejehjem i udsatte byområder og i områder med mange almene familieboliger.
- Der indføres mere fleksible regler for andelen af private boliger og almene boliger i forbindelse med fortætning i skoledistrikter med over 30% almene boliger/udsatte byområder. Der stilles i dag krav om mindst 75 % private boliger ved fortætning i udsatte byområder.
Endvidere bliver det præciseret i administrationsgrundlaget, hvordan andelen af almene boliger opgøres i forbindelse med, at der stilles krav herom i en lokalplan. Almene boliger skal således indgå i lokalplanens boligmasse for at kunne indfri lokalplanens krav om 25 % almene boliger. Der er udarbejdet en oversigt over ændringerne, og disse beskrives uddybende i bilag 3.
Politisk
handlerum
Udvalgene kan vælge ikke at indføre en eller flere de af foreslåede ændringer i
administrationsgrundlaget, ligesom der kan besluttes andre ændringer end dem,
som forvaltningerne foreslår.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når
Borgerrepræsentationen har vedtaget ændringerne, indgår delen om
opgørelsesmetoden af 30 % almene familieboliger i skoledistriktet i
retningslinjerne for Kommuneplan 2024 (i redegørelsen for boligers anvendelse).
Forventet vedtagelse af Kommuneplanen er ultimo 2024.
De øvrige ændringer træder i kraft med Borgerrepræsentationens vedtagelse.
Ændringerne gælder for fremadrettet planlægning, der endnu ikke har været
politisk behandlet, fx ved startredegørelse eller lignende.
Ved vedtagelse af ændringerne vil andre kommunale administrationsgrundlag, der refererer til det nuværende administrationsgrundlag, fremover referere til det ændrede grundlag. Det gælder administrationsgrundlag for hhv. placering af almene boliger i lokalplaner (2021), grundkøbslån (2018) og grundlag for afkald på tillægskøbesum (2021).
Søren Hartmann Hede / Søren Wille
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende revisionen af administrationsgrundlaget for almenboligkravet og grundkapital, jf. løsningsafsnittet.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. april 2024
Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således, at der maksimalt opføres 25% almene boliger, dette gælder både for byudviklingsområder, og når der fortættes i eksisterende dele af byen.”
Ændringsforslaget blev forkastet med 3 stemmer mod 8. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C og V
Imod stemte: A, B, F, Ø og Å
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 3 stemmer mod 8. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, Ø og Å
Imod stemte: C og V
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti er bekymrede for, om vi netop ikke får en blandet by, hvis vi tillader op til 30% og i nogle områder 40 procent almene boliger. Vi frygter, at der igen kan opstå ghettoer i København.”
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre ønsker, at det gøres muligt at bygge plejehjem i skoledistrikter, hvor det er mere end 25 % almene boliger.”
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. april 2024
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 10 stemmer mod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, B, og F.
Imod stemte: C og I.
Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 8. april 2024:
”Det Konservative Folkeparti er bekymrede for, om vi netop ikke får en blandet by, hvis vi tillader op til 30% og i nogle områder 40 procent almene boliger. Vi frygter, at der igen kan opstå ghettoer i København.”
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. maj 2024
Det Konservative Folkeparti genfremsatte følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således, at der maksimalt opføres 25% almene boliger, dette gælder både for byudviklingsområder, og når der fortættes i eksisterende dele af byen.”
Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag blev forkastet med 38 stemmer imod 15. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C, V, I
Imod stemte: Ø, A, F, B, Å, O
Indstillingen blev herefter godkendt efter afstemning:
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre stemmer imod, men ønsker dog, at det gøres muligt at bygge plejehjem i skoledistrikter, hvor det er mere end 25 % almene boliger.”
Det Konservative Folkeparti videreførte følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti er bekymrede for, om vi netop ikke får en blandet by, hvis vi tillader op til 30% og i nogle områder 40 procent almene boliger. Vi frygter, at der igen kan opstå ghettoer i København.”