Mødedato: 02.02.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om udbredelse af fleksibel arbejdstid

Se alle bilag

 

MEDLEMSFORSLAG

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen i samarbejde med relevante forvaltninger med udgangspunkt i pilotforsøgene i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen at udarbejde en rammemodel for gennemførelse af en række pilotforsøg med fleksibel arbejdstid i minimum to forvaltninger i Københavns Kommune,
  2. at rammemodel, valg af forvaltninger samt forslag til tids- og procesplan forelægges til politisk behandling inden udgangen af juni 2017,
  3. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen i samarbejde med relevante forvaltninger at sikre en samlet evaluering af forsøgene med henblik på, at Økonomiudvalget efterfølgende kan tage stilling til, hvordan fleksibel arbejdstid kan udbredes til alle forvaltninger og alle faggrupper i Københavns kommune,
  4. at Økonomiforvaltningen samt de valgte fagforvaltninger sikrer, at der igennem processen sker inddragelse af CSO, centrale MED og lokale MED,
  5. at rammerne for forsøgene og for en fuld implementering af fleksibel arbejdstid er den eksisterende økonomiske ramme, gældende overenskomster samt sikker drift.

(Stillet af Socialistisk Folkeparti)

 

MOTIVERING

Med afsæt i en række ekspertanbefalinger fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningens såkaldte Advisory Board og med afsæt i en politisk ambition om at imødekomme medarbejdernes ønske om større fleksibilitet og selvbestemmelse i eget arbejdsliv, sikre et bedre arbejdsmiljø og forbedre muligheden for at rekruttere medarbejdere, indførte Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i 2016 – som pilotprojekt – fleksibel arbejdstid på tre af forvaltningens enheder.

Pilotprojektet har været omkostningsneutralt, har kunnet rummes indenfor de overenskomstmæssige rammer og er blevet bredt støttet af de faglige organisationer.

Fleksibel arbejdstid har bidraget positivt i forhold til at skabe øget medarbejdertilfredshed og et bedre arbejdsmiljø i de tre udvalgte forvaltningsenheder. I en status over de foreløbige erfaringer med fleksibel arbejdstid svarer et stort flertal af de berørte medarbejdere, at muligheden for selv at påvirke sin arbejdstid har bidraget positivt til arbejdsglæden. Samtidig har indførelsen af fleksibel arbejdstid bevirket, at forvaltningen har modtaget langt flere ansøgninger på opslåede stillinger og herved positivt bidraget til at imødegå de rekrutteringsudfordringer, som man oplever på sundheds- og omsorgsområdet.

De foreløbige erfaringer viser også, at de fleste medarbejdere er ansat på det timeantal, som passer til deres aktuelle livssituation. Der er i det første halvår af forsøget ”kun” 13 procent af medarbejderne i sygeplejegruppen og 7 procent af medarbejderne i hjemmeplejegruppen, som har valgt at ændre arbejdstid. Yderligere 25 procent i sygeplejegruppen og 34 procent i hjemmeplejegruppen angiver, at de overvejer at gå op eller ned i tid i fremtiden.

Pilotprojektet kører i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen frem til november 2017. Det er Sundheds- og Omsorgsforvaltningens opfattelse, at forsøgene med fleksibel arbejdstid positivt har understøttet driften.

En evaluering senere på året vil danne grundlag for en beslutning om, hvorvidt fleksibel arbejdstid skal omfatte alle medarbejdere i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Konkret foreslås det med medlemsforslaget, at der senest i september 2017 igangsættes pilotforsøg med fleksibel arbejdstid i tre forskellige enheder i to forvaltninger, der beskæftiger medarbejdere med forskellige uddannelses- og jobprofiler, som samtidig adskiller sig fra medarbejdergrupperne i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Det kunne fx være i Børne- og Ungdomsforvaltningen samt Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Grundlaget for gennemførelsen af forsøgene er, at disse ikke må gå ud over driften og velfærden, og at der samtidig sikres en udrulning, der er let for lederne at arbejde med.

Endvidere skal forsøgene ske med inddragelse af de faglige organisationer, herunder CSO, centrale MED samt lokale MED, og med afsæt i en decentral planlægning, så der tages højde for, at arbejdspladser er forskellige og så der samtidig sikres lokalt ejerskab til forsøgene. Erfaringerne fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen samt de to valgte forvaltninger samles i en fælles evaluering med henblik på, at evalueringen kan danne udgangspunktet for en endelig stillingtagen i Økonomiudvalget til, hvorvidt fleksibel arbejdstid skal udrulles til hele Københavns Kommune.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. februar 2017

Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale Venstre, Venstre, SF, Dansk Folkeparti, Det Konservative folkeparti og Liberal Alliance fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) om, at medlemsforslaget erstattes af følgende:

”1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen i samarbejde med relevante forvaltninger med udgangspunkt i pilotforsøgene i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen at udarbejde en rammemodel for gennemførelse af en række pilotforsøg med fleksibel arbejdstid i minimum to forvaltninger i Københavns Kommune,
2. at rammemodel, valg af forvaltninger samt forslag til tids- og procesplan forelægges til politisk behandling inden udgangen af juni 2017,
3. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen i samarbejde med relevante forvaltninger at sikre en samlet evaluering af forsøgene med henblik på, at Økonomiudvalget efterfølgende kan tage stilling til, om og i givet fald hvordan fleksibel arbejdstid helt eller delvist kan udbredes til de øvrige forvaltninger og faggrupper i Københavns Kommune,
4. at Økonomiforvaltningen samt de valgte fagforvaltninger sikrer, at der gennem processen sker inddragelse af CSO, centrale MED og lokale MED,
5. at rammerne for forsøgene og for en eventuel senere fuld implementering af fleksibel arbejdstid er den eksisterende økonomiske ramme, gældende overenskomster samt sikker drift.” 

 

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2):

”Tilføjelse til 1. At: Det skal sikres at minimum ét af forsøgene sker på en arbejdsplads, hvor majoriteten af de ansatte er mænd.

Tilføjelse til 3. At: Derudover skal evalueringen kigge på konsekvenserne for ligestillingen, herunder konsekvenserne for ligeløn, pensionsforhold samt det kønsopdelte arbejdsmarked.”

 

Det af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre, SF, Dansk Folkeparti, Det Konservative folkeparti og Liberal Alliance fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.

 

Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev vedtaget uden afstemning.

 

Det således ændrede medlemsforslag var dermed vedtaget.

 

 

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende protokolbemærkning, som blev tilsluttet af Venstre:

 

”Det skal sikres, at rammemodellen ikke bliver udgiftsgenererende og hvor det sikres, at der ikke rykkes ved ledelsesretten. ”

Til top