Medlemsforslag om at stoppe alt arbejde med letbane i København
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen beslutter, at Københavns Kommune stopper alt arbejde med letbane i København, og meddeler regeringen, at København ikke ønsker etablering af en letbane i Københavns Kommune.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Etablering af letbane i en gammel og tæt by som København vil skabe kaos i anlægsperioden, og nedlæggelse af letbaneskinner rundt om i København vil nedsætte komforten for byens cyklister.
Vi kan desuden konstatere, at en letbane mange steder skabe rigtig meget støj, navnlig til gene for beboere i stueetagen langs en letbanestrækning.
I Århus og i Odense har letbane skabt en del problemer både i anlægsfasen og under den efterfølgende drift.
Økonomisk er letbane også et dyrt transportmiddel målt i passagerpris i forhold til transportmidlets forventede levetid.
Vi ønsker derfor at stoppe for alt arbejde med en letbane i København, og vi ønsker også at meddele regeringen, at København ikke ønsker en letbane. Vi vil derfor gerne helt konkret, at staten skal stoppe det videre analysearbejde med anlæggelse af en letbane fra Nørrebro station gennem Ydre Nørrebro ud af Frederikssundsvej gennem Bellahøj og Brønshøj til Gladsaxe. Udover de allerede beskrevne gener under og efter anlæggelsen, så skaber det yderligere uro og utryghed hos beboere og erhvervsdrivende, at de ikke ved hvad de kan forvente for fremtiden mens analysearbejdet pågår. Det besværliggør deres mulighed for at planlægge fremtiden, da de dermed skal frygte for at letbanen bliver en realitet udenfor deres vinduer. For alles bedste - både før, under og efter anlæggelsen af en evt. letbane - er det derfor bedst at stoppe alt arbejde med denne.
Vi ønsker i stedet at trafikbetjene Bellahøj, Brønshøj og Husum med anden kollektiv trafik end en letbane allerhelst med metro.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. februar 2023
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag som nyt 2. at-punkt:
”At Borgerrepræsentationen sender en henvendelse til regeringen om muligheden for at anvende midlerne til letbane på i stedet at supplere de bestående metro-løsninger, samt inviterer til dialog om fremtidige linjeføringer.”
Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag blev forkastet med 45 stemmer imod 9. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C
Imod stemte: Ø, A, B, F, V, Å, I og O
Medlemsforslaget blev herefter forkastet med 45 stemmer imod 9. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C
Imod stemte: Ø, A, B, F, V, Å, I og O
Radikale Venstre og SF afgav følgende protokolbemærkning.
"Det giver ikke mening at bremse de analyser af BRT og Letbane, som allerede er igangsat. SF arbejder videre for en metro til Brønshøj/Husum/Tingbjerg/Gladsaxe, for det er bydende nødvendigt at den kollektive trafik hertil forbedres markant, og metro er den bedste løsning."
Socialdemokratiet og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Socialdemokraterne og Venstre ser på langt sigt, at metroen skal være rygraden i den kollektive transportbetjening i hele byen. Indtil metroen dækker alle bydele, ser partierne BRT som en midlertidig løsning, der lokalt kan være med til at løse trængselsproblemer og transportbehov.”