Medlemsforslag om Det Europæiske Lægemiddelagentur
MEDLEMSFORSLAG
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger overborgmesteren at påbegynde en dialog med alle relevante parter, herunder også medlemmerne af Greater Copenhagen, i forhold til at tiltrække Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, til København.
(Stillet af Venstre)
MOTIVERING
I forbindelse med at Storbritannien træder ud af EU skal Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, skifte hjemsted. Agenturet har siden sin oprettelse i 1995 ligget i London.
EMA håndterer markedsansøgning for lægemidler og medicinsk udstyr. Agenturet overvåger derudover sikkerheden i produkter udviklet til det europæiske marked.
En række EU-lande har allerede tilkendegivet, at de ønsker at blive hjemsted for agenturet. Derfor er der behov for en fokuseret indsats fra Københavns side, hvis agenturet skal placeres her.
København og Øresundsregionen har en række fordele, bl.a. en stor medico-industri, forskningsinstitutioner i den absolutte elite, veludbygget lufthavn og et integreret arbejdsmarked på begge sider af Øresund. Det er styrkepositioner København kan bruge som argumenter i den proces der skal lede frem til en ny placering af EMA. Ydermere har en række Sydsvenske politikere tilkendegivet, at de kan se en stor fordel i at EMA fremover lokaliseres i København.
Det bliver vurderet, at der følger 900 job med, når EMA rykker fra London og skal placeres et andet sted i EU.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. februar 2017
Medlemsforslaget blev taget af dagsordenen ved mødets start.