Lokalplantillæg nr. 5 til lokalplan nr. 301 Ørestad Nord
Der skal tage stilling til offentliggørelse af forslag til tillæg til lokalplan ”Ørestad Nord”, der vil muliggøre opførelse af en rækkehusbebyggelse i Ørestad Nord på et areal, der i den gældende lokalplan er fastlagt til idrætscenter.
Indstilling og beslutning
Indstilling om,1. at forslag til tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 301-1, 2, 3 & 4 ”Ørestad Nord” (bilag 1) vedtages med henblik på offentliggørelse i to måneder, samt
2. at det foreslåede borgerdialogforløb vedtages (bilag 3).
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
By & Havn og Tetris A/S har anmodet om at få udarbejdet et lokalplantillæg, tillæg nr. 5 til lokalplanen for Ørestad Nord, der skal muliggøre opførelse af en rækkehusbebyggelse på et areal ved Tom Kristensens Vej, der i den gældende lokalplan er fastlagt til idrætscenter.
Grunden ligger på lokalplanens delareal IF og er på ca. 11.000 m2. Den har siden lokalplanens vedtagelse i 2002 ligget ubenyttet hen.
Ønsket om rækkehuse ligger i tråd med det boligbehov, der er en følge af, at indbyggertallet i København de senere år er vokset markant – en udvikling der forventes at fortsætte.
Løsning
Lokalplantillægget vil tilvejebringe det planmæssige grundlag for at opføre den nye rækkehusbebyggelse.
Danielsen Architecture har i samarbejde med GHB Landskabsarkitekter skitseret et forslag, hvor rækkehusene placeres nord-syd med gavle mod Metro og Tom Kristensens Vej. Langs metroen placeres parkeringspladser på terræn.
Rækkehusbebyggelsen omfatter 87 huse i 3 etager hver med et etageareal på 116,6 m2. Der etableres for- og baghaver og stier på tværs, der betjener rækkehuse til begge sider. Desuden etableres der en langsgående passage fra stien mod nord til den fastlagte sti langs kanalen i syd. Stierne mellem boligernes hovedadgange vil kun kunne benyttes af gående og cyklende.
I forbindelse med den langsgående passage anlægges én mindre plads, der bliver samlende mødested i bebyggelsen. Den afsluttes mod syd ved etablering af endnu en fælles plads mod kanalen, der naturligt binder den sammen med det offentlige stisystem langs kanalen, der fortsætter under Metro til Ørestads Boulevard og Amager Fælled.
Lokalplantillægget fastlægger en bebyggelsesplan og bestemmelser for boligernes størrelse, etageantal og bygningshøjde. Bebyggelse vil kunne opføres i 2-3 etager. Der er desuden bestemmelser om bebyggelsens ydre fremtræden, der sikrer, at ny bebyggelse udformes i et nutidigt arkitektonisk formsprog med bl.a. store karnapper. Flade tage skal være grønne tage. I lokalplanen er der fastlagt bestemmelser om indretning af friarealer som opholds- og legearealer for beboere og brugere. Der er bestemmelser for skure og levende hegn.
Forslaget er efter forvaltningens opfattelse i tråd med de overordnede mål og værdier i planlægningen, som er defineret i Kommuneplan 2009, herunder de grundlæggende værdier ’Den bæredygtige by’ og ’Byen for alle’. Der etableres således attraktive boliger med grønne elementer i from af grønne tage og opkobling på Ørestads trestrengede spildevandssystem.
Teknik- og Miljøudvalget har den 20. juni 2011, og Kultur- og Fritidsudvalget har den 9. juni 2011, godkendt, at arealet overgår til rækkehusbyggeri, men at der skal reserveres et areal af tilsvarende størrelse andetsteds i Ørestad Nord til idrætsformål.
Med budgetaftalen for 2012 for har parterne tilkendegivet, at de forsat finder det vigtigt med yderligere idrætsfaciliteter i Ørestad Nord eller City og har på den baggrund taget initiativ til, at mulighederne for placering af en lethal eller – hvis en sådan ikke kan etableres – andre mindre idrætsfaciliteter på f.eks. Rigsarkivgrunden eller grunden nord for VM-husene undersøges. På den baggrund finder parterne det ikke afgørende at placere et større idrætscenter i Ørestad Nord, som det tidligere har været besluttet i forbindelse med lokalplanen for Ørestad Nord. Der er derfor enighed om, at planen for rækkehusene kan tilvejebringes uden krav om etablering af et idrætscenter.
Intern høring
Der er foretaget en intern høring af relevante instanser, herunder Amager Vest Lokaludvalg og Københavns Museum, i forbindelse med udarbejdelse af planforslaget.
Amager Vest Lokaludvalg anfører bl.a., at det i dag er svært at finde en parkeringsplads i området og opfordrer kommunen til at undersøge mulighederne for at forbedre parkeringsforholdene, herunder ved anvendelse af delte pladser. Endvidere har lokaludvalget fremført et ønske om trafikregulering af Tom Kristensens Vej samt etablering af cykelstier i begge retninger. Lokaludvalget ønsker, at grønne tage bliver et krav i lokalplanen, og udvalget anbefaler, at den størst mulige overflade bliver vandgennemtrængelig samt at eksisterende træer bevares i størst muligt omfang.
Hertil skal bemærkes, at antallet af parkeringspladser er i overensstemmelse med den gældende lokalplan og Kommuneplan 2009, der fastsætter en parkeringsdækning på 1 plads pr. 200 m2 etageareal. Projektet er ændret i forhold til det fremsendte høringsmateriale, idet der ikke bliver etableret en forbindelse mellem Tom Kristensens Vej og den nye vej langs Metro. Grønne tage er et krav, ligesom belægning på stier i området vil blive grus. De eksisterende træer vurderes ikke at være bevaringsværdige og vil blive fjernet af hensyn til bebyggelsesplanen. Der vil blive plantet nye træer ved p-pladserne mod Metro, på den sydlige plads samt ved den nord-sydgående passage.
Københavns Museum har henledt opmærksomheden på pligten til at rette henvendelse til museet forinden påbegyndelse af jordarbejder med henblik på afklaring af behovet for arkæologisk forundersøgelse.
Forvaltningen har noteret sig dette.
Offentlig høring
Efter Borgerrepræsentationens vedtagelse af planforslaget sendes det i offentlig høring i 2 måneder. Forvaltningen vil inddrage Amager Vest Lokaludvalg i tilrettelæggelsen af offentlighedsfasen. I offentlighedsfasen foreslås følgende aktiviteter:
- Planforslaget kan ses på hjemmesiden ”Bliv hørt” med mulighed for indlæg/høring.
- Gennemførelse af et borgermøde i form af et orienteringsmøde.
- Annoncering i områdets lokalaviser.
Økonomi
Forslaget vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser for kommunen.
Videre proces
Efter den offentlige høring vil forvaltningen fremlægge en indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget.
Hjalte Aaberg
/Simon Kjær Hansen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
1. at forslag til tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 301-1, 2, 3 & 4 ”Ørestad Nord” (bilag 1) vedtages med henblik på offentliggørelse i to måneder,
2. at vedtage det foreslåede borgerdialogforløb (bilag 3).
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 10. oktober 2011
Liberal Alliance stillede ændringsforslag til indstillingen om:
”at parkeringsnormen i lokalplanen ændres fra 1 til 200 kvm. til 1 til 150 kvm.”
Der blev stemt om ændringsforslaget:
For ændringsforslaget stemte 3 udvalgsmedlemmer: C, I og O.
Imod ændringsforslaget stemte 5 udvalgsmedlemmer: A, F, og Ø.
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Ændringsforslaget blev ikke vedtaget.
Der blev stemt om indstillingen:
For indstillingen stemte 5 udvalgsmedlemmer: A, F og Ø.
Imod indstillingen stemte: Ingen.
3 udvalgsmedlemmer undlod at stemme: C, I og O.
Indstillingen blev anbefalet.
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen. Endvidere forudsættes det, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2011
Indstillingen blev udsat. Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. november 2011 Indstillingen blev anbefalet.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance finder, at der er for få parkeringspladser til de 87 nye familieboliger. Traditionelt er der flere bilejere i familieboliger end i kommunen generelt. Når man bygger familieboliger i form af rækkehuse i tre etager, må man også gøre plads til det nødvendige antal parkeringspladser. I den konkrete lokalplan er der allerede før boligernes opførelse åbenlyst for få parkeringspladser i forhold til det forventede behov. Det er ikke rimeligt at henvise de kommende beboere til betalingsparkering 4-500 meter væk, hvor prisen oven i købet er på op til 100 kr. pr dag.”
Der blev givet frist for afgivelse af mindretalsudtalelser til mandag den 5. december 2011 kl. 12.00.