Mødedato: 02.03.2023, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til socialborgmesteren om vold og voldtægt mod kvindelige brugere af stofindtagelsesrum

Forespørgsel

Socialborgmesteren bedes redegøre for,

  1. hvad socialborgmesteren mener om den utrygge og uholdbare situation, som kvindelige brugere af stofindtagelsesrummene på Vesterbro befinder sig i,
  2. hvilke initiativer Socialforvaltningen hidtil har igangsat for at øge trygheden for de kvindelige brugere af stofindtagelsesrummene – herunder også for evt. at yde skade-/traumebehandling og psykologhjælp til de mange kvinder, der har været udsat for vold og voldtægt,
  3. hvilke initiativer Socialforvaltningen eventuelt agter at sætte i gang i nær fremtid for at øge trygheden for kvindelige brugere af stofindtagelsesrummene.

(Stillet af SF)

 

Motivering

I sommeren 2022 sendte Reden i København et bekymrende opråb via medierne efter talrige voldtægter mod deres kvindelige brugere. Reden havde i løbet af blot ét år registreret 44 voldtægter og 369 voldshændelser blandt værestedets mere end 200 brugere (BT 13/6-22). Mørketallet kunne ifølge Reden endda ligge langt højere.

I perioden fra oktober 2021 til marts 2022 registrerede Mændenes Hjem desuden ni situationer med vold, voldtægt, overgreb og tyveri mod kvindelige brugere af fixerummet H17 på Vesterbro. En del af hændelserne foregik i H17, mens andre foregik i nærmiljøet på indre Vesterbro. Baseret på situationsrapporterne fra oktober 2021 til marts 2022 var der cirka 20 registrerede krænkelser af kvinder om året i H17 eller i nærområdet omkring H17. Det var dog Mændenes Hjems vurdering, at tallet for overgreb m.m. i nærmiljøet omkring H17 reelt var højere, da ikke alle overgreb, trusler, vold og voldtægter blev overværet af eller oplyst til personalet.

De alarmerende tal har fået en række aktører på Vesterbros stofscene til i fællesskab at efterlyse oprettelsen af et særskilt fixerum for kvindelige stofbrugere – dette da man bl.a. i Barcelona og Hamburg har god erfaring med kvindelige fixerum. Reden har desuden tilkendegivet ønske om øget tilstedeværelse af Fixelancen tæt ved Reden, da deres brugere er nervøse for at bevæge sig ned til H17 særligt i aften- og nattetimerne.

SF’s ønske med denne forespørgsel er dog i første omgang at få kortlagt problemets omfang og give Borgerrepræsentationen et indblik i, hvad Socialforvaltningen allerede har igangsat og / eller agter at igangsætte i nær fremtid for at øge trygheden og få reduceret de bekymrende antal volds- og voldtægtsepisoder, som byens i forvejen mest udsatte kvinder udsættes for i forbindelse med deres stofindtag.

 

 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. marts 2023

Forespørgslen blev besvaret.

Til top