Mødedato: 02.03.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Krydset Bredgade/Sankt Annæ Plads, Indre By

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tages stilling til, om Teknik- og Miljøudvalgets beslutning fra den 23. januar 2017 om at forkaste indstillingen skal opretholdes.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Borgerrepræsentationen træffer beslutning om at godkende Teknik- og Miljøudvalgets beslutning af 23. januar 2017 om, at projektforslaget i bilag 3 ikke danner grundlag for projektering og anlæg af krydset Bredgade/Sankt Annæ Plads,
  2. at Borgerrepræsentationen træffer beslutning om at godkende Teknik- og Miljøudvalgets beslutning af 23. januar 2017 om, at der i forbindelse med anlæg af projektet ikke nedlægges tre parkeringspladser i grøn zone. Det afledte indtægtstab på 0,04 mio. kr. søges finansieret i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2018, jf. bilag 7,
  3. at Borgerrepræsentationen træffer beslutning om at godkende Teknik- og Miljøudvalgets beslutning af 23. januar 2017 om, at ibrugtagningstidspunktet for projektet ikke ændres til september 2017,
  4. at Borgerrepræsentationen træffer beslutning om at godkende Teknik- og Miljøudvalgets beslutning af 23. januar 2017 om, at der ikke omdisponeres 0,9 mio. kr. fra anlægsprojektet ”Cykelruten Fælledparken-Guldbergshave, 2. etape” til ombygning af krydset Bredgade/Sankt Annæ Plads. Omdisponeringen foretages på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg,
  5. at Borgerrepræsentationen træffer beslutning om at godkende Teknik- og Miljøudvalgets beslutning af 23. januar 2017 om, at der ikke frigives en anlægsbevilling på 0,9 mio. kr. til ombygning af krydset Bredgade/Sankt Annæ Plads. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg med 0,9 mio. kr. i 2017, jf. Økonomiafsnittet.  ændringer i krydset Bredgade/Sankt Annæ Plads, Indre By.

 

Det bemærkes, at de 0,9 mio. kr. som søges omdisponeret for at finansiere merudgifter stammer fra det annullerede anlægsprojekt ”Cykelruten Fælledparken-Guldbergshave, 2. etape”, hvor der i alt er 2,437 mio. kr. i uforbrugte midler.

Det bemærkes yderligere, at mindreforbrug på anlægsprojekter som udgangspunkt skal afleveres til kassen. Det er dog muligt at ansøge om Borgerrepræsentationens godkendelse til at bruge mindreforbrug på ét projekt til at dække merforbrug på et andet projekt, såfremt der ikke i den forbindelse opstartes nye aktiviteter eller sker en udvidelse af eksisterende projekter.

Ydermere bemærkes det, at omdisponering af 0,9 mio. kr. øger budgettet for bruttoanlæg i 2017 ud over niveauet i vedtaget budget. Økonomiudvalget vil, når regnskabsresultatet for 2016 er kendt, blive forelagt indstilling om styring af bruttoanlæg i 2017.

Det forudsættes, at såfremt der ikke opnås finansiering i de kommende budgetforhandlinger til dækning af indtægtstabet, som følge af parkeringsnedlæggelse, vil indtægtstabet blive dækket inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme. 

Det forudsættes endvidere, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

(Initiativret)

Problemstilling

I Budget 2016 (Borgerrepræsentationen (BR) 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat 0,725 mio. kr. i anlæg til at skabe bedre fremkommelighed i Bredgade. Parterne ønskede en nedlæggelse af signalløsningen for højresving ved Sankt Annæ Plads for at mindske rejsetiden samtidig med, at den eksisterende vejudformning og parkeringsmuligheder skulle bevares.

Nedlæggelse af signalløsningen for højresving har ikke kunnet opnå politiets godkendelse. På Borgerrepræsentationens møde den 25. august 2016 fremlagde Teknik- og Miljøforvaltningen et projektforslag, som har opnået politiets godkendelse. Borgerrepræsentationen besluttede at sende projektforslaget tilbage til forvaltningen med henblik på at høre politiet om alternativer til den skitserede løsning med en bedre sikkerhed og tryghed for cyklisterne end i det fremlagte forslag.

Det har ikke været muligt for politi og forvaltning at finde et alternativ til forslaget, som blev fremlagt på Borgerrepræsentationens møde den 25. august 2016, som kan forbedre fremkommeligheden for biltrafikken, og som samtidig er mindre indgribende for cyklisterne. Det tidligere fremlagte projektforslag genfremlægges derfor til beslutning. Der skal ligeledes tages stilling til omdisponering og frigivelse af anlægsmidler, så ombygningen af krydset kan sættes i gang, og til at ibrugtagning af projektet ændres fra primo 2016 til september 2017.

Løsning

Forvaltningen har været i dialog med politiet om projektet for ombygning af krydset Bredgade/Sankt Annæ Plads. Formålet med dialogen har været at udvikle en alternativ løsning for krydset, der kan skabe bedre fremkommelighed for biltrafikken end de aktuelle forhold samtidig med, at der tages større hensyn til sikkerhed og tryghed for cyklisterne end ved det fremlagte forslag på mødet i Borgerrepræsentationen den 25. august 2016, jf. bilag 6. Forvaltningen og politiet har drøftet forskellige alternative løsninger. Bilag 4 indeholder et referat af møde med Københavns Politi den 6. oktober 2016. Bilag 5 indeholder en gennemgang af fem løsninger for krydset, der har været drøftet med politiet.

På Bredgade kører i dag ca. 11.500 motorkøretøjer og 4.900 cykler pr. døgn (ÅDT). Tællingerne er fra september 2016 efter indvielse af Inderhavnsbro og Sankt Annæ Plads. Forvaltningen har ikke tal på, hvor mange bilister der svinger til højre ad Sankt Annæ Plads. Bredgade er smal, og vejens bredde er udnyttet fuldt ud. Det betyder, at ændringer for en trafikart vil betyde en forringelse for andre.

Den eksisterende indretning af Bredgade, som har en ligeudbane efter krydset, har betydning for, hvor mange biler der vil kunne ledes gennem Bredgade. Derudover er mulighederne for at skabe fremkommelighed i Bredgade i vidt omfang bestemt af forholdene ved Kgs. Nytorv og Grønningen. Uanset at der på strækningen Kgs. Nytorv-Palægade er to kørespor, kører bilerne fra Kgs. Nytorv på grund af pladsforholdene dér ind på Bredgade i et spor. Ved Grønningen samles trafik fra flere gader. Bilag 1 indeholder et oversigtskort og bilag 2 et kort over de eksisterende forhold i krydset.

Gennemgang og analyse af de fem løsningsmuligheder har resulteret i, at politi og forvaltning er nået frem til, at to løsninger kan opnå politiets samtykke, to løsninger afvises, og en løsning er usikker og kræver flere analyser. De to løsninger, som kan opnå politiets samtykke, er fastholdelse af den eksisterende løsning i Bredgade, jf. bilag 5 - løsningsalternativ 0, og det tidligere fremsatte projektforslag fra mødet den 25. august 2016, jf. bilag 5 - løsningsalternativ 1.

Forvaltningen genindstiller projektforslaget fra Borgerrepræsentationens møde den 25. august 2016, jf. i bilag 3 (løsningsalternativ 1), da det giver en bedre fremkommelighed for bilerne i selve krydset, og fordi såvel politi som forvaltning vurderer, at forringelsen af cyklisternes trafiksikkerhed/tryghed er forsvarlig. 

Med forslaget etableres en ekstra ligeudbane på Bredgade, så der er to ligeudbaner gennem krydset. Ligeudbanen etableres ved at inddrage en del af den nuværende højresvingsbane mod Sankt Annæ Plads. Cykelstien og en del af fortovet i begge sider inddrages tillige, så der kan etableres en ny bredere kombineret bane for cyklister og højresvingende bilister på en strækning på 50 meter op til krydset, jf. bilag 1-3. Fortovet i begge sider af vejen vil efter ombygningen være 2,5 meter brede, hvilket er i overensstemmelse med standarden herfor.

Forvaltningen vil under anlægsarbejdet søge at sikre den bedst mulige fremkommelighed blandt andet ved, at et kørespor holdes åbent.

I indstillingen, som blev fremlagt på Borgerrepræsentationens møde den 25. august 2016, jf. bilag 6, vurderede forvaltningen, at projektforslaget med etablering af to ligeudbaner gennem krydset (løsningsalternativ 1) ville kunne give en større fremkommelighed for de ligeudkørende motorkøretøjer end ved de eksisterende forhold.

Den forventede forbedring af fremkommeligheden ses særligt i selve krydset Bredgade/Sankt Annæ Plads, mens det er forvaltningens vurdering, at projektforslaget for Bredgade samlet set kun vil kunne give en begrænset og ikke målbar forbedring af fremkommeligheden. Det skyldes, at der efter krydset skal ske en sammenfletning til én vognbane.

Det er muligt at vælge at bevare forholdene i krydset, som de er, hvilket giver mere tryghed og sikkerhed for cyklisterne. Politiet foretrækker denne løsning, da den giver den bedste trafiksikkerhed, jf. bilag 4. Såfremt det besluttes, at en ombygning af krydset ikke skal gennemføres, vil de overskydende midler i projektet blive ført tilbage til Kommunekassen.

Anlæg af projektet i bilag 3 forventes som anført i indstilling til Borgerrepræsentationens møde den 25. august 2016 at koste 1,4 mio. kr., hvilket er 0,9 mio. kr. mere, end der blev afsat ved Budget 2016.

Ved Budget 2016 blev der afsat 0,725 mio. kr. til et projekt med nedlæggelse af signalanlægget samtidig med, at den eksisterende vejudformning og parkeringsmuligheder skulle bevares. Det foreslåede projekt er et større og mere kompliceret anlægsprojekt end forudsat ved Budget 2016. Løsningen kræver blandt andet omlægning af kantsten, fortov og brønde.

Hvis projektet skal anlægges, forudsætter det derfor, at projektet tilføres 0,9 mio. kr. Forvaltningen genfremsætter forslag fra Borgerrepræsentationens møde den 25. august 2016 om, at finansieringen sker ved, at der omdisponeres et mindreforbrug på 0,9 mio. kr. fra anlægsprojektet Cykelruten Fælledparken-Guldbergshave, 2. etape (Budget 2012, Cykelpakke V, BR 6. oktober 2011) (A, B, C, F, I, O og V). Anlægsprojektet Cykelruten Fælledparken-Guldbergshave, 2. etape, blev annulleret ved Teknik- og Miljøudvalgets beslutning af 14. december 2015, og der er derfor ledige midler til rådighed, der kan dække ekstraudgifterne på 0,9 mio. kr.

Med Budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) blev ibrugtagningen for projektet sat til november 2017, jf. notat om Teknik- og Miljøforvaltningens udmøntning af Budget 2016 af 8. oktober 2015. Ved udmøntningen af Budget 2016 på Teknik- og Miljøudvalgets møde 23. november 2015 blev det efter et ændringsforslag (V) besluttet at ændre ibrugtagningstidspunktet til primo 2016.

Projektet forventes at blive ca. 1,5 år forsinket. Det har været nødvendigt for forvaltningen at udvikle en række alternative forslag for at sikre behovet for både fremkommelighed og trafiksikkerhed, herunder politiets godkendelse. Forvaltningen vil i foråret 2017 indhente tilbud og indgå aftale med en entreprenør, hvorefter projektet forventes ibrugtaget i september 2017.

Konsekvenser for parkering

Projektforslaget forudsætter nedlæggelse af tre parkeringspladser i Bredgades vestside ud for Bredgade nr. 21-23 (grøn zone), da spærrelinjen forlænges i retning mod Kgs. Nytorv, jf. bilag 7. På strækningen er der standsningsforbud i perioden mellem kl. 07.00-09.00 og kl. 15.00-18.00. Belægningsprocenten hen over døgnet i foråret 2016 var kl. 12: 98 %, kl. 17: 92 % og kl. 22: 82 %.

Høring

Indre By lokaludvalg vil blive orienteret om Borgerrepræsentationens beslutning.

Økonomi

I Budget 2016 er der afsat 0,725 mio. kr. (2016 p/l) til ombygning af krydset Bredgade/Sankt Annæ Plads på Bredgade. Alle midlerne blev stjernemarkeret og er dermed frigivet med budgetvedtagelsen. Af de 0,725 mio. kr. er der anvendt 0,2 mio. kr. på det tidligere af politiet forkastede projektforslag.

Det fremlagte projektforslag forventes at koste 0,9 mio. kr. mere end de tilbageværende midler. De 0,9 mio. kr. finansieres af anlægsprojektet Cykelruten Fælledparken-Guldbergshave, 2. etape. Midlerne til anlægsprojektet Cykelruten Fælledparken–Gulbergshave, 2. etape indgår i Cykelpakke V, som er en del af Budget 2012 (BR 6/10 2011) (A, B, C, F, I, O og V). De 0,9 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets (TMU) bevilling Ordinær anlæg i 2017, jf. tabellen nedenfor:

Tabel 1. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.

(2017 p/l)

År 2017

TMU

Ombygning af krydset Bredgade/Sankt Annæ Plads

3400 – Ordinær anlæg

2.28.23.3

900

I alt

-

-

-

900

I forbindelse med anlæggelse af projektforslaget nedlægges tre parkeringspladser i grøn zone. Det afledte indtægtstab på 0,04 mio. kr. søges finansieret i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2018.

Videre proces

Ombygning af Bredgade/Sankt Annæ Plads forventes udført fra maj 2017 til september 2017.

 

Pernille Andersen                              /Anders Møller

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at projektforslaget i bilag 3 danner grundlag for projektering og anlæg af krydset Bredgade/Sankt Annæ Plads,
  2. at der i forbindelse med anlæg af projektet nedlægges tre parkeringspladser i grøn zone. Det afledte indtægtstab på 0,04 mio. kr. søges finansieret i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2018, jf. bilag 7,
  3. at ibrugtagningstidspunktet for projektet ændres til september 2017.  Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,         
  4. at der omdisponeres 0,9 mio. kr. fra anlægsprojektet ”Cykelruten Fælledparken-Guldbergshave, 2. etape” til ombygning af krydset Bredgade/Sankt Annæ Plads. Omdisponeringen foretages på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg,
  5. at der frigives en anlægsbevilling på 0,9 mio. kr. til ombygning af krydset Bredgade/Sankt Annæ Plads. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg med 0,9 mio. kr. i 2017, jf. Økonomiafsnittet. 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 23. januar 2017

1.-3. at-punkt blev ikke godkendt med fem stemmer mod fem. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, C og V.
Imod stemte: B, F og Ø.

4. og 5. at-punkt blev ikke anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med fem stemmer mod fem. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, C og V.
Imod stemte: B, F og Ø.

Jakob Næsager (C) og Flemming Steen Munch (V) tilkendegav, at de med initiativretten, jf. kommunestyrelseslovens § 11, ønsker at indbringe indstillingen til afgørelse i Borgerrepræsentationen.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget bemærker, at de 0,9 mio. kr. som søges omdisponeret for at finansiere merudgifter stammer fra det annullerede anlægsprojekt ”Cykelruten Fælledparken-Guldbergshave, 2. etape”, hvor der i alt er 2,437 mio. kr. i uforbrugte midler.

Økonomiudvalget bemærker yderligere, at mindreforbrug på anlægsprojekter som udgangspunkt skal afleveres til kassen. Det er dog muligt at ansøge om Borgerrepræsentationens godkendelse til at bruge mindreforbrug på ét projekt til at dække merforbrug på et andet projekt, såfremt der ikke i den forbindelse opstartes nye aktiviteter eller sker en udvidelse af eksisterende projekter.

Ydermere bemærker Økonomiudvalget, at omdisponering af 0,9 mio. kr. øger budgettet for bruttoanlæg i 2017 ud over niveauet i vedtaget budget. Økonomiudvalget vil, når regnskabsresultatet for 2016 er kendt, blive forelagt indstilling om styring af bruttoanlæg i 2017.

Det forudsættes, at såfremt der ikke opnås finansiering i de kommende budgetforhandlinger til dækning af indtægtstabet, som følge af parkeringsnedlæggelse, vil indtægtstabet blive dækket inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme. 

Det forudsættes endvidere, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. februar 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Radikale Venstre og SF og afgav følgende protokolbemærkning:

”Radikale Venstre og SF bemærker, at den valgte løsning er dyr, og at den i øvrigt har begrænset effekt på fremkommeligheden. Den forringer samtidigt vilkårene for de bløde trafikanter. Vi anerkender dog, at der er tale om budgetstof, og derfor vil vi i Borgerrepræsentationen stemme blankt.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. marts 2017

Indstillingen blev forkastet med 11 stemmer imod 32. 8 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø

Imod stemte: A, C, F, I, O, V og Løsgænger Kasper Heumann Kristensen.

 

SF afgav følgende protokolbemærkning:

”SF bemærker, at den valgte løsning er dyr, og at den i øvrigt har begrænset effekt på fremkommeligheden. Den forringer samtidigt vilkårene for de bløde trafikanter. Vi anerkender dog, at der er tale om budgetstof”.

Til top