Bydelsplan for sorteringspunkter i Indre By og Christianshavn
I Cirkulær København, Ressource- og Affaldsplan 2024, indgår et initiativ om anlæg af op til 750 sorteringspunkter på vej og offentlige arealer på tværs af København. Indstillingen omhandler anlæg af 55 sorteringspunkter i Indre By og på Christianshavn. 45 af disse sorteringspunkter forudsætter konvertering af parkeringspladser – samlet set 78 pladser. Forvaltningen vurderer, at der kan findes erstatningspladser ved, at kommunen lejer p-pladser i private parkeringshuse i bydelen. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til bydelsplan for placering af sorteringspunkter i Indre By og på Christianshavn. Derudover skal Borgerrepræsentationen tage stilling til, om der skal frigives en anlægsbevilling til anlæg af disse sorteringspunkter.
Indstilling
Indstilling om,
- at godkende, at der frigives en anlægsbevilling på 26 mio. kr. i 2023 til anlæg af sorteringspunkter i Indre By og på Christianshavn på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, Takstfinansieret anlæg jf. økonomiafsnittet. De bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af økonomiafsnittet.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Sorteringspunkter er et centralt element i Cirkulær København, Ressource- og Affaldsplan 2024, og målet om, at 70% af husholdningsaffaldet skal indsamles til genanvendelse. Det er hensigten, at alle borgere vil opleve en øget service og en bredere vifte af muligheder for at sortere deres affald, eksempelvis plast, papir og tekstiler. Sorteringspunkterne forventes samlet set at bidrage med indsamling af 12.100 tons husholdningsaffald til genanvendelse årligt, svarende til ca. 6% af husholdningsaffaldet i København. Teknik- og Miljøudvalget (TMU) besluttede den 26. oktober 2020, at placering af sorteringspunkterne skal fastlægges via bydelsplaner for Københavns ti bydele, som skal godkendes af udvalget. Teknik- og Miljøudvalget har tidligere godkendt bydelsplaner for Amager Øst, Nørrebro og Østerbro.
Løsning
Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet bydelsplan for placering af sorteringspunkter i Indre By og på Christianshavn. Bydelsplanen beskriver placering af 55 sorteringspunkter. Sorteringspunkterne udgøres af samlet set 156 affaldsbeholdere, fordelt på 68 nedgravede beholdere, 62 kuber og 26 affaldsskjul. Der tages forbehold for evt. justeringer ifm. projektering, myndighedsgodkendelser og dispensationer.
Dialogproces
Indre By Lokaludvalg, Christianshavns Lokaludvalg og Miljøpunkt Indre By og Christianshavn har været inddraget tæt i arbejdet med at finde placeringer i bydelen, herunder gennem afholdelse af fælles borgermøder. Lokaludvalgene og flere borgere har desuden fremsendt kommentarer til bydelsplanen og forslag til placering af sorteringspunkter til forvaltningen (bilag 3 og 4).
Indre By Lokaludvalg tilkendegiver bl.a., at Teknik- og Miljøforvaltningen har gjort et godt stykke arbejde med forslagene til placering af sorteringspunkter i Indre By, men at en række forhold, herunder de fysiske forhold, færdselsregler og liberaliseringen af erhvervsaffaldet, hæmmer projektet. Lokaludvalget beder forvaltningen overveje, om gennemførsel af planen for sorteringspunkter i Indre By skal udskydes til udfordringerne med regler og problemstillinger er løst. Christianshavns Lokaludvalg udtrykker bl.a. tilfredshed med, at sorteringspunkterne på Christianshavn bliver gravet ned, hvor det er muligt. Lokaludvalget tilkendegiver, at de ikke er glade for sorteringspunkternes visuelle fremtoning og udtaler at manglende tilgængelighed til sorteringspunkterne for kørestolsbrugere er et problem. Forvaltningen har forholdt sig til indkomne kommentarer og forslag og søgt at imødekomme dem (bilag 5 og 6).
Inddragelse af københavnere, lokaludvalg og miljøpunkter er sket gennem en informationskampagne og inddragelsesproces, der omfatter pressemeddelelse, skiltning i lokalområderne, annoncer på Facebook og i lokalaviser, opstilling af prototyper i byrummet, løbende dialog og møder med lokaludvalg og miljøpunkter, borgermøder, deltagelse på Christianshavnerdagen samt en digital kortløsning, hvor københavnerne har kunne angive ønske om placering af et sorteringspunkt.
Placering af sorteringspunkter
Udpegning af placeringer til sorteringspunkter er foretaget ud fra en samlet afvejning af en række forskellige forhold, såsom kapacitetsbehov, byrumskvalitet, bevægelsesmønstre, renovatørhensyn, trafikale forhold, flytning af parkeringspladser samt anlæggets kompleksitet. Sorteringspunkternes placering er udpeget efter fem principper, som er godkendt af Teknik- og Miljøudvalget den 26. oktober 2020, og som findes beskrevet i bydelsplanen.
Konvertering af parkeringspladser
I forbindelse med Budget 2023 er der indgået aftale om etablering af erstatningsparkeringspladser. Dette medfører, at parkeringspladser, hvor der skal etableres sorteringspunkter, vil blive flyttet eller konverteret til parkering et andet sted. (det samlede antal parkeringspladser er således uændret).
Af bydelsplan for Indre By og på Christianshavn fremgår det, at der skal etableres 55 sorteringspunkter. Ud af disse sorteringspunkter forudsætter 45 sorteringspunkter konvertering af parkeringspladser for at kunne blive anlagt (alle i betalingszonen), imens 10 sorteringspunkter kan anlægges uden konvertering af parkeringspladser. Der konverteres i alt 78 parkeringspladser.
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at erstatning for parkeringspladser i Indre By og på Christianshavn kan findes ved, at kommunen lejer p-pladser i private parkeringshuse. Forvaltningen ser potentialer i parkeringsfaciliteter hos Blox, Ofelia Plads og Egmont-koncernen og er i dialog med sidstnævnte. Derudover skal det bemærkes, at parkeringsanlægget beliggende Landgreven 10 hjemfalder til kommunen den 1. juni 2023. Resultatet af de konkrete screeninger for erstatningspladser forventes at foreligge i andet kvartal 2023, mens finansieringen til etableringen af erstatningspladserne er henvist til forhandlingerne om Budget 2024 (BR 6. oktober 2022) (B, C, D, I, O, V, Ø, og Å). Forvaltningen forelægger derfor et budgetnotat på dette til forhandlingerne om Budget 2024.
Justeret antal sorteringspunkter i København
Materialepriser og priser på anlægsarbejde er steget betydeligt som følge af corona-pandemien og krigen i Ukraine. Samtidig har Teknik- og Miljøforvaltningen på baggrund af dialog med lokaludvalg, miljøpunkter og københavnere valgt at prioritere flere sorteringspunkter med nedgravede beholdere, end der oprindeligt er budgetteret med. Nedgravede beholdere er dyrere i indkøb og anlæg end beholdere over jorden, men optager til gengæld mindre plads i byrummet, har større volumen og en bedre driftsøkonomi. Endvidere har forvaltningen erfaret, at det er en udfordring at finde egnede placeringer til 750 sorteringspunkter.
Forvaltningen vurderer på denne baggrund, at der samlet set kan etableres 550 sorteringspunkter inden for den eksisterende økonomi. Den samlede volumen i de 550 sorteringspunkter vurderes umiddelbart at være tilstrækkeligt for at levere sorteringspunkternes bidrag til målet i Cirkulær København, Ressource- og Affaldsplan 2024, men det afhænger også af københavnernes adfærd. De første erfaringer med dette vil foreligge i efteråret 2023.
Som konsekvens heraf nedskaleres forventningen til antallet af sorteringspunkter, der etableres i forbindelse med dette initiativ til 550.
Politisk handlerum
Nærværende bydelsplan er forvaltningens bud på udmøntning af de politisk godkendte principper for placering af sorteringspunkter i Indre By og Christianshavn. Udvalget kan vælge at
- bede forvaltningen om at afsøge muligheder for alternative placeringer af sorteringspunkter
- angive konkrete ønsker til placeringer af sorteringspunkter.
Vælger udvalget at gøre brug af det politiske handlerum, skal de afledte effekter for projektet afdækkes nærmere, da det evt. kan påvirke projektets anlægsomkostninger og tidsplan.
Økonomi
Der er med vedtagelsen af Cirkulær København bevilget 385 mio. kr. til etablering og drift af sorteringspunkterne i planperioden, som finansieres af affaldsgebyrerne. Af disse er ca. 270 mio. kr. allokeret til etablering af sorteringspunkterne. Omkostningerne til etablering af sorteringspunkter i Indre By og på Christianshavn, herunder bl.a. produktion af affaldsbeholdere og anlæg af sorteringspunkter, anslås ud fra en nøgletalsberegning til at være ca. 26 mio. kr. Dette beløb er behæftet med usikkerhed.
Beløbet ligger inden for den økonomiske ramme allokeret til etablering af sorteringspunkter i Indre By og på Christianshavn. Forvaltningen vil, i takt med at sorteringspunkterne projekteres, løbende holde styr på, at den samlede projektøkonomi holder sig inden for den økonomiske ramme allokeret til indsatsen. Med denne indstilling frigives i alt 26 mio. kr. i 2023 på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg, funktion 1.38.60.3, til etablering af sorteringspunkter i Indre By og på Christianshavn, jf. tabel 1:
Tabel 1. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler
Udvalg |
Aktivitet/ |
Bevilling |
Funktion |
Beløb i 1.000 kr. |
2023 |
||||
TMU |
RAP24, initiativ 1.4 |
2020 – Takstfinansieret anlæg |
1.38.60.3 |
26.000 |
I alt |
- |
- |
- |
26.000 |
Midler til at dække provenutabet blev bevilget med Budget 2023. Etablering af sorteringspunkterne i Indre By og på Christianshavn forudsætter konvertering af 78 parkeringspladser, som alle ligger inden for betalingszonerne. Nedlæggelsen af de 78 parkeringspladser medfører mindreindtægter på 0,9 mio. kr. i 2023 og 1,8 mio. kr. i 2024 og frem. Med aftalen for Budget 2023 (Borgerrepræsentationen den 6. oktober 2022) blev Teknik- og Miljøudvalgets indtægtsbudget korrigeret som følge af mindreindtægter fra betalingsparkering ved etablering af sorteringspunkter.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen igangsætte detailprojektering af sorteringspunkterne i Indre By og på Christianshavn. I den forbindelse kan der blive afdækket eksempelvis anlægs- eller driftstekniske forhold, som medfører, at forvaltningen vil være nødt til at justere en placering eller sløjfe et sorteringspunkt. Forvaltningen forventer at påbegynde anlæg og idriftsættelse af sorteringspunkterne i Indre By og på Christianshavn medio 2023.
Teknik- og Miljøforvaltningen er i gang med udarbejdelse af bydelsplaner for placering af sorteringspunkter for Københavns øvrige bydele. Forvaltningen forventer løbende at kunne indstille disse planer til godkendelse hos Teknik- og Miljøudvalget frem mod medio 2023.
Teknik- og Miljøforvaltningen vil udarbejde et budgetnotat til Budget 2024 om finansiering til konvertering af parkeringspladser. Budgetnotatet vil basere sig på behovet for konvertering af parkeringspladser i de enkelte bydele, og dermed med forbehold for, at screeningerne efterfølgende kan afdække et andet finansieringsbehov.
Således vil der i Budget 2024 kunne blive afsat en pulje til konvertering af parkeringspladser, og såfremt dette efter de gennemførte screeninger viser sig ikke at være tilstrækkeligt, vil forvaltningen vende retur til OFS 23/24 eller Budget 2025 med det resterende finansieringsbehov.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at ”Bydelsplan for placering af sorteringspunkter i Indre By og på Christianshavn” danner grundlag for færdigprojektering og anlæg af sorteringspunkter i dette område, jf. bilag 2a, 2b, 2c.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende, at der frigives en anlægsbevilling på 26 mio. kr. i 2023 til anlæg af sorteringspunkter i Indre By og på Christianshavn på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, Takstfinansieret anlæg jf. økonomiafsnittet. De bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af økonomiafsnittet.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 19. december 2022
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt med 9 stemmer mod 0. 2 undlod at stemme.
For stemte: B, C, F, V, Ø og Å.
Imod stemte:
Undlod at stemme: A.
Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 0. 2 undlod at stemme.
For stemte: B, C, F, V, Ø og Å.
Imod stemte:
Undlod at stemme: A.
Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
“Venstre og Konservative bakker op om indstillingen med forventningen om, at finansiering til erstatningsparkeringspladser vil blive fundet i budget 2024, som anført af aftaleparterne i budget 2023, eller forhåbentligt allerede i den kommende overførselssag 2022/2023”.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. januar 2023
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti og Venstre videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 19. december 2022:
“Venstre og Konservative bakker op om indstillingen med forventningen om, at finansiering til erstatningsparkeringspladser vil blive fundet i budget 2024, som anført af aftaleparterne i budget 2023, eller forhåbentligt allerede i den kommende overførselssag 2022/2023”.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. februar 2023
Indstillingen blev godkendt med 45 stemmer. 10 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, C, B, F, V, Å, I og O
Undlod at stemme: A
Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
“Partierne bakker op om indstillingen med forventningen om, at finansiering til erstatningsparkeringspladser vil blive fundet i budget 2024, som anført af aftaleparterne i budget 2023.”