Mødedato: 01.12.2022, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Arealtilpasning af svømmehallen på Beauvaisgrunden

Se alle bilag

I Budget 2019 blev der afsat en samlet planlægningsbevilling på 7 mio. kr. til en svømmehal (4 mio. kr.) og botilbud (3 mio. kr.) på Beauvaisgrunden.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 5. maj 2022, at svømmehallen på Beauvaisgrunden skal have øget fokus på tilgængelighed. Dette medfører en forøgelse af svømmehallens størrelse.

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til en forøgelse af svømmehallens størrelse, hvilket vil medføre en højere anlægsbevilling, når svømmehallen skal finansieres. 

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende at Kultur- og Fritidsforvaltningen, Socialforvaltningen og Byggeri København arbejder videre med en svømmehal på 4.200-4.600 m2 på Beauvaisgrunden, hvilket vil medføre en øget anlægsbevilling. 

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme. 

(Kultur- og Fritidsudvalget)

Problemstilling

I Budget 2019 blev der afsat en samlet planlægningsbevilling på 7 mio. kr. til en svømmehal (4 mio. kr.) og botilbud (3 mio. kr.) på Beauvaisgrunden (bilag 1). Mulighederne for et plejecenter på en del af grunden, som skal udbydes til en almen part af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, afdækkes samtidig. Det samlede projekt er først igangsat i 2021 på grund af anlægsloftet, og planlægningsfasen er i gang.   

Afsættet for svømmehallen var et anlæg i størrelsesordenen 3.500 m2. Dette er baseret på erfaringstal i Københavns Kommune, herunder fra Valby Vandkulturhus og en kommende svømmehal sammenbygget med en skole i Ørestad. Forarbejdet til svømmehallen på Beauvaisgrunden og erfaringer fra den kommende svømmehal i Ørestad viser imidlertid, at der er behov for et større volumen til en selvstændigt beliggende kommunal svømmehal.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning den 5. maj 2022 om at svømmehallen skal have øget fokus på tilgængelighed, betyder et anlæg i størrelsesordenen 4.200-4.600 m2. En forøgelse af svømmehallen medfører en højere anlægsbevilling, når svømmehallen skal finansieres.

Byggeri København estimerer, at en svømmehal på 4.200-4.600 m2 brutto vil medføre en anlægsudgift på ca. 225-250 mio. kr. og ikke de oprindeligt estimerede ca. 190 mio. kr. for et anlæg på 3.500 m2 (p/l 2022). Begge estimater er uden stedsspecifikke omkostninger.

En forøgelse af svømmehallens m2 betyder ikke en tidsmæssig forsinkelse, og svømmehallen forventes fortsat at kunne ibrugtages i 2028.

Løsning

Planlægningsbevillingen, der blev afsat med Budget 2019, tog afsæt i en svømmehal på 3.500 m2 brutto baseret på størrelsen af Valby Vandkulturhus og den kommende svømmehal i Ørestad, der forventes at åbne ultimo 2023. De seneste arealopgørelser viser, at svømmehallen i Ørestad ender på ca. 3.700 m2 brutto. Den deler imidlertid mange m2 med skole og idrætshal. Den eksterne rådgiver på svømmehallen på Beauvaisgrunden vurderer således, at en tilsvarende svømmehal på Beauvaisgrunden vil kræve 4.100 m2 brutto. Et øget fokus på tilgængelighed og lige adgang for alle betyder en udvidelse af arealkravet til svømmehallen til i størrelsesordenen 4.200-4.600 m2 brutto.

Funktioner og indhold i svømmehallen
Den nye svømmehal på Beauvaisgrunden skal have faciliteter til svømmeundervisning, bl.a. med et 25-meters bassin samt bassiner, der tilgodeser en variation af vandaktiviteter, herunder leg, før- og efterfødselstræning, babysvømning samt bevægelse målrettet ældre og brugergrupper med særlige behov. Dette kan særligt tilgodese plejecenteret og Socialforvaltningens botilbud placeret nær svømmehallen.

Den nye svømmehal skal også have et særligt fokus på øget tilgængelighed. Kultur- og fritidslivet skal henvende sig til alle københavnere. Svømmeanlæg giver gode muligheder for træning og genoptræning for borgere med nedsat funktionsevne. Mange svømmehaller er dog ikke indrettet, så fx kørestolsbrugere på en nem og intuitiv måde kan tilgå bassinerne og deltage i vandaktiviteter på lige fod med andre svømmehalsgæster. For at nå ud til flest mulige svømmehalsgæster, vil der være øget fokus på tilgængelighed og universelt design i udformningen af bassinerne i den nye svømmehal på Beauvaisgrunden. De specifikke greb konkretiseres i den videre proces.

Proces for projektet
Med afsæt i Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning den 5. maj 2022, har projektet arbejdet videre med udgangspunkt i en svømmehal på 4.200-4.600 m2 i udarbejdelsen af idéoplægget for det samlede projekt. Udarbejdelsen af byggeprogrammet for svømmehallen er igangsat august 2022. Der er derfor brug for, at Borgerrepræsentationen tiltræder indstillingen.  

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Borgerrepræsentationen godkender indstillingen, arbejder de involverede forvaltninger videre, jf. arealtilpasningen af svømmehallen.   

Grundet den komplicerede planlægningsfase med tre byggeprojekter på samme grund, vil der blive søgt om tidlige anlægsmidler til eksekvering af totalrådgiverudbud og udarbejdelse af dispositionsforslag i Overførselssagen 2022-2023. Det forventes, at der kan søges en endelig anlægsbevilling i forhandlingerne om Budget 2025. Svømmehallen forventes fortsat at kunne ibrugtages i 2028.      

 

Søren Tegen Pedersen                           /Mads Kamp Hansen   

 

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

  1. at godkende at Kultur- og Fritidsforvaltningen, Socialforvaltningen og Byggeri København arbejder videre med en svømmehal på 4.200-4.600 m2 på Beauvaisgrunden, hvilket vil medføre en øget anlægsbevilling.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. oktober 2022

 

Indstillingen blev godkendt i forbindelse med dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 22. november 2022

 

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 1. december 2022

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top