Forskrift for udendørsarrangementer
Indstilling
Indstilling om,
- at Forskrift for udendørs musikarrangementer (bilag 1) træder i kraft ved Borgerrepræsentationens godkendelse med de ændringer, der er beskrevet i løsning.
- at forskriften evalueres, når erfaringerne for 2017 kendes, med henblik på at vurdere, om den skal udvides til at gælde flere typer af arrangementer, og om der skal ændres i antallet af pladser, antallet af arrangementer på pladserne o.l.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Reguleringen af udendørs musikarrangementer er et af de områder, hvor kommunen har mulighed for at sikre en bedre balance og forudsigelighed omkring støj for beboerne i byen. Forslag til Forskrift for udendørs musikarrangementer blev sendt i høring af Borgerrepræsentationen den 26. maj 2016. Forskriften giver tilladelse til at afholde et specifikt antal musikarrangementer på et udvalg af byens pladser, hvor der må støjes op til et givent antal dB i et afgrænset tidsrum. Forskriften angiver også en række nærmere bestemmelser for fx afviklingen af lydprøver mv. En vedtagelse af forskriften i foråret 2017 vil medføre en tydeligere og mere forudsigelig regulering af sommerens arrangementer.
Løsning
Forvaltningen har i forbindelse med ovennævnte høring modtaget 80 høringssvar, som fremgår af bilag 3. Forvaltningens opsamling og kommentarer fremgår af bilag 2. Hovedønskerne i høringssvarene, og forvaltningens svar, er som følger:
1) Udvidet afgrænsning af forskriftens anvendelsesområde til andre støjende arrangementer
Forvaltningen foreslår, at forskriften kun skal omfatte musikarrangementer. En udvidelse af forskriften til også at omfatte andre arrangementstyper vil kræve en ny screening af lokaliteterne og en ny høring. En ny forskrift kan derfor ikke nå at blive klar til ikrafttrædelse til sommeren 2017, og grundlaget for at regulere sommerens arrangementer vil dermed være dårligere.
Høringssvarene tyder generelt på et stort ønske om at regulere støjkilderne i byen. Det er samtidig forvaltningens opfattelse, at musik fra arrangementer er en væsentlig del af den overordnede gene ved de støjende arrangementer. På den baggrund vurderer forvaltningen, at det vil være en ulempe for de støjplagede naboer at skulle udskyde beslutningen om en ny forskrift til efter en ny screening og høring. Forvaltningen foreslår, at en eventuel udvidelse af forskriften, med henblik på at omfatte flere typer arrangementer, tages op i forbindelse med en evaluering, når erfaringerne for 2017 kendes.
2) Udvidet afgrænsning til også at omfatte andre pladser
Forvaltningen foreslår, at der ikke tilføjes nye lokaliteter fra forskriften på nuværende tidspunkt. En udvidelse af forskriften til at omfatte flere lokaliteter vil kræve nye screeninger og en ny høring. En ny forskrift kan derfor ikke nå at blive klar til ikrafttrædelse til sommeren 2017. Forvaltningen foreslår, at der i forbindelse med evaluering af forskriften tages stilling til, om den bør omfatte flere lokaliteter.
3) At sætte sluttidspunktet tidligere fx til kl. 21 eller 22
Forvaltningen foreslår at sætte sluttidspunktet for koncerterne søndag-torsdag til kl. 22, i stedet for kl. 23, som det blev foreslået i høringsmaterialet. Ønsket bliver understøttet af, at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser skifter til natteperioden efter kl. 22. Denne ændring kræver ikke en ny høring, da den ikke forværrer støjgenerne for de omkringboende. For Rådhuspladsen og Refshalevej Øst er der dog fortsat ikke fastsat sluttidspunkt.
4) Regulering af Refshaleøen Øst
Forvaltningen foreslår at sætte en begrænsning på maks. 20 arrangementer på Refshaleøen Øst. Antallet er sat ud fra en vurdering af, hvor mange arrangementer, der forventes i området. Der har været mange høringssvar angående denne lokalitet, som i høringsudkastet er sat uden miljøvilkår i både antal, tidspunkter, varighed og øvre støjgrænse. Forvaltningen har i december 2016 partshørt grundejeren, Refshaleøens Ejendomsselskab A/S om en begrænsning på højst 20 arrangementer. Grundejeren har meldt tilbage, at de ikke har yderligere kommentarer og ser frem til, at udkast til forskriften vedtages i den ny udgave med begrænsning på antallet af arrangementer.
5) Flere arrangementer på Musiktorvet (Amager Øst)
Forvaltningen foreslår, at antallet af mulige musikarrangementer på Musiktorvet sættes op til 15 arrangementer om året, og evalueres når erfaringerne fra 2017 kendes. Der er i høringen afgivet kommentarer til, at der, som foreslået i høringsmaterialet, kun kan spilles 10 musikarrangementer på Musiktorvet. Da Musiktorvet er en ny plads, er det vanskeligt helt at afgøre, hvilket niveau der er acceptabelt. Forvaltningen har derfor ud fra et forsigtighedsprincip i første omgang sat antallet til 10.
6) At begrænse eller helt undlade koncerter i nogle af byens parker og i stedet gøre dem til steder for fordybelse og ro.
Forvaltningen foreslår, at man, som præsenteret i høringsmaterialet, fastholder de valgte parker som koncertsteder, både fordi der er steder for ro og fordybelse i andre parker mv. i byen, og fordi forvaltningen vurderer, at koncerter er en positiv oplevelse for rigtig mange af byens borgere.
Øvrige emner i høringssvar
De fleste høringssvar handler om forslag til begrænsninger til de bestemmelser, som forskriften angiver, samt til restriktioner, der sikrer, at forskriften overholdes. Fx er der udtrykt ønske om begrænsninger på deltagerantal og konsekvenser for overtrædelse af vilkår. Der er også en del konkrete forslag om begrænsning af antal koncerter, lavere støjniveau og kortere tidsrum specielt på hverdage både generelt og på specifikke pladser. For disse forslag foreslår forvaltningen at afvente en evaluering af den indstillede forskrift.
Spørgsmål af opklarende karakter
En del høringssvar går på, hvordan forvaltningen vil styre tildelingen af arrangementerne. Forvaltningen vil tage højde for de store tilbagevendende musikarrangementer, fx Jazzfestival, så de bliver tænkt med ind i fordelingen fra starten, i det omfang de bruger forskriftens lokaliteter. De vil på den vis indgå i det samlede antal arrangementer, der bliver tilladt på hver plads. Forvaltningen vil samtidig sikre, at musik ved aktiviteter som loppemarkeder, madmarkeder og lignende enten tæller med i det samlede antal musikaktiviteter på pladserne eller får en begrænsning, så de ikke spiller over de vejledende grænseværdier. På den måde bliver det bedst sikret, at borgere ikke oplever støjgener over de vejledende grænseværdier for musik udover det forventede antal, jf. forskriften.
Herudover efterspørger Kultur- og Fritidsudvalget en bagatelgrænse for, hvornår et musikarrangement er omfattet af forskriften. Forskriften tillader at bestemt antal planlagte musikarrangementer støjer mere end de vejledende støjgrænseværdier for beboelse. De vejledende grænseværdier fungerer derfor som en slags bagatelgrænse. Forvaltningen mener ikke, at det er holdbart generelt at sætte en bagatelgrænse højere end de vejledende grænseværdier.
Forvaltningens forslag til forskrift efter endt høring
I forskriften (bilag 1) er der siden høringsudgaven foretaget mindre redaktionelle ændringer og præciseringer fx omkring ny vedtaget lovgivning og et par enkelte paragrafhenvisninger. Endelig er der foretaget de ændringer, at Refshaleøen Øst begrænses til 20 arrangementsdage om året, at der tillades 15 arrangementer på Musiktorvet og at sluttidspunkterne generelt sættes til kl. 22 fra søndag til torsdag.
Miljøvurdering
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at forskriften ikke har miljømæssige konsekvenser, der medfører, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for kommunen.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt forskriften, vil Teknik- og Miljøforvaltningen annoncere forskriften på kommunens hjemmeside. Forvaltningen vil desuden informere lokaludvalg og arrangører omkring nogle af de typiske spørgsmål, der er kommet ind til forskriften i forbindelse med høringen. Evaluering af forskriften vil blive forelagt for Teknik- og Miljøudvalget, når erfaringerne for 2017 kendes.
Pernille Andersen
/Anne-Sofie Degn
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Forskrift for udendørs musikarrangementer (bilag 1) træder i kraft ved Borgerrepræsentationens godkendelse med de ændringer, der er beskrevet i løsning.
- at forskriften evalueres, når erfaringerne for 2017 kendes, med henblik på at vurdere, om den skal udvides til at gælde flere typer af arrangementer, og om der skal ændres i antallet af pladser, antallet af arrangementer på pladserne o.l.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. februar 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med ni stemmer mod to. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F og Ø.
Imod stemte: I og V.
Socialdemokratiet og Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ønsker, at Forskrift for udendørsarrangementer indarbejdes som en del af den kommende nattelivsplan.”
Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”V og C finder, at et støjniveau på 60 dB overalt i byen må være tilstrækkeligt ved afvikling af musikarrangementer, bortset fra på steder, hvor de ikke er direkte nærtboende.”
Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Forskriften er meget restriktivt, og den mangler begrundelse for antallet af arrangementer på de enkelte lokaliteter. Det er desuden meget svært at håndhæve dB begrænsninger.”
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. marts 2017
Indstillingen blev godkendt med 42 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, B, F og C.
Imod stemte: V, O, I og Løsgænger Kasper Heumann Kristensen.
Socialdemokratiet og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Socialdemokratiet og Enhedslisten er optaget af målet om at reducere generne for byens borgere, der nogle steder er blevet for høje, og ser derfor frem til at reguleringen af støj i udendørs rum sammentænkes med restaurations- og nattelivsplanen, så der indbygges incitamenter og laves konkrete tiltag, som til sammen reducerer generne mere effektivt og skaber et rigt byliv i balance. De steder, tidspunkter og situationer, hvor et levende byliv ikke skaber gener, skal det være nemmere og mere attraktivt at lave arrangementer med støj, så generne kan reduceres de steder, de er for store. Partierne forventer derfor, at der bliver arbejdet videre med støjregulativet og ser frem til at genbesøge reguleringen, når der foreligger en mere sammenhængende plan og igen, når der er tilstrækkeligt mange erfaringer med reguleringen til at foretage en evaluering og efterfølgende justering. ”
Venstre og Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Dansk Folkeparti tilsluttede sig:
”Venstre og Det Konservative Folkeparti finder, at et støjniveau på 60 dB overalt i byen må være tilstrækkeligt ved afvikling af musikarrangementer, bortset fra på steder, hvor de ikke er direkte nærtboende. ”
Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Forskriften er meget restriktiv, og den mangler begrundelse for antallet af arrangementer på det enkelte lokaliteter. Det er desuden meget svært at håndhæve dB begrænsninger. ”