Mødedato: 02.03.2023, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om indførsel af mulighed for ratebetaling af parkeringslicens for borgere med bopæl i Københavns Kommune

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde et forslag til, hvordan det enkelt og overskueligt kan gøres muligt for Københavns Kommunes bilejere at dele den årlige betaling af beboerlicens op i to eller flere rater. Forslaget skal fremlægges for Borgerrepræsentationen den 23. marts 2023.

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

 

Motivering

Krise og inflation og de deraf stigende priser har gjort det dyrt at være dansker. Borgerne i København er således også hårdt ramt. Samtidig er priserne på kommunens beboerlicenser til gadeparkering steget som resultat af politiske aftaler.

Det giver bilejerskabet en voldsom social slagside, fordi borgere, hvis privatøkonomi er presset af tidens økonomiske vilkår, kan have svært ved at betale deres beboerlicens i en enkelt rate. For at komme borgerne i møde, skal det være muligt af dele betalingen af beboerlicensen op i to eller flere rater. På den måde undgår vi at belaste en gruppe borgere unødvendigt, alt imens Københavns Kommunes indtægter for beboerlicens forbliver uændret.

 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. marts 2023

SF fremsatte følgende ændringsforslag til medlemsforslagets ordlyd:

At sætningen "Forslaget skal fremlægges for Borgerrepræsentationen den 23. marts 2023." slettes fra 1. at-punkt.

 

Det af SF fremsatte ændringsforslag blev vedtaget med 49 stemmer imod 0. Ingen undlod at stemme.

For stemte: Ø, A, C), B, F, V, I og O.

 

Det således ændrede medlemsforslag blev herefter vedtaget uden afstemning.

Til top