Mødedato: 02.03.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Københavns Kommunes Billedkunstudvalg - nyt kommissorium

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til et forslag om ændring af kommissorium for Københavns Billedkunstudvalg.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Borgerrepræsentationen godkender det ændrede kommissorium for Københavns Billedkunstudvalg,

  2. at serviceudgiften på årligt op til 4.000 kr. til diæter finansieres indenfor Billedkunstudvalgets budget i 2017 og frem.

Det forudsættes at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.

(Kultur- og Fritidsudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede den 7. februar 2002 at nedsætte Københavns Billedkunstudvalg som et §17 stk. 4 udvalg. Opgaven er at varetage henholdsvis køb af kunst og behandle ansøgninger om støtte til billedkunstneriske projekter samt, efter anmodning, rådgive Kultur- og Fritidsudvalget og andre relevante udvalg i billedkunstneriske spørgsmål. Billedkunstudvalgets kommissorium blev senest revideret af Borgerrepræsentationen den 28. maj 2015.

Deltagelse i bedømmelsesudvalg, juryer og paneler

Billedkunstudvalget bliver i stigende grad bedt om at medvirke med en repræsentant i forskellige bedømmelsesudvalg, juryer og paneler i forbindelse med konkurrencer om kunstværker i byrummet, hvilket ikke fremgår af kommissoriet.

Indkøb af kunst

Billedkunstudvalget køber hvert år kunst, der anvendes i kommunes institutioner og administrative enheder. I 2017 er der afsat 0,67 mio. kr. til indkøb af kunst.  

En gennemgang af Billedkunstudvalgets indkøb fra 2002 til 2016 viser en ændring i de steder, der købes ind. Fra 2002 til 2009 blev der primært købt ind på udstillingssteder, herunder kunstnersammenslutninger, der udstillede på Den Frie, Charlottenborg m.v. I perioden fra 2010 til 2016 skete der et markant fald i indkøb på udstillingssteder og kunstnersammenslutninger. Således var der et fald fra 106 værker i 2002 til 2009 til 30 værker i perioden 2010 til 2016.

Den modsatte tendens gør sig gældende, når det gælder gallerier. Fra 2002 til 2009 blev der købt 89 værker på gallerier, hvor der fra 2010 til 2016 blev købt 153 værker. Der er således - selvom der mangler et år i den nuværende udvalgsperiode - tale om en markant stigning.    

Billedkunstudvalget har således oplevet, at en række strukturelle forhold i den københavnske kunstscene betyder, at der oftere end tidligere bliver købt ind på kommercielle gallerier. Da gallerierne ofte har en fast gruppe kunstnere tilknyttet galleriet, betyder ændringerne, at der er risiko for en mindre diversitet i indkøbene af kunst.

Løsning

Deltagelse i bedømmelsesudvalg, juryer og paneler

Da disse aktiviteter forudsætter forberedelse, foreslås opgaven indarbejdet i kommissoriet, så der bliver mulighed for, at de kunstfaglige medlemmer kan få udbetalt en diæt, hvis de deltager i bedømmelsesudvalg, juryer, paneldebatter. Dette forudsat, at de ikke i forvejen får honorar for arbejdet, samt at de er udpeget via Billedkunstudvalget.

Ifølge kommissoriet ydes der diæter efter Social- og Indenrigsministeriets regler til de af udvalgets medlemmer, som ikke er medlemmer af Borgerrepræsentationen. På årsbasis vil der være tale om en udgift på op til 4.000 kr., der kan finansieres indenfor Billedkunstudvalgets budget. 

Billedkunstudvalget besluttede den 22. november 2016 at foreslå Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at følgende tilføjes Billedkunstudvalgets kommissorium:

1.3: Udvalgets kunstfaglige medlemmer kan endvidere deltage i bedømmelsesudvalg og offentlige møder efter opfordring fra Billedkunstudvalget.

Forslag om ændret kriterium for indkøb af kunst

På baggrund af et pilotprojekt besluttede Billedkunstudvalget den 22. november 2016 at foreslå Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at følgende tilføjes Billedkunstudvalgets kommissorium (det kursiverede):

1.1. Køb af Kunst - udvalget skal:

  • Købe kunst på københavnske gallerier, udstillingssteder og i begrænset omfang ved udvalgte kunstnerbesøg.

Ud over disse to ændringer er der ikke ændringer i forhold til det nuværende kommissorium. Udkast til nyt kommissorium er vedlagt (bilag 1). 

Økonomi

Serviceudgiften på op til 4.000 kr. finansieres indenfor Billedkunstudvalgets budget i 2017 og frem. Der anvises kassemæssig dækning på Kommissioner, råd og nævn, IM konto 6.42.42.

Mette Touborg                                /Merete Evers Dewilde

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Borgerrepræsentationen godkender det ændrede kommissorium for Københavns Billedkunstudvalg,
  2. at serviceudgiften på årligt op til 4.000 kr. til diæter finansieres indenfor Billedkunstudvalgets budget i 2017 og frem.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. januar 2017

Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).

Indstillingen blev godkendt.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. februar 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. marts 2017

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:

”Der findes mange udvalg under Københavns Kommune, hvor medlemmer sidder ulønnet. Det ser vi helst forbliver uændret, da det potentielt vil kunne betyde, at medlemmer i andre udvalg fx Lokaludvalg også bør lønnes. I øvrigt mener vi, at Billedkunstudvalget bør nedlægges. ”

Til top