Medlemsforslag om demografiregulering af antallet af parkeringspladser
Medlemsforslag
Det foreslås,
1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde forslag til politisk behandling om:
a. at antallet af kommunale bilparkeringspladser i kommunen demografireguleres, så antallet af parkeringspladser falder eller stiger svarende til antallet af indregistrerede biler i kommunen.
b. at antallet af kommunale cykelparkeringspladser i kommunen demografireguleres, så antallet af parkeringspladser falder eller stiger svarende til befolkningstallet.
2. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen inden
den 15. august 2017 udarbejde et budgetnotat til brug for budgetforhandlingerne om, hvad det vil koste at oprette parkeringspladser i betalingszonerne, så der både på bil- og cykelparkeringspladser er en belægningsprocent på maksimalt 85.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti, Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance)
Motivering
Befolkningstallet i København er steget med ca. 150.000 indbyggere siden 1995. I perioden fra 1995 og indtil 2010 er der nedlagt over 20.000 bilparkeringspladser.
Det forventes, at vi inden 2030 bliver over 700.000 københavnere, og derfor er det nødvendigt, at infrastrukturen indrettes, så der bliver plads til os alle sammen.
Det bliver sværere og sværere at finde både cykel- og bilparkeringspladser i det centrale København. Der ønskes derfor en løsning, så antallet af parkeringspladser til cykler og biler svarer til behovet. Det bør være muligt for københavnerne at finde en ledig plads til sin cykel eller bil, og derfor bør beregningerne tage udgangspunkt i en belægningsprocent på 85.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. marts 2017
Medlemsforslaget blev forkastet med 13 stemmer imod 36. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: V, O, C, I og Kasper Heumann Kristensen.
Imod stemte: A, Ø, B og F.