Mødedato: 02.03.2023, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om styrket musikundervisning og anden kunst og kulturundervisning for børn og unge

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen at komme med forslag til, hvordan Københavns Kommune kan styrke det samlede udbud af musikundervisning for børn og unge med udgangspunkt i den kommunale musikskole og de mange private tilbud og foreningsudbud af musikundervisning,
  2. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen at komme med forslag til, hvordan kommunen kan udbyde flere eksisterende kommunale lokaler til privat eller foreningsbaseret musikundervisning og anden kunst og kulturundervisning.

(Stillet af Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre)

 

Motivering

Musik og anden kunst og kulturundervisning er som bekendt dannende og kan være med til at gøre endnu flere børn og unge uddannelsesparate og give dem flere færdigheder.

 

København har mange, men spredte musikinitiativer, hvor den kommunale musikskole, foreningsbaseret musikundervisning og privat musikundervisning udgør de mest udbredte.

 

Vi ønsker at skabe gode vilkår for udbud af musikundervisning og anden kunst og kulturundervisning for byens børn og unge, og ønsker at gøre eksisterende kommunale lokaler tilgængelige for foreninger og private, der udbyder musikundervisning og anden kunst og kulturundervisning.

 


Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. marts 2023

Et forslag fra Enhedslisten, Socialdemokratiet og SF om udvalgshenvisning af 1. at-punkt til Børne- og Ungdomsudvalget blev vedtaget uden afstemning.

 

Et forslag fra Enhedslisten, Socialdemokratiet, og SF om udvalgshenvisning af 2. at-punkt til Økonomiudvalget blev vedtaget uden afstemning.

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”I Enhedslisten deler vi ønsket om at skabe gode muligheder for musik-, kunst- og kulturundervisning for de københavnske børn og unge. Vi har i forvejen gode kommunale tilbud og ikke mindst foreningsdrevne tilbud, der skaber glæde og kunstnerisk udvikling for en masse børn og unge. Vi ser gerne at disse styrkes og at evt. ledig kapacitet i kommunale lokaler fortrinsvis benyttes til en opjustering af de kommunale og foreningsdrevne tilbud, hvor det er muligt.”

Til top