Vedligeholdelsesplan 2012 og Grundbudget til vedligehold 2012
Vedligeholdelsesplan 2012 med overordnede retningslinjer for prioritering af vedligeholdelsesopgaver i 2012 forelægges til godkendelse. Endvidere forelægges konkrete, prioriterede vedligeholdelsesopgaver på Grundbudget til vedligehold 2012 til efterretning.
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
- at Vedligeholdelsesplan 2012 (bilag 1) med overordnede retningslinjer for prioritering af vedligeholdelsesopgaver i 2012 godkendes, samt
- at oversigt over konkrete, prioriterede vedligeholdelsesopgaver på Grundbudget til vedligehold 2012 (bilag 2) tages til efterretning.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.
(Kultur- og Fritidsudvalget)
Problemstilling
Københavns Ejendomme har udarbejdet Vedligeholdelsesplan 2012 (bilag 1), samt oversigt over konkrete, prioriterede vedligeholdelsesopgaver på Grundbudget til vedligehold 2012 (bilag 2). Vedligeholdelsesplanen og de konkrete vedligeholdelsesopgaver, der er prioriteret på Grundbudget til vedligehold 2012, har været i høring hos alle forvaltninger og det har givet anledning til justeringer. Grundbudget til vedligehold 2012 er på 211,404 mio. kr. (p/l 2012). Den økonomiske ramme giver alene mulighed for at udføre akut vedligehold, politisk besluttede projekter samt vedligehold som følge af sikkerheds- og myndighedskrav.
Løsning
Grundbudget til vedligehold 2012 vedrører drift og vedligehold af Københavns Kommunes ejendomsportefølje. Beløbet på 211,404 mio. kr. er forlods fratrukket afdrag og renter af lån besluttet af Borgerrepræsentationen. Det drejer sig om nedenstående sager:
Tabel 1: Oversigt over sager, der reducerer Grundbudget til vedligehold 2012 (i 1.000 kr.)
Beskrivelse |
Budget |
Afdrag og renter til lån af uforudsete genopretningsudgifter på Lergravsparkens Skole |
3.349 |
Afdrag og renter af lån til økonomistyringssystem, KØPS |
1.069 |
Afdrag og renter til seks byggesager med betydelige merudgifter |
5.900 |
Total |
10.318 |
Hovedfordelingen af Grundbudget til vedligehold 2012 ses i tabel 2.
Tabel 2: Hovedfordeling af Grundbudget til vedligehold 2012 (i 1.000 kr.)
Beskrivelse |
Budget |
Projekter besluttet af BR og/eller ØU |
39.500 |
Akut drift og servicekontrakter |
98.028 |
Puljer til 5-års gennemgange, klargøring af lejemål, bygningssyn, TV-inspektion, elevatorer mv. |
17.104 |
Planlagt vedligehold |
54.452 |
KEjds administrationsbidrag for udførelse af planlagte vedligeholdelsesopgaver |
2.320 |
Samlet Grundbudget til vedligehold 2012 |
211.404 |
Tabel 3: I 2012 reserveres forlods midler til nedenstående projekter, der er besluttet af Borgerrepræsentationen eller Økonomiudvalget (i 1.000 kr.)
Beskrivelse |
Budget |
Energibesparelsestiltag |
10.000 |
Energimærkeordning (EMO) |
10.000 |
Ændrede forsikringsprincipper |
19.500 |
Total |
39.500
|
Vedligeholdelsesefterslæbet på Københavns Kommunes ejendomsportefølje er estimeret til 2,74 mia. kr. Sikkerheds- og myndighedskrav udgør en mindre del af dette efterslæb, men er samtidig en alvorlig risiko for mennesker og bygninger. På nuværende tidspunkt skønnes det, at det vil kræve ca. 120 mio. kr. at oprette porteføljen alene for så vidt angår sikkerheds- og myndighedskrav.
Københavns Ejendomme er også i 2012 og 2013 tvunget til at anvende den del af grundbudgettets midler, der ikke anvendes til øvrige akutte vedligeholdelsesopgaver og bundne servicekontrakter, til at udføre vedligehold som følge af sikkerheds- og myndighedskrav. Udmøntning af Grundbudget til vedligehold 2012 tager derfor afsæt i de overordnede retningslinjer for prioritering af vedligeholdelsesopgaver som skitseret i Vedligeholdelsesplan 2012:
· Akut vedligehold (bygningerne skal fungere)
· Vedligehold som følge af sikkerheds- og myndighedskrav
Vedligeholdelsesopgaver som følge af sikkerheds- og myndighedskrav kan opdeles i to hovedkategorier:
a) Opgaver, der alene vedrører efterkommelse af sikkerheds- og myndighedskrav
b) Opgaver, der indeholder efterkommelse af sikkerheds- og myndighedskrav samt medfølgende elementer af forebyggende og genoprettende vedligeholdelse, eksempelvis en kloakrenovering, hvor dele af kloakken er ved at styrte sammen, men hvor man udskifter eller renoverer hele kloakken.
Det bemærkes i øvrigt:
Forventet stigning i akut vedligehold. Det forventes, at akut vedligehold vil stige i 2012 som følge af bygningernes generelt dårlige vedligeholdelsesstand. Stigningen skyldes, at der ikke er tilstrækkelige midler til genopretning og forebyggende vedligehold af porteføljen, især folkeskoler og sociale institutioner er i dårlig vedligeholdelsesstand.
Prioriteringsrækkefølge. De vedligeholdelsesopgaver i bilag 2, der står nederst på listen (med højeste nummer), vil først blive omfattet af en eventuel omprioritering. Omprioriteringer kan forekomme som følge af udvikling i byggepriser, myndighedspåbud eller hvis der opstår endnu mere akutte eller presserende vedligeholdelsesopgaver.
Bygningssyn og klargøring af lejemål. Bygningssyn af de kommunalt ejede ejendomme videreføres i 2012. Der forventes gennemført 150-200 bygningssyn i 2012.
Høring af fagforvaltningerne
Vedligeholdelsesplan 2012 har været i høring i forvaltningerne. Københavns Ejendomme har noteret sig forvaltningernes bemærkninger, herunder de særlige vedligeholdelsesønsker og -behov, som forvaltningerne fremhæver for specifikke ejendomme. Ønskerne har givet anledning til justeringer i vedligeholdelsesplanen, dog stadig indenfor kategorien sikkerheds- og myndighedskrav.
Generelt efterspørger forvaltningerne langt mere vedligehold, end Grundbudget til vedligehold 2012 giver mulighed for at udføre. Flere forvaltninger tilkendegiver, at der er en for lille tildeling af budgetmidler til vedligeholdelsesopgaver inden for deres ressortområde, og at der bruges for mange midler på akut vedligeholdelse og for få til den planlagte og løbende vedligeholdelse.
Københavns Ejendomme anerkender de mange presserende ønsker og behov inden for alle kommunens ressortområder, men disse kan ikke tilgodeses på Grundbudget til vedligehold 2012. Københavns Ejendomme vil mødes med de enkelte forvaltninger og drøfte høringssvaret med henblik på at få håndteret konkrete sager eller generelle spørgsmål. Forvaltningernes høringssvar vil være fremlagt på mødet.
Vedligeholdelsesefterslæbet vil vokse
Vedligeholdelsesefterslæbet på Københavns Kommunes ejendomsportefølje estimeres til 2,74 mia. kr. (p/l 2012), og her er der primært tale om udvendigt vedligehold. Grundbudget til vedligehold 2012 alene kan ikke sikre det nuværende vedligeholdelsesniveau. På kort sigt vil vedligeholdelsesefterslæbet vokse, såfremt det kun er Grundbudget til vedligehold 2012, der skal dække vedligeholdelsesbehovet, og mange bygninger vil af brugere og borgere opleves som dårligt vedligeholdt.
Som en konsekvens af efterslæbet anvendes en større del af Grundbudget til vedligehold 2012 til akut vedligehold. Vedligeholdelsesefterslæbet og grundbudgettets økonomiske ramme betyder, at Københavns Ejendomme ikke konsekvent kan genoprette bygningerne og ikke kan foretage planlagt, intervalbaseret vedligehold af porteføljen. Planlagt, intervalbaseret vedligehold kan eksempelvis være malerbehandling af vinduer fast hvert 5. år eller intervalbaseret servicering af bygningernes tekniske installationer. Københavns Ejendomme kan heller ikke konsekvent vedligeholde nyopførte og nyrenoverede bygninger indenfor rammerne af Grundbudget til vedligehold 2012.
Økonomi
Indstillingen har ikke bevillingsmæssige konsekvenser. Vedligeholdelsesmidlerne er placeret på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2012, Københavns Ejendommes driftsbevilling.
Videre proces
Såfremt Borgerrepræsentationen godkender Vedligeholdelsesplan 2012 og tager oversigt over konkrete, prioriterede vedligeholdelsesopgaver på Grundbudget til vedligehold 2012 til efterretning, vil Københavns Ejendomme igangsætte udførelsen af opgaverne som skitseret i bilag 2. Det forventes, at alle opgaver er afsluttet med udgangen af 2012.
Carsten Haurum / Gyrithe Saltorp
Oversigt over politisk behandling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler
- at Vedligeholdelsesplan 2012 (bilag 1) med overordnede retningslinjer for prioritering af vedligeholdelsesopgaver i 2012 godkendes, samt
- at oversigt over konkrete, prioriterede vedligeholdelsesopgaver på Grundbudget til vedligehold 2012 (bilag 2) tages til efterretning.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. oktober 2011:
Indstillingen blev godkendt.
Kultur- og Fritidsudvalget ser med stor bekymring på udviklingen af vedligeholdelsen af de københavnske bygninger. Kultur- og Fritidsudvalget vil arbejde for at der laves en langsigtet handleplan for at imødekomme denne udfordring. Kultur- og Fritidsudvalget er endvidere bekymret over, at det ikke er det fulde beløb, der bliver brugt på Grundbudgettet til Vedligehold. Det er et skråplan at Københavns Ejendommes ramme til grundvedligehold bliver reduceret af sager, der ikke direkte har til formål at sikre vedligehold.
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om - på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser i den anledning - at tage problemstillingen op på et af de kommende møder. Økonomiforvaltningen indstiller,at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring: Til orientering er nedenfor en oversigt over, hvilke øvrige renoveringsprojekter Københavns Kommune har afsat midler til i de kommende år. Tabel 1: Renoveringsprojekter i KK de kommende år
Renoveringsprojekter Samlet investering Bygge- periode Skolerenovering 431 mio. kr. 2011-2014 Energirenoveringer 140 mio. kr. 2011-2014 Restgenopretning af idrætsanlæg 48 mio. kr. 2012-2013 Pulje til sociale 24-timers tilbud 25 mio. kr. 2011-2012 Renovering af Hovedbiblioteket(KBH i vækst) 15 mio. kr. 2011-2012
(Budget 2011 og KBH i vækst)
(Budget 2011 og Budget 2012)
(Budget 2012)
(KBH i vækst)
Økonomiudvalget forudsætter at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 22. november 2011
Indstillingen blev anbefalet.
Pia Allerslev (V) videreførte Kultur- og Fritidsudvalgets protokolbemærkning fra mødet i Kultur- og Fritidsudvalget den 27. oktober 2011.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 1. december 2011
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti ser med stor bekymring på udviklingen af vedligeholdelsen af de københavnske bygninger. Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti vil arbejde for at der laves en langsigtet handleplan for at imødekomme denne udfordring. Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti er endvidere bekymret over, at det ikke er det fulde beløb, der bliver brugt på Grundbudgettet til Vedligehold. Det er et skråplan at Københavns Ejendommes ramme til grundvedligehold bliver reduceret af sager, der ikke direkte har til formål at sikre vedligehold.”