Mødedato: 01.12.2005, kl. 17:30

Anlægsbevilling til nybyggeri og renovering af pavilloner ved Kirsebærhavens Skole

Se alle bilag

Anlægsbevilling til nybyggeri og renovering af pavilloner ved Kirsebærhavens Skole

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 1. december 2005

 

 

BR 650/05

Anlægsbevilling til nybyggeri og renovering af pavilloner ved Kirsebærhavens Skole

Anlægsbevilling til nybyggeri og renovering af pavilloner ved Kirsebærhavens Skole

 

 

Indstilling om, at der gives en anlægsbevilling på 11,1 mio. kr. til nybyggeri og renovering af pavilloner ved Kirsebærhavens Skole under forudsætning af, at der af Københavns Ejendomme afsættes de fornødne midler til istandsættelse af klimaskærm m.m. på pavillonerne. Udgiften fordeler sig med 1,5 mio. kr. i 2005, 7,5 mio. kr. i 2006 og 2,1 mio. kr. i 2007. Der vil blive anvist dækning for udgiften i 2005 på 1,5 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2005 konto 3.01.0 rådighedsbeløb til folkeskoler. Der vil blive anvist dækning for udgifterne i 2006 og 2007 på i alt 9,6 mio. kr. inden for rammerne af det samlede anlægsbudget i 2006 og 2007.

Det bemærkes, at eventuelle merudgifter i forbindelse med projektet afholdes indenfor Uddannelses- og Ungdomsudvalgets egen ramme. Det bemærkes i øvrigt, at byggeriets 2. etape først skal igangsættes, når Københavns Ejendomme har afsat de fornødne midler til istandsættelse af klimaskærm m.m., jf. vedlagte notat.

(Uddannelses- og Ungdomsudvalget)

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller,

 

at      der gives en anlægsbevilling på 11,1 mio. kr. til nybyggeri og renovering af pavilloner ved Kirsebærhavens Skole under forudsætning af, at der af Københavns Ejendomme afsættes de fornødne midler til istandsættelse af klimaskærm m.m. på pavillonerne. Udgiften fordeler sig med 1,5 mio. kr. i 2005, 7,5 mio. kr. i 2006 og 2,1 mio. kr. i 2007. Der vil blive anvist dækning for udgiften i 2005 på 1,5 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2005 konto 3.01.0 rådighedsbeløb til folkeskoler. Der vil blive anvist dækning for udgifterne i 2006 og 2007 på i alt 9,6 mio. kr. inden for rammerne af det samlede anlægsbudget i 2006 og 2007

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 5. oktober 2005

Indstillingen blev godkendt.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det dog bemærkes, at eventuelle merudgifter i forbindelse med projektet afholdes indenfor Uddannelses- og Ungdomsudvalgets egen ramme. Det bemærkes i øvrigt, at byggeriets 2. etape først skal igangsættes, når Københavns Ejendomme har afsat de fornødne midler til istandsættelse af klimaskærm m.m., jf. vedlagte notat".

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 22. november 2005

Anbefalet.

 

 

 

 

RESUME

Som led i Handleplan 97 er Kirsebærhavens Skole udvidet fra 2 spor til 3 spor. Gennemførelsen af helhedsplanen er afsluttet i sommeren 2004.

 

Med henblik på at imødekomme behovet for etableringen af et 10. klasses miljø,  at forbedre lokaleforholdene for PPR-Sydvest, Heldagsskolen i Valby og Fritidshjemmet "Blommen" har der siden helhedsplanens afslutning været arbejdet med et tillæg til helhedsplanen. I den forbindelse er der bl.a. i november 2004 (U182/04) givet en anlægsbevilling på 11,6 mio. kr. til etablering af et 10. klassemiljø i de tidligere bibliotekslokaler på Kirsebærhavens Skole. 10. klassemiljøet med 5 linier er taget i brug ved skoleårets start i august 2005.

 

Der søges nu en anlægsbevilling til den resterende del af tillægget til helhedsplanen, hvor 5 eksisterende pavilloner syd for Kirsebærhavens Skole renoveres til brug for Kirsebærhavens Skole, Heldagsskolen og PPR-Sydvest. Derudover etableres en ny pavillon til det kommunale fritidshjem "Blommen".

 

På den baggrund ansøges om en anlægsbevilling på 11,1 mio. kr. Beløbet er indarbejdet i den revision af Udbygningsoversigten for 2004-07, der forelægges for udvalget på dette møde.

 

Investeringen på 11,1 mio. kr. vurderes kun forsvarlig, såfremt der samtidig i Københavns Ejendomme afsættes de fornødne midler til den nødvendige istandsættelse af klimaskærm m.m. på pavillonerne – samlet i alt udgifter på 8-9 mio. kr. Heraf har Borgerrepræsentationen på mødet den 3. marts 2005 godkendt en betinget driftsbevilling på i alt 2,0 mio. kr. med henblik på påbegyndelse af den udvendige istandsættelse. Der resterer således udvendige vedligeholdelsesarbejder for 6-7 mio. kr.

 

I  "Investeringsoversigt for renovering og genopretning af kommunens ejendomme", der er Københavns Ejendommes forslag til prioritering af vedligeholdelse og modernisering i de kommende år, er der afsat 2,0 mio. kr. i 2006 til renovering af pavillonerne på Kirsebærhavens Skole. Investeringsoversigten blev behandlet på udvalgsmødet den 15. juni 2005.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I sommeren 2004 blev helhedsplanen for udvidelsen af  Kirsebærhavens Skole fra 2 spor til 3 spor afsluttet. Helhedsplanen blev afsluttet med etablering af et samlet nyt bibliotek og pædagogisk servicecenter, bl.a. til erstatning for det eksisterende Vigerslev Bibliotek, der i forvejen lå i en fløj på skolen.

 

Efterfølgende er der arbejdet med tillæg til helhedsplanen med henblik på etablering af et 10. klassecenter i de tidligere bibliotekslokaler kombineret med indretning af faglokaler til skolen, forbedring af forholdene for PPR Sydvest, Heldagsskolen og fritidshjemmet "Blommen". Fritidshjemmet "Blommen" har til huse i de pavilloner, der tidligere har været en del af Ny Østengård Skole, men i dag indgår som en del af  Kirsebærhavens Skole.

 

I november 2004 blev der givet en anlægsbevilling på i alt 11,6 mio. kr. til etablering af 10. klassecenter i det tidligere bibliotek på Kirsebærhavens Skole. Af indstillingen fremgår det, at der i udbygningsoversigten er afsat i alt 19,9 mio. kr. til etablering af 10. klassecenter, inklusiv indretning og eksklusiv vedligeholdelse af pavillonerne fra den oprindelige Ny Østengård Skole.

 

Der søges nu om en anlægsbevilling på 11,1 mio. kr. til den resterende del af tillægget til helhedsplanen, som omfatter renovering af de 5 eksisterende pavilloner og etablering af en ny pavillonbygning til fritidshjemmet.

 

I forhold til den tidligere afsatte budgetramme (jf. den godkendte udbygningsoversigt 2004-07) er det samlede projekt således blevet 2,8 mio. kr. dyrere. Ændringen skyldes primært, at det oprindelig blev vurderet, at der på grund af vigende efterspørgsel for fritidshjemspladser ikke var behov for at erstatte størstedelen af de i alt 30 pladser, fritidshjemmet "Blommen" i dag har placeret i 2 af pavillonbygningerne. Det er imidlertid nu vurderingen, at der er behov for at skaffe erstatningslokaler til 22 af fritidshjemspladserne.

 

Det har derfor været nødvendigt at indregne udgifterne hertil i projektet. Ændringerne er indarbejdet i Udbygningsoversigt 2004-2007: Revision 2005, der forelægges for udvalget på dette møde.

 

De gamle pavilloner har en vis arkitektonisk kvalitet, er lyse og venlige, men trænger i høj grad til renovering, blandt andet vedligeholdelse af klimaskærm, installationer og efterisolering for at opfylde myndighedernes og kommunens krav til varmeforbrug og indeklima. På baggrund af en gennemgang af bygningerne er det vurderet, at det økonomisk kan betale sig at bevare og istandsætte pavillonerne.

 

Den samlede investering på 11,1 mio. kr. vurderes derfor kun forsvarlig, såfremt der samtidig i Københavns Ejendomme afsættes de fornødne midler til den nødvendige istandsættelse af klimaskærm m.m. af pavillonerne – samlet i alt udgifter på 8-9 mio. kr. Heraf har Borgerrepræsentationen på mødet den 3. marts 2005 godkendt en betinget driftsbevilling på i alt 2,0 mio. kr. med henblik på påbegyndelse af den udvendige istandsættelse. Der resterer således udvendige vedligeholdelsesarbejder for 6-7 mio. kr.

Københavns Ejendomme har i "Investeringsoversigt for renovering og genopretning af kommunens ejendomme", der er Københavns Ejendomme's oplæg til prioritering af vedligeholdelse og modernisering i de kommende år afsat 2,0 mio. kr. i 2006 til modernisering af pavillonerne.

 

Plan for istandsættelse af pavilloner

Umiddelbart syd for Kirsebærhavens Skole lå tidligere Ny Østengård Skole i træpavillonbygninger fra sidst i 40'erne.

 

De tilbageværende fem pavillonbygninger fra Ny Østengård Skole hører i dag under Kirsebærhavens Skole. Bygningerne rummer bl.a. supplerende lokaler til skolen,  PPR- Sydvest, Heldagsskolen i Valby samt fritidshjemmet Blommen, som er fordelt i to af pavillonerne.

 

På grund af den personaleudvidelse, der i de senere år er sket i PPR, er der behov for at forbedre og udvide lokalefaciliteterne til PPR-Sydvest.

 

Samtidig er der ønske om at forbedre lokaleforholdene til Heldagsskolen, der i skoleåret 2003 og 2004 fik udvidet sin kapacitet uden væsentlig forbedring af lokaleforholdene.

 

Det kommunale fritidshjem "Blommen", der er placeret på skolens grund, har i alt 110 pladser, hvoraf de 30 pladser er placeret i to afdelinger i 2 forskellige pavilloner. Fritidshjemsbehovet i lokalområdet har i 2003/04 været vigende, men ifølge prognoserne er der fortsat behov for pladserne og dermed også for lokaler til fritidshjemmet. Fritidshjemmets filial er placeret uhensigtsmæssigt i to pavilloner og indretningen må beskrives som midlertidig.

 

Derudover har Kirsebærhavens Skole specielt efter udvidelsen med 10. klassecentreret behov for  yderligere faglokaler og lokaler til skolepsykolog.

 

Den nuværende anvendelse af pavillonerne bærer præg af "knopskydning", og der er derfor lavet et projekt som udover at imødekomme PPR´s, Heldagsskolens, skolens og fritidshjemmets behov samler de forskellige funktioner i en mere hensigtsmæssig struktur. Det betyder, at fritidshjemmet skal flytte ud af de eksisterende pavilloner (bygning 18 og 19) og i stedet etableres i en ny pavillon tættere på fritidshjemmets hovedbygning.

 

På den baggrund bygges en ny pavillon til fritidshjemmet, og de 5 eksisterende pavilloner nyindrettes og renoveres således:

 

Bygning 18 (Kirsebærhavens Skole): Til brug for Kirsebærhavens Skole nyindrettes 324 m2. Der etableres 2 faglokaler a ca. 60 m2, 4 grupperum, lokale til skolepsykolog samt toilet. Facader, vinduer og tag udskiftes inklusiv efterisolering idet arbejdet samordnes med de arbejder, der udføres for den betingede driftsbevilling.

 

Bygning 19 og 21 (PPR): Bygning 19 på ca. 390 m2 nyindrettes delvis med vindfang, gang og depotskabe. De eksisterende toiletter og øvrige birum i pavillonen bibeholdes.

 

Bygning 21 på 324 m2 nyindrettes fuldstændig med 13 kontorer, personalerum, toilet, vindfang, reception, møderum og andre birum.

 

Bygning 16 og 22 (Heldagsskolen) I bygning 16 på ca. 427 m2, inddrages del af gangarealet i fællesrum, og der etableres 2 nye klasselokaler med tilstødende grupperum. Der indrettes pædagogisk værksted, personale- og møderum samt rum til talepædagog. Eksisterende vaskeri flyttes til kælderetage og vaskerummet indrettes i stedet til brusebad.

 

I bygning 22 på ca. 352 m2 nyindrettes 3 klasselokaler med tilstødende grupperum, 2 værksteder, personalerum, toiletter og bruserum.

 

Fælles for pavillonerne

Ved nyindretningen af bygningerne vil ydervægge blive efterisoleret for at opnå et mere tilfredsstillende indeklima og en mere energirigtig drift. Disse arbejder skal af både praktiske og tekniske grunde udføres sideløbende med indretningen af pavillonerne. Det er derfor også af den grund afgørende for igangsættelsen af arbejderne, at Københavns Ejendomme afsætter de fornødne vedligeholdelsesmidler hertil.

 

Der vil blive etableret en ny adgangs- og forbindelsessti mellem PPR-bygningerne, og belægningerne vil blive renoveret i nødvendigt omfang.

 

Nybyggeri (Fritidshjemmet Blommen) Der bygges en ny pavillon i lette materialer (svarende til det eksisterende fritidshjem) på 120 m2 til fritidshjemmet "Blommen". Pavillonen indrettes med 3 grupperum, lektiecafe, køkken/alrum og personale- rengørings- og toiletfaciliteter.

 

De samlede udgifter til indretning af 10. klassemiljø og pavilloner m.m. er således opgjort til i alt 22,7 mio. kr. eksklusive udgifter til vedligeholdelse/istandsættelse af pavillonerne. Udgifterne indgår som en del af udbygningsoversigten for 2004–07, der blev godkendt i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 8. oktober 2003.

 

Der er inden for udbygningsoversigten 2004-07 (Børneplanen) afsat anlægsmidler til etablering af 10. klassemiljøet samt forbedring af forholdene for PPR-Sydvest, Heldagsskolen og indretning af faglokalefunktioner mv. til Kirsebærhavens Skole i de gamle pavilloner.

 

Tidsplan

Under forudsætning af at den foreliggende anlægsbevilling godkendes vil nybyggeriet og istandsættelsen af de eksisterende pavilloner blive sat i gang inden udgangen af 2005.

 

Tidsplanen og rækkefølge er drøftet nøje med skolens brugere således, at man i fællesskab har fundet den rækkefølge, d er generer undervisning og andre aktiviteter mindst og skaber færrest interne flytninger. Der opsættes midlertidigt en 120 m2 undervisningspavillon i perioden frem til ultimo 2006.

 

Byggeperioden, der også omfatter en driftsfinansieret isolering og istandsættelse af klimaskærmen, dvs. tag og facader er planlagt over flere år både ud fra en pladsmæssig betragtning og  de økonomiske muligheder.

 

 

Økonomi

De samlede udgifter beløber sig til 11,1 mio. kr. Udgiften fordeler sig med 1,5 mio. kr. i 2005, og 7,5 mio. kr. i 2006 og 2,1 mio. kr. i 2007.

 

Der vil blive anvist dækning for udgifterne på 1,5 mio. kr. i 2005 på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2005 konto 3.01.3 rådighedsbeløb til folkeskoler. Der vil blive anvist dækning for udgiften i 2006 og 2007 på i alt 9,6 mio. kr. inden for rammerne af udvalgets samlede anlægsbudget i 2006 og 2007. 

 

Ændringerne er indarbejdet i Udbygningsoversigt 2004-2007: Revision 2005, der forelægges for udvalget på dette møde.

 

 

Miljøvurdering

Denne indstilling er omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste for indstillinger, der skal miljøvurderes.

 

Miljøvurderingen tager udgangspunkt i Københavns Kommunes miljømæssige retningslinier for bygge- og anlægsarbejder indeholdt i pjecen "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri". Heri beskrives en række minimumskrav, anbefalinger og visioner på miljøområdet. Desuden følges beskrivelserne i "positivlisten til miljøvurdering i indstillinger".

 

Byggearbejderne omfatter ombygning af eksisterende skole samt opførelse af ca. 120 m2 let pavillon til brug for det eksisterende fritidshjem "Blommen". Genbrug og bedre udnyttelse af eksisterende bygninger medfører både energi- og materialebesparelser, idet der i forhold til nybyggeri vil være mindre byggeaffald. Disse parametre vurderes at give en positiv effekt i forhold til miljøpåvirkningen.

 

En anden væsentlig miljømæssig konsekvens vedrørende byggeriet på Kirsebærhavens Skole knytter sig til energiforbruget ved den fremtidige drift af bygningerne. Ved om- og tilbygningerne vil der specielt blive lagt vægt på, at energi- og ressourceforbruget ved bygningsanlæggets drift minimeres. De eksisterende pavilloner, der er opført i 1947, er uden egentlig varmeisolering, og energiforbruget til opvarmning vil derfor falde markant. Det vil give en positiv effekt i forhold til de eksisterende energimæssige forhold.

 

Det forventes ikke, at man ved de bygningsmæssige arbejder vil støde på forurenet  jord i større omfang.  

 

Opfyldelse af minimumskrav i "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri": Inden for de berørte byggearbejder i projektet for Kirsebærhavens Skole skal Københavns Kommunes minimumskrav til miljørigtig projektering, vand, varme, el affald, og materialer som udgangspunkt være opfyldt. Minimumskravene forventes opfyldt.

 

Realisering af anbefalinger: Anbefalingerne søges desuden opfyldt på følgende områder:

For at reducere varmeforbruget i driftsperioden isoleres klimaskærmen således, at varmetabet reduceres med mere end 50%.

 

Realisering af visioner: Ingen af visionerne i Miljøorienteret byfornyelse og byggeri forventes afprøvet i dette byggeprojekt. 

 

 

Høring

Fritidshjemmet "Blommen" og skolebestyrelsen ved Kirsebærhavens Skole har haft projektet i høring. Høringssvarene udtrykker tilfredshed med projektet. Der opsættes midlertidigt en 120 m2 undervisningspavillon frem til ultimo 2006 som ønsket af skolen til aflastning i ombygningsperioden.

 

 

 

BILAG VEDLAGT

  • Bilag 1:  Referenceark Kirsebærhavens Skole
  • Bilag 2   Situationsplan
  • Bilag 3:  Nybyggeri 
  • Bilag 4:  Bygning 18 - 10. klasse
  • Bilag 5: Høringssvar fra Fritidshjemmet "Blommen" og skolebestyrelsen ved Kirsebærhavens Skole

 

 

 

 

                                Peter Rasmussen

                                                                         Knud Langberg

 

Til top