Mødedato: 02.05.2002, kl. 17:30

Badesteder i Københavns havn

Badesteder i Københavns havn

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 2. maj 2002

 

BR 232/02

Badesteder i Københavns havn

Badesteder i Københavns havn

Indstilling om, at det første badested i Københavns havn etableres på Islands Brygge ved Havneparken med anlæg af de projekterede badefaciliteter samt det skitserede varslingssystem, at Borgerrepræsentationen giver en anlægsbevilling på 1.050.000 kr. (ekskl. moms) til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid konto 0.30.3 til etablering af et badested på Islands Brygge, at Borgerrepræsentationen giver en driftsbevilling på 231.000 kr. (ekskl. moms) til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid konto 0.30.1 (tilskud til KI) til dækning af driftsudgiften i 2002, at Borgerrepræsentationen giver en driftsbevilling på 795.000 kr. (ekskl. moms) til Miljø- og Forsyningsudvalgets konto 0.85.1 (Recipientkvaliteter og spildevand), fordelt med 645.000 kr. til etablering af et varslingssystem og 150.000 kr. til dækning af driftsudgiften i 2002, at Borgerrepræsentationen træffer principb eslutning om at forøge Kultur- og Fritidsudvalgets ramme fra og med budget 2003 med 231.000 kr. (2002-prisniveau) til dækning af de forøgede driftsudgifter til badefaciliteten, at Borgerrepræsentationen træffer principbeslutning om at forøge Miljø- og Forsyningsudvalgets ramme fra og med budget 2003 med 150.000 kr. til dækning af forøgede driftsudgifter til varslingssystemet, samt at den kassemæssige dækning for drifts- og anlægsbevillingerne i 2002 anvises på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling Kultur og Fritid konto 0.30.3.

(Kultur- og Fritidsudvalget, Miljø- og Forsyningsudvalget, Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

(Bygge- og Teknikudvalgets, Kultur- og Fritidsudvalgets og Økonomiudvalgets beslutninger eftersendes)

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler:

  1. det første badested i Københavns havn etableres på Islands Brygge ved Havneparken med anlæg af de projekterede badefaciliteter samt det skitserede varslingssystem.
  2. Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  3. Borgerrepræsentationen giver en anlægsbevilling på 1.050.000 kr. (ekskl. moms) til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid konto 0.30.3 til etablering af et badested på Islands Brygge.
  4. Borgerrepræsentationen giver en driftsbevilling på 231.000 kr. (ekskl. moms) til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid konto 0.30.1 (tilskud til KI) til dækning af driftsudgiften i 2002.
  5. Borgerrepræsentationen giver en driftsbevilling på 795.000 kr. (ekskl. moms) til Miljø- og Forsyningsudvalgets konto 0.85.1 (Recipientkvaliteter og spildevand), fordelt med 645.000 kr. til etablering af et varslingssystem og 150.000 kr. til dækning af driftsudgiften i 2002.
  6. Borgerrepræsentationen træffer principbeslutning om at forøge Kultur- og Fritidsudvalgets ramme fra og med budget 2003 med 231.000 kr. (2002-prisniveau) til dækning af de forøgede driftsudgifter til badefaciliteten.
  7. Borgerrepræsentationen træffer principbeslutning om at forøge Miljø- og Forsyningsudvalgets ramme fra og med budget 2003 med 150.000 kr. til dækning af forøgede driftsudgifter til varslingssystemet.
  8. den kassemæssige dækning for drifts- og anlægsbevillingerne i 2002 anvises på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling Kultur og Fritid konto 0.30.3.

Miljø- og Forsyningsudvalget beslutning i mødet den 15. april 2002

Godkendt.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 18. april 2002

Indstillingen blev tiltrådt.

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 24. april 2002

Anbefalet.

Økonomiudvalgets beslutning den 23. april 2002

Anbefalet.

 

 

RESUME

Kommunen har de seneste 10 år investeret i foranstaltninger, der har medført en forbedret vandkvalitet. På den baggrund besluttede Borgerrepræsentationen d. 1. november 2001 (BR 425/01) at nedsætte en arbejdsgruppe med henblik på at undersøge hvilke steder, der kan etableres badesteder i Københavns Havn, samt anbefale, hvor det er mest hensigtsmæssigt at etablere det første badested, samt belyse spørgsmålet om et varslingssystem for badevandskvaliteten.

Med udgangspunkt i en faglig vurdering af forslag fra borgerne indstiller arbejdsgruppen, at det vil være mest hensigtsmæssigt at etablere det første badested på Islands Brygge ved Havneparken.

Der er udarbejdet en projektskitse for et flytbart anlæg bestående af 3 bassiner til henholdsvis svømning, udspring og badning for børn. Badestedet bemandes med livreddere i åbningstiden og forventes at kunne åbne i sommeren 2002. På Islands Brygge kan forventes ca. 4-6 ugentlige passager af større skibe, og af hensyn til de badendes sikkerhed har forvaltningerne og Københavns Havn A/S aftalt, at der etableres en procedure til rømning af badestedet i disse situationer, samt at der etableres et afviserværk, der kan afværge evt. påsejling af badestedet.

Arbejdsgruppen peger desuden på en række potentielle lokaliteter for etablering af yderligere badesteder, heriblandt Svanemøllebugten, Nordhavnen, Fisketorvet og Holmen. Konkretisering af disse muligheder vil bl.a. ske i forbindelse med udarbejdelsen af Den Blå Plan.

Vandet i Københavns havn er af badevandskvalitet, undtagen i forbindelse med kraftig regn, når overløb fra afløbssystemet tilfører bakterier. Miljøkontrollen er derfor ved at udvikle et varslingssystem, der skal kunne fraråde badning i tilfælde af overløb. Varslingen vil ske via internettet samt på badestedet.

Der anvises kassemæssig dækning for den samlede udgift til etablering af det første badsested samt drift i 2002 på 2.076.000 kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling Kultur- og Fritid konto 0.30.3 (idræts- og kulturpuljen 2002).

Udgifterne til etablering af afviserværket, anslået pris ca. 400.000 kr. ex. moms, afholdes indenfor budgettets eksisterende rammer og deles mellem Økonomiforvaltningen, Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Københavns Havn A/S.

SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentationens beslutning

Borgerrepræsentationen besluttede d. 1. november 2001 (BR 425/01) at nedsætte en arbejdsgruppe bestående af Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen samt Økonomiforvaltningen med henblik på at undersøge hvilke steder, der kan etableres badesteder i Københavns Havn, samt anbefale, hvor det er mest hensigtsmæssigt at etablere det første badested. Arbejdsgruppen skulle endvidere belyse spørgsmålet om et varslingssystem for badevandskvaliteten.

Perspektiver for badning i Københavns havn

På grund af de seneste 10 års store investeringer i regnbassiner og de gunstige strømforhold i Københavns havn er vandet i havneløbet målt til at opfylde badevandskvaliteten i langt den overvejende del af tiden. Flere københavnere er allerede begyndt at bade i havnen, men de udsættes for en vis sundhedsrisiko, hvis de bader umiddelbart efter større regnskyl, der har medført overløb fra afløbssystemet. Det er derfor en betingelse for at tillade badning, at de badende informeres om overløbene. En sådan information vil ske via et varslingssystem på badestedet og via en hjemmeside. Varslingen vil være dækkende for hele havneområdet.

Bestræbelserne på at udnytte Københavns beliggenhed ved vand til at skabe et nyt, rekreativt element, kan ses i sammenhæng med den overordnede indsats for at styrke den rekreative anvendelse af vandarealerne, der er igangsat med projekt Blå Plan. Formålet med den Blå Plan er at koordinere indsatsen for bl.a. bedre adgangsforhold til havnearealerne, flere forbindelser på tværs af havneløbet, mere plads til søsport og kultur, husbåde samt etablering af bademuligheder. Dette projekt til etablering af det første badested i Københavns havn vil dermed indgå i det videre arbejde med at forbedre Københavns rekreative kvaliteter i tilknytning til vandet.

Etablering af badesteder i Københavns havn

Udpegning af egnede badesteder

Den 20. februar 2002 afholdt den nedsatte arbejdsgruppe et borgermøde, hvor idrætsforeninger, lokalråd m.v. fremsatte forslag til badesteder i havnen. Referat fra borgermødet samt indsendte skriftlige kommentarer er vedlagt som bilag (Bilag A).

Med udgangspunkt i de fremsatte forslag har arbejdsgruppen vurderet hvilke steder, der vil være egnet til etablering af badested i henholdsvis 2002 og på længere sigt. Vurderingen af de foreslåede lokaliteters egnethed som badested er foretaget på baggrund af følgende kriterier:

  • vandkvalitet, herunder placering i forhold til overløb,
  • vanddybde,
  • parkerings- og trafikforhold,
  • adgangsforhold, herunder kollektiv trafik,
  • områdets øvrige rekreative faciliteter,
  • muligheder for faciliteter på land,
  • fredningsforhold,
  • planforhold,
  • økonomi.

Københavns Havn A/S har efter anmodning fremsat bemærkninger til hvert enkelt af de foreslåede badesteder. Bilag B sammenfatter arbejdsgruppens og Københavns Havn A/S's vurderinger af de foreslåede badesteder.

Første badested

På baggrund af vurderingerne efter de opstillede kriterier samt Københavns Havn A/S's bemærkninger indstiller arbejdsgruppen, at det vil være mest hensigtsmæssigt at etablere det første badested på Islands Brygge ved Havneparken.

Valget af denne lokalitet kan yderligere begrundes med, at placeringen i det centrale havneløb må forventes at skabe ekstra opmærksomhed omkring Københavns Kommunes initiativ og den gode vandkvalitet i havnen. Desuden kan udnyttelsen af stedets fysiske forhold illustrere de særlige kvaliteter og muligheder som badning i en havn i urbane omgivelser rummer, frem for at være en kopi af den traditionelle badestrands kvaliteter og muligheder. Endelig gør tidsmæssige og økonomiske forhold det mere hensigtsmæssigt at pege på en broløsning end en strandløsning for det første badested.

Borgerhøring

Den 4. marts 2002 afholdt Bygge- og Teknikforvaltningen et møde med deltagelse af lokale repræsentanter med særlig interesse i Havneparkens udvikling. Deltagerne blev informeret om, at arbejdsgruppen vedr. den første bademulighed ville indstille Islands Brygge som lokalitet for etablering af Københavns havns første badested. Dette udløste stor tilfredshed og forventning, og de fremsatte ønsker har indgået i den efterfølgende projektering.

Projektering af det første badested

Københavns Idrætsanlæg har efterfølgende udarbejdet et projektforslag til badested ved Islands Brygge.

Anlægget vil være flytbart og konstrueres af flydepontoner med et samlet mål på ca. 20 * 80 meter. Det består af tre selvstændige bassiner til henholdsvis svømning, udspring og et lavvandet bassin til børn. Hele anlægget indhegnes mod havnebassinet.

Svømmebassinet kan opdeles med banetorve og således give plads til såvel hyggesvømning som elitemotionister. Springbassinet indeholder et springtårn med 1-, 2- og 3-meter udspringshylder, samt to separate 1-meter vipper. Børnebassinet monteres med bund med ca. 50-90 cm. vanddybde. Langs med to af børnebassinets kanter opstilles borde og stole.

Det planlægges handicapvenlig adgang til badestedet. Området vil være bemandet med livreddere i åbningstiden, og der vil være genoplivnings- og førstehjælpsudstyr. Uden for den bemandede periode vil en aflåst låge forhindre adgang til badestedet.

Københavns Idrætsanlæg ventes at etablere anlægget i perioden juni - august 2002, og Københavns Idrætsanlæg varetager den fortsatte drift af anlægget.

Bilag C indeholder en skitse over det projekterede badested.

Koordination med øvrige initiativer i Havneparken

Bygge- & Teknikforvaltningen har i vinteren 2001- 2002 undersøgt de lokale beboeres ønsker til forbedringer af mulighederne for friluftsaktiviteter i Havneparken. På den baggrund har Bygge- og Teknikforvaltningen udarbejdet et forslag til opførelse af bygværker langs den 550 m. lange kaj ud for Havneparken på Islands Brygge.

Forvaltningens skitseforslag omfatter en træbrygge med rampe og pontonbro til jollesejlads, en træbrygge i tilknytning til det nyåbnede kulturhus, anlæg af det første badested i Københavns havn samt reservation af placeringsmulighed for en fremtidig anløbsbro til Havnebussen (se skitseforslag, Bilag D)

Bygge- og Teknikforvaltningens indstilling vedrørende etablering af træbrygge og pontonbro samt finansiering heraf ventes behandlet i Bygge- og Teknikudvalget, Økonomiudvalget samt Borgerrepræsentationen dette forår.

Projektet til etablering af det første badested er således koordineret med Bygge- og Teknikforvaltningens øvrige initiativer i Havneparken.

Forhandlinger med Københavns Havn A/S

Københavns Havn A/S har skriftligt erklæret sig enige i, at Islands Brygge er egnet til placering af en bademulighed. På stedet kan imidlertid forventes ca. 4-6 ugentlige passager af større skibe, indtil senest 2010. Københavns Havn A/S gør derfor opmærksom på, at der med badestedet skal etableres foranstaltninger, der sikrer, at større skibe ikke kan forårsage ulykker.

For at Københavns Havn A/S kan godkende badestedet, skal der for det første tages højde for, at en skibsskrue kan skabe et undertryk, der vil kunne suge badende til sig. Der er derfor projekteret med en indhegning af badestedet og etablering af badebassiner, hvormed badegæsterne vil være tydeligt adskilt fra selve sejlrenden. Desuden rømmes badestedet for badegæster ved disse skibspassager. Københavns Havn A/S udarbejder en procedure for disse rømninger, der bl.a. vil involvere kontakt mellem Københavns Havns Trafikkontor og badestedets livredder. Udenfor den bemandede periode vil en aflåst låge forhindre adgang til badestedet.

For det andet kræver Københavns Havn A/S, at der tages højde for den situation, hvor en skibsfører skulle miste herredømmet over sit fartøj og derfor ramme badestedet. Etablering af afviserværk – en række betonfyldte stålrør på hver side af badeanstalten – vil kunne afværge evt. påsejling. Afviserværket vil være af permanent karakter og koste ca. 400.000 kr. ex. moms. Etablering af afviserværket vurderes ikke at forsinke badestedets åbning.

Finansiering af projektet

I budget 2002 er der afsat i alt 32,565 mill. kr. til idræts- og kulturfaciliteter. Puljen udmøntes af Borgerrepræsentationen efter indstilling fra Kultur- og Fritidsforvaltningen. Nærværende indstilling, hvor der søges om 2.076.000 kr., finansieres via denne pulje.

På Kultur– og Fritidsudvalgets møde den 21. februar 2002 tog udvalget principbeslutning om udmøntningen af de 32,565 mill. kr. til forbedring af idræts- og kultur-faciliteter i kommunen i 2002 (KFU 73/2002). Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at prioritere 1,8 mill. kr. til den første bademulighed i Københavns Havn.

Som beskrevet, har den efterfølgende analyse af forskellige placeringsmuligheder og dialog med brugerne vist, at den mest hensigtsmæssige placering er ved Islands Brygge. Her kræver Københavns Havn A/S imidlertid, at bademuligheden afgrænses mod sejlranden – jf. sagsfremstillingen. Det betyder, at de samlede udgifter til anlæg og drift badefaciliteten og varslingssystemet i 2002 overstiger den afsatte ramme. Udgifterne beløber sig i år 2002 til 2.076.000 kr.

Det indstilles, at udgiften på i alt 2.076.000 kr. dækkes af idræts- og kulturpuljen.

Kultur- og Fritidsudvalget har allerede besluttet at afsætte 1,8 mill. kr. fra idræts- og kulturpuljen til formålet.

Det resterende beløb på 276.000 kr. foreslås ligeledes dækket af idræts- og kulturpuljen. Udgiften kan dækkes af puljens udisponerede beløb på 1.335.000 kr., der er opstået som følge af beslutningen om nedlæggelse af Byens Huse. (Midlerne var tidligere afsat til navneskifte til Byens Huse).

Som beskrevet har Københavns Havn A/S krævet, at der etableres et afviserværk, der forhindrer påsejling af badestedet, anslået pris 400.000 kr. ex. moms. Udgifterne til etablering af afviserværket afholdes indenfor budgettets eksisterende rammer og deles mellem Økonomiforvaltningen, Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Københavns Havn A/S.

Mulighed for badesteder på længere sigt

På baggrund af vurdering af de af borgerne fremsatte forslag ud fra de opstillede kriterier samt Københavns Havn A/S's kommentarer, kan følgende sammenfattes vedr. mulighederne for etablering af yderligere badesteder i Københavns havn:

 

Foreslået lokalitet

Samlet konklusion

1

Svanemøllebugten

Mulighed

2

Nordhavn (nord)

Mulighed

3

Nordhavn (vest)

Mulighed

4

Paradis-ø ud for Refshaleøen

Vanskeligt at realisere

5

Søren Kierkegaards Plads

Mulighed med anlægsmæssige foranstaltninger

6

"Færgen Sjælland"

Mulighed med anlægsmæssige foranstaltninger, men bør afvente planlægning af områdets fremtidige anvendelse

(7)

(Islands Brygge)

(Kan realiseres umiddelbart, anbefales i 2002 jf. ovenstående)

8

Fisketorvet

Mulighed, skal koordineres med byudviklingen

9

Kalveboderne

Evt. på længere sigt

10

Tippen

Evt. på længere sigt

11

Holmen (ingen specifik placering)

Muligheder

12

Christianshavns Kanal (ingen specifik placering)

Muligheder

Se evt. bilag B for en uddybning af vurderingerne samt et kort over de foreslåede badesteder.

Københavns havn rummer således flere lokaliteter med potentiale for etablering af yderligere badesteder. Udnyttelsen af disse muligheder forudsætter afklaring af en række forhold, herunder særligt de trafikale forhold, sikkerhed i forhold til besejling samt koordination med byudvikling og fremtidig arealanvendelse. Konkretisering af disse muligheder vil bl.a. ske i forbindelse med udarbejdelsen af Den Blå Plan, der skal koordinerer den rekreative anvendelse af vandarealerne i Københavns havn.

Etablering af varslingssystem for badevandskvaliteten

Vandkvaliteten i Københavns havn

Vandkvaliteten i Københavns havn er generelt god, idet der igennem de seneste 10 år er etableret regnbassiner og den kraftige strøm gennem havnen tilfører rent vand fra Køge Bugt og Øresund med et lavt indhold af næringssalte. Bundvegetationens udbredelsesområde er øget de senere år, og fiskebestanden og dens sundhedstilstand betegnes som god og er på højde med fiskebestanden i Øresund.

Badevandskriteriet for saltvand er, at der i badesæsonen fra 1. maj til 1. oktober maksimalt må være en overskridelse af grænseværdien på 1000 colibakterier pr. 100 ml. i 5% af tiden. Siden 1996 er badevandskvaliteten i Københavns havn undersøgt årligt, og det har vist sig, at vandet er af badevandskvalitet i langt den overvejende del af tiden.

Overløb fra afløbssystemet

Den gode vandkvalitet forstyrres dog fortsat af få udledninger af overløb fra kloaksystemet i forbindelse med større regnskyl. Med overløbene tilføres bl.a. næringssalte og bakterier fra det fortyndede spildevand, hvilket medfører, at badevandskvaliteten i omkring et døgn ikke er acceptabel. I løbet af ca. 30 timer fører strømmen det forurenede vand ud af havnen, hvormed badevandskvaliteten genoprettes.

I den tørre sommer i 1996 var der ingen overløb, og i de efterfølgende 5 år har kravet til badevandskvalitet baseret på en ugentlig kontrol, kun været overskredet fire gange. Københavns Kommune er, bl.a. med Spildevandsplan 2000, i gang med at reducere antallet af regnvandsbetingede overløb. I løbet af de næste år forventes denne indsats yderligere at nedbringe antallet af dage med ikke-acceptabel badevandskvalitet.

Bundkvaliteten

Embedslægen konkluderer, at havnebundens indhold af kviksølv er uden betydning for de badendes helbred. Tungmetaller optages med føden og ikke gennem huden. Et barn på 30 kg skal derfor dagligt drikke 7.500 l. havvand for at nå WHO's grænseværdi for ugentligt kviksølvindtag.

På embedslægens foranledning har Miljøkontrollen undersøgt konsekvenserne for kviksølvkoncentrationen, når større skibe passerer Islands Brygge og evt. ophvirvler sediment. Undersøgelsen viste, at koncentrationen af kviksølv ikke ændres som følge af passage af en fuldt lastet coaster, hvormed Embedslægen betragter spørgsmålet som afklaret.

.

Varslingsystemets opbygning

I forbindelse med etablering af det første badested udvikler Miljøkontrollen et varslings- og prognosesystem, der skal kunne forudsige, hvornår badning ikke kan tilrådes på grund af overløb. Varslingen skal gøres tilgængelig på bl.a. internettet og som synligt signal ved badestedet.

Varslingen baseres på on-line-informationer fra overløbsbygværkerne, hvilket vil gøre tilsynet mere pålideligt end et system baseret på stikprøver.

Varsling vil ske på følgende måde:

  1. Københavns Energi (KE) registrerer elektronisk hvert 15. min., om der er overløb til havnen.
  2. Ved overløb sender KE en elektronisk besked til fire steder:
  • til badestedet, hvor varslingslampen tændes,
  • til Dansk Hydraulisk Institut (DHI),
  • til Miljøkontrollen,
  • til Københavns Kommunes hjemmeside (Miljøkontrollen), hvor oplysninger om badevandskvaliteten opdateres.
  1. Herefter foretager KE en kontrolopringning til badestedet, hvorefter livredderen har ansvaret for, at varslingsflaget hejses. Finder overløbet sted uden for åbningstiden, ringer KE badestedet op ved arbejdstids begyndelse.
  2. På baggrund af data om overløb og meteorologi beregner DHI en prognose for, hvorledes koncentrationen af coli-bakterier forventes at udvikle sig i de forskellige områder i Københavns havn. Prognosen beregnes ca. hver 6. – 12. time, og DHI opdaterer løbende Københavns Kommunes hjemmeside med prognoseresultaterne.
  3. Når DHI opdaterer hjemmesiden sendes en kopi af prognoseresultatet til Miljøkontrollen. På baggrund af prognoseresultaterne fra DHI vurderer Miljøkontrollen, hvornår varslingen kan afsluttes. Når varslingen kan afsluttes, slukker Miljøkontrollen for varslingslampen og ringer besked til livredderen om, at flaget skal tages ned. Herefter opdaterer Miljøkontrollen hjemmesiden.

Projektering af varslingssystemet

Etablering af varslingssystemet forudsætter en opdatering af Københavns Energis SRO-anlæg (Styring, Regulering og Overvågning), der overvåger vandstandsmålerne i overløbene. Desuden skal der udvikles et edb-program, som automatisk afsender de fire beskeder fra KE i tilfælde af overløb.

Derudover forudsætter varslingssystemet, at Miljøkontrollen udvikler en edb-model, "havnemodellen". Havnemodellen skal kombinere meteorologiske data og de registrerede udløbsmængder med viden om bakteriernes spredningsmønstre i havnen, for derved at kunne beregne en prognose for vandkvaliteten. DHI skal anvende havnemodellen til beregning af deres prognoser.

På badestedet opstilles en flagstang med en varslingslampe, der kan aktiveres fra KE og Miljøkontrollen. Der opsættes et skilt på badestedet, der forklarer signalernes betydning.

Hjemmesiden opbygges i stil med en vejrudsigt for en periode på tre dage. Desuden vises en række andre relevante oplysninger som f.eks. vand- og lufttemperatur, saltindhold, bølgehøjde, strømretning og strømhastighed for udvalgte lokaliteter i København. Oplysningerne søges desuden formidlet via tekst-TV og SMS.

Udgifter til varslingssystemet

Udgifterne til etablering af varslingssystemet på 645.000 kr. er en engangsinvestering, idet varslingssystemet også vil kunne anvendes, hvis det besluttes at etablere flere badesteder i havnen.

Driftsudgiften vil variere afhængig af omfanget af varsling på det konkrete sted.

 

ØKONOMI

Der anvises kassemæssig dækning for udgiften på 2.076.000 kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling Kultur- og Fritid konto 0.30.3 (idræts- og kulturpuljen 2002)

Opgørelse over udmøntningen af beløb i idrætspuljen (i 1.000 kr.)

Efter Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 21. marts 2002 er der indstillet følgende sager til udmøntning i Idrætspuljen på i alt 32.565 kr.

Hillerødgade Bad og Hal 265 kr.

Badefaciliteter til Boldklubben FIX (incl. drift 2002) 840 kr.

KULTURHAVN 2002 200 kr.

Sommerdans 2002 370 kr.

Udmøntet beløb i alt 1.675 kr.

Restbeløb i før indstilling 30.890 kr.

Bademuligheder i havnen 2.076 kr.

Restbevilling efter nærværende indstilling 28.814 kr.

Alle beløb er opgjort ekskl. moms.

Udgifterne til etablering af afviserværket, anslået pris ca. 400.000 kr. ex. moms, afholdes indenfor budgettets eksisterende rammer og deles mellem Økonomiforvaltningen, Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Københavns Havn A/S.

 

MILJØVURDERING

Til det skitserede projekt anvendes bl.a. beton, plast og platforme af trykimprægneret træ. Da træet skal ligge i vand, vurderes trykimprægnering at være den eneste økonomisk mulige løsning.

Det er indgået i anbefalingen af lokaliteten for det første badested, at Islands Brygge er velbetjent af kollektiv trafik, hvormed badestedets trafikale påvirkning er søgt minimeret.

Etablering af et badested ved Islands Brygge vurderes ikke at have konsekvenser for vandmiljøet.

 

ANDRE KONSEKVENSER

-

HØRING

Det færdige projektforslag vil blive sendt til endelig godkendelse hos Københavns Havn A/S.

 

BILAG

  1. Referat af borgermøde den 20. februar 2002 samt indkomne skriftlige forslag til badesteder.
  2. Vurdering af foreslåede badesteder (sammenfatning af arbejdsgruppens vurderinger og kommentarer fra Københavns Havn A/S).
  3. Skitse over projekteret badested ved Islands Brygge.
  4. Havneparken – oversigtsplan med skitseforslag til brygge og broer til jollesejlads og bademulighed.
  5. Principbeslutning vedrørende udmøntning af idræts- og kulturpuljen 2002 - Beslutningsprotokol fra Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 21. februar 2002

 

Erik Jacobsen Jens Jacobsen

Olga Brüniche-Olsen Peter Elsman

Til top