Mødedato: 01.12.2022, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om taskforce til afdækning af socialt bedrageri

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen med inddragelse af relevante forvaltninger at udarbejde en indstilling til politisk behandling om oprettelse af en efterforskningsenhed af rutinerede researchere, som skal afdække svindel med sociale ydelser. Indstillingen skal forelægges Borgerrepræsentationen inden sommerferien 2023.

(Stillet af Nye Borgerlige)

Motivering

Hvert år bliver danske forsikringsselskaber svindlet for mange hundrede millioner kroner. Velfærdssamfundets sociale ydelser er vores fælles forsikring imod at flade til bunds, hvis vi rammes af sygdom, langvarig ledighed, eller simpelthen bare bliver gamle. Men ligesom forsikringsselskaberne, bliver samfundet hvert år svindlet af tusinde af borgere, som tal fra bl.a. Justitsministeriet viser. Det er borgere, som svindler med sociale ydelser som f.eks. sygedagpenge, kontanthjælp og familieydelser. Vi ved, at der bliver svindlet og fejludbetalt for mere end 400 mio. kr. om året på landsplan. Dette viser flere analyser, som også forventer et omfangsrigt mørketal. Problemet er dog, at der ikke er prioriteret nok kræfter til at afdække svindlen, så pengene kan komme tilbage. Det er nemlig kun de mest oplagte sager, der når fra kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne til politiets anklagemyndighed.

De private forsikringsselskaber begyndte for få år siden at benytte sig af enheder, som efterforsker mistænkelige skadesanmeldelser gennem bl.a. open source-research. På denne måde afslørede eksempelvis forsikringsselskabet TRYG alene i 2018 forsikringssvindel for 120 mio. kr.
I Københavns Kommune har vi et enormt potentiale for at komme svindel og fejludbetalinger til livs, hvis vi lader os inspirere af de taskforces, der findes i forsikringsselskaber, hvor pensionerede politifolk ansættes til at afdække svindel.

Københavns Kommune er ikke med i det landsdækkende forsøg med en indsats mod socialt bedrageri, som kom med i politiforliget i 2020, og Københavns anonyme ordning for anmeldelse af socialt bedrageri blev fjernet af Borgerrepræsentationen i 2019. En ny ordning vil have en effektiv forebyggende virkning og være en investering i københavnernes tillid til det offentlige system. Sidst men ikke mindst, vil det komme Københavns økonomi til gode, da der ikke vil gå længe før, at kommunens udgifter falder langt mere, end taskforcen koster at drive.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 1. december 2022

Et forslag fra Venstre om at udvalgshenvise medlemsforslaget til Kultur- og Fritidsudvalget blev forkastet med 39 stemmer imod 16. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: C, V, I, D og O.

Imod stemte: Ø, A, B, F og Å.

 

Medlemsforslaget blev herefter forkastet med 39 stemmer imod 16. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: C, V, I, D og O.

Imod stemte: Ø, A, B, F og Å.

 

Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Alternativet vil gerne være med til en revurdering af både opdagelse af socialt bedrageri og sanktionspraksis i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Men da de to er systemisk forbundne, kan vi ikke stemme for et ensidigt fokus på kontrol- og opklaring forankret hos Kultur- og Fritidsforvaltningen.”

 

Enhedslisten afgav følgende nye protokolbemærkning:

”Enhedslisten stemmer imod forslaget om at oprette en taskforce mod socialt bedrageri.

Modtagere af sociale ydelser er i forvejen udsat for meget mere kontrol, end alle andre borgere i landet. Der samkøres registre og bankhemmeligheden eksisterer ikke for denne gruppe. Kommunen har allerede en kontrolindsats vedtaget 18.6.14. En indsats der SKAL være juridisk, økonomisk, etisk og demokratisk legitim og meningsfuld. De 4 forvaltninger, som indsatsen vedrører, afrapporterer samlet en gang årligt.

Oprettelse af en taskforce oveni det allerede eksisterende signaler kollektiv mistro til kommunens mest udsatte borgere.”

Til top