Mødedato: 01.12.2022, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om etablering af et formelt venskabsbysamarbejde med Nuuk og Tórshavn

Medlemsforslag  

Det foreslås, 

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger alle fagudvalg at udarbejde forslag til hvilke områder, det vil være meningsfyldt for Københavns Kommune at indlede et samarbejde med Sermersooq og Tórshavn kommune om,
  2. at Borgerrepræsentationen pålægger overborgmesteren at rette henvendelse til borgmesteren i hhv. Sermersooq og Tórshavn kommune med en invitation om, at hhv. Nuuk og Tórshavn indgår i et venskabsbysamarbejde med København på baggrund af fagudvalgenes forslag. Det samlede oplæg til et formaliseret samarbejde mellem Københavns Kommune og hhv. Sermersooq og Tórshavn kommune skal fremlægges for Borgerrepræsentationen inden budgetforhandlingerne for Budget 2024.   

(Stillet af Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, SF og Venstre)  

Motivering 

København, Tórshavn og Nuuk er de tre hovedstæder i Rigsfællesskabet af Danmark, Grønland og Færøerne. Det blev til møde i Borgerrepræsentationen den 25. august 2022 besluttet, at der i rådhushallen skal flages med Rigsfællesskabets tre flag. Men Københavns Kommune bør ikke kun symbolsk vise, at Rigsfællesskabets er bundet sammen af tre ligeværdige lande. Det bør være signalet til en invitation til et mere udbygget samarbejde mellem de tre hovedstæder.  

Derfor mener forslagsstillerne, at Københavns Kommune skal rette henvendelse til Sermersooq og Tórshavn kommune med henblik på at indgå et mere formaliseret samarbejde mellem København, Tórshavn og Nuuk som venskabsbyer.  

Ved at etablere et venskabsbysamarbejde mellem de tre hovedstæder i Rigsfællesskabet, kan vi udveksle gode erfaringer på tværs af relevante områder. Det kunne f.eks. være, at de tre byer ser på, hvordan man kan gøre det lettere for unge fra Færøerne og Grønland at komme til København for at arbejde eller studere (f.eks. gennem et kommunalt introprogram i samarbejde med foreningslivet).  

Forslagsstillerne mener, at der er mange områder som et venskabsbysamarbejde mellem København og Nuuk og København og Tórshavn kan være meningsfulde. Derfor skal alle forvaltninger spille ind med forslag til, hvor et samarbejde kan komme på tale.  

Venskabsbysamarbejdet skal skabe rammerne for kulturel sparring, nedbrydning af fordomme, videndeling og fælles udvikling.  

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 1. december 2022

Et forslag fra Socialdemokratiet om at udvalgshenvise medlemsforslaget til Økonomiudvalget blev forkastet 36 stemmer imod 19. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, B, I, D og O.

Imod stemte: Ø, C, F, V og Å.

 

Medlemsforslaget blev herefter vedtaget med 43 stemmer. Ingen medlemmer stemte imod. 11 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, C, B, F, V, Å, I og O.

Imod stemte: Ingen

Undlod at stemme: A og D.

Til top