Forespørgsel til overborgmesteren og kultur- og fritidsborgmesteren om Ungdomshuset på Dortheavej 61
Forespørgsel
Overborgmesteren bedes redegøre for,
- hvilke konsekvenser mener overborgmesteren, at festen som Ungdomshuset på Dortheavej 61 afholdt for at fejre tidligere overborgmester Ritt Bjerregaards død, bør have.
Kultur- og fritidsborgmesteren bedes redegøre for,
- Hvilke konsekvenser mener kultur-og fritidsborgmesteren, at festen som Ungdomshuset på Dortheavej 61 afholdt for at fejre tidligere overborgmester Ritt Bjerregaards død, bør have.
(Stillet af Dansk Folkeparti)
Motivering
Dansk Folkeparti vil have standset tilskuddet til Ungdomshuset på Dortheavej i København, efter at Ungdomshuset officielt inviterede til fejring af Ritt Bjerregaards død.
Under parolen “Så er vi kvit, Ritt” blev der inviteret til baraften mellem klokken 19.00-01.00. Selve invitationen var med dødningehoveder.
Det er Dansk Folkepartis synspunkt, at festen, der blev afholdt for at fejre Ritt Bjerregaards død, er så alvorlig en forseelse, at samarbejdet med ungdomshuset bør ophøre omgående og at der ikke længere bør ydes faciliteter og penge til ungdomshusets aktiviteter.
Dansk Folkeparti mener ikke, at Københavns Kommune kan forsvare at udbetale københavnske skatteborgeres penge til ungdomshuset længere, da det strider fundamentalt mod Københavns Kommunes værdigrundlag om respekt, tolerance og værdighed.
Dansk Folkeparti så helst, at man med omgående varsel lukkede kassen og smed Ungdomshusets ledelse helt ud af huset på Dortheavej
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. februar 2023
Forespørgslen blev besvaret.