Medlemsforslag om bedre vilkår for internationale borgere
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen i samarbejde med Advisory Boardet på området, der bl.a. består af store erhvervsaktører, uddannelsesinstitutioner og andre centrale samarbejdspartnere, at kortlægge barrierer og foreslå løsninger i relation til at tiltrække, modtage og fastholde internationale borgere og den international arbejdskraft, studerende og deres medfølgende familier, som København tilbyder. Kortlægning af barrierer og forslag til løsninger, kan både rette sig mod Københavns Kommune selv, men også nationale og andre relevante aktører mhp. efterfølgende dialog mellem Københavns Kommune og disse aktører.
(Stillet af Radikale Venstre og Venstre)
Motivering
Der er mangel på arbejdskraft, og konkurrencen om de klogeste hoveder er global. På den baggrund er der behov for, at Københavns Kommune styrker indsatsen i forhold til at fastholde og tiltrække udenlandske statsborgere med lyst til at arbejde i København. Hvert år uddanner hovedstadens uddannelsesinstitutioner mange med udenlandsk baggrund. Desværre vælger mange af disse at rejse videre efter kort tid. Vi har gode erfaringer med diverse programmer målrettet eksempelvis udenlandske studerende, men indsatsen kan blive endnu bedre. Derfor er det oplagt i samarbejde med eksempelvis uddannelsesinstitutionerne og arbejdsmarkedets partere at se nærmere på hvad Københavns Kommune kan gøre bedre og hvilke eksisterende indsatser der skal styrkes yderligere.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. marts 2023
Medlemsforslaget blev vedtaget uden afstemning.