Mødedato: 02.03.2023, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om lovlig meritpædagogordning

Medlemsforslag   

Det foreslås,  

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen i samarbejde med relevante forvaltninger at komme med forslag til, hvordan Københavns kommune kan fortsætte en lovlig meritpædagogordning. 
(Stillet af Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre) 

Motivering  

Indtil december 2022 har kommuner kunne tilbyde erfarne pædagogmedhjælpere muligheden for at uddanne sig til pædagoger med løn under meritpædagoguddannelsen. Ordningen er en gave midt i en kritisk tid, hvor alle større danske kommuner mangler pædagoger. Selvom vores pædagogmedhjælpere er dygtige, så har det negative konsekvenser for børnene og arbejdsmiljøet i vores dagtilbud, at der ikke er flere uddannede pædagoger. På trods af dette, har KL nu sat ordningen på pause i ubestemt tid.  

Det er ikke holdbart, hvis vi vil værne om vores børns velvære og trivsel. Alt andet lige, så vil færre starte på meritpædagoguddannelsen, hvis ordningen med løn ophører. Hvis vi skal sikre, at flere tager en pædagogisk uddannelse, skal de gode vilkår også være der. Det er klart, at Københavns Kommune skal holde sig inden for loven om Kommunernes Styrelse og KL’s overenskomster. Men inden for de rammer bør vi gøre, at hvad vi kan for at opretholde en lovlig meritpædagogordning.  

På den baggrund ønsker Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre at undersøge muligheden for at fortsætte en lovlig meritpædagogordning i Københavns Kommune. 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. marts 2023

Medlemsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

"Enhedslisten mener, at dispositioner til udøvelse af ledelsesretten i sager om kompetenceudvikling ligger uden for loven om kommuners styrelse - herunder fx lovbestemte nævns godkendelseskompetence, og at Københavns ledelsesret i den foreliggende sag alene er begrænset af KL; følgelig bør vi københavnske folkevalgte øve indflydelse på selve problemets kerne, ved ikke kun at indrette os efter de af KL pålagte begrænsninger, men også ved målrettet at stille krav til indholdet i KLs aftaler med kommunalt ansatte og arbejde insisterende for at øve indflydelse på disse aftaler."

Til top