Mødedato: 01.11.2018, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Københavns Kommunes kontrolindsats

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen og berørte udvalg orienteres om Københavns Kommunes kontrolindsats for 2017.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at orienteringen om Københavns Kommunes kontrolindsats for 2017 tages til efterretning,
  2. at det godkendes, at fællesindstillingen om Københavns Kommunes Kontrolindsats fremover vil bestå af en kort illustrativ afrapportering, herunder en komparativ analyse i forhold til tidligere års kontrolindsats.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets, Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets, Socialudvalgets og Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.

(Børne- og Ungdomsudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Socialudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget)

Problemstilling

Kommunens borgerrettede kontrolindsats skal sikre, at sociale ydelser udbetales på korrekt grundlag: Alle borgere skal modtage netop de ydelser, som de er berettiget til – hverken mere eller mindre.

Kontrolindsatsen skal medvirke til, at fejludbetalinger minimeres, og at ydelser, der er udbetalt uberettiget, returneres til Københavns Kommune.

Når borgerne i Københavns Kommune udelukkende får adgang til de ydelser, som de er berettiget til, så har det en positiv indvirkning på både kommunens økonomi samt på den generelle tillid til velfærdssystemet. Kommunens kontrolindsats, der varetages i samarbejde mellem, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen, er med til at sikre dette.

De nævnte forvaltninger har fra 2014-2016 systematisk arbejdet sammen om en styrkelse af kontrolområdet i projektet ”Styrkelse og analyse af den borgerrettede kontrolindsats”. Ved projektets afslutning blev det besluttet, at Borgerrepræsentationen én gang om året med start fra 2016 skulle orienteres om kommunens kontrolindsats.

Løsning

Københavns Kommunes kontrolindsats tager overordnet set udgangspunkt i den fælles strategi "Et fælles grundlag for den borgerrettede kontrolindsats: Københavns Kommunes strategi mod fejludbetalinger og social snyd" (bilag 1), som Borgerrepræsentationen vedtog den 18. juni 2014. Rammerne for kommunens kontrolindsats fremgår yderligere af notatet "Orientering af Borgerrepræsentationen: Hvordan københavnske forvaltninger i deres borgerrettede kontrolindsatser sikrer klare rammer for hensynet til borgernes privatliv" (bilag 2).

Nøgletallene for kontrolindsatsen i Københavns Kommune i 2017 fremgår af bilag 3. Udvalgte processer og sagsforløb i denne kontrolindsats fremgår af bilag 4.

Børne- og Ungdomsforvaltningen har i 2017 har fokus på endelig implementering af de ændrede lovregler om fripladstilskud, der blev indført 1. januar 2016. Reglerne medfører, at alle familier med økonomisk friplads, hver måned automatisk får genberegnet deres friplads ud fra deres faktiske A-indkomst, og at der også laves en samlet årlig efterregulering. Månedlig genberegning og årsreguleringen kan medføre større, mindre eller et uændret tilskud for den pågældende periode. I 2017 har forvaltningen lavet en efterregulering af familiernes friplads i 2016 på baggrund af skats årsopgørelser.

Det er Børne- og Ungdomsforvaltningens vurdering, at både loven og selve implementeringen har været vellykket, både set med forvaltningens øjne og ud fra en fripladsmodtagers vinkel.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen laver en omfattende kontrol både ved bevilling af forsørgelsesydelser (kontanthjælp, sygedagpenge, lønrefusion mv.), og i den løbende vurdering af fortsat berettigelse, når der er ændringer i borgers økonomiske og personlige forhold. Der foregår løbende drøftelser af, om antallet af tilbagebetalingskrav kan nedbringes ved ændringer i sagsbehandlingen i forvaltningen. Forvaltningen har opbygget et godt samarbejde med Den Fælles Dataenhed i Udbetaling Danmark for at arbejde med at udvikle kontrolindsatsen yderligere.

Socialforvaltningens hovedformål med kontrolindsatsen er at sikre, at bevilling af ydelser efter serviceloven, aktivloven og førtidspensionsloven sker på et lovligt grundlag, og at sagsbehandlingen lever op til forvaltningens kvalitetskrav og de forvaltningsretlige regler. Ved ansøgning om enkeltydelser er der kun i meget begrænset omfang mulighed for snyd eller fejludbetalinger, hvis sagsbehandlingen er korrekt. Derfor bliver det ikke relevant at rejse tilbagebetalingskrav over for borgerne.

Sagsbehandlingen er forankret i Socialforvaltningens myndighedscentre og mange af ydelserne er enkeltstående ydelser eller ydelser, som revurderes løbende. Derfor ligger det vigtigste kontrolelement i at sikre korrekt sagsbehandling (kontroltrin 1 og 2).

Kultur- og Fritidsforvaltningen, Kontrolenheden varetager den opfølgende kontrol i Københavns Kommune i forhold til borgernes bopælsregistrering. Når Kultur- og Fritidsforvaltningen sikrer, at kommunens borgere er korrekt bopælsregistreret, er effekterne for Københavns Kommune hovedsageligt placeret i kommunens øvrige forvaltninger, idet Kultur- og Fritidsforvaltningen kun i begrænset omfang udbetaler ydelser og giver tilskud.

2017 har igen været præget af et tæt samarbejde med Den Fælles Dataenhed, der gennem deres registersamkøringer understøtter kommunernes kontrolindsats. Derudover har der været fokus på at øge kvaliteten yderligere ved at styrke samarbejdet med fx Kommunernes Landsforening, Udbetaling Danmark og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, og ligeledes ved at teste nye digitale løsninger.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser ved orienteringen om kontrolindsatsen.

Videre proces

Indstillingen behandles i Kultur- og Fritidsudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget, hvorefter sagen forelægges Økonomiudvalget samt Borgerrepræsentationen.

Såfremt indstillingen godkendes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen stå i spidsen for udarbejdelsen af fællesindstillingen for 2018. Denne forventes at blive forelagt for relevante udvalg i første halvdel af 2019.

 

For KFF Mette Touborg

For BUF Tobias Børner Stax

For BIF Michael Baunsgaard Schreiber

For SOF Nina Eg Hansen

Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Socialforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Socialudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler:

  1. at orienteringen om Københavns Kommunes kontrolindsats for 2017 tages til efterretning,

  2. at fællesindstillingen om Københavns Kommunes Kontrolindsats fremover vil bestå af en kort illustrativ afrapportering, herunder en komparativ analyse i forhold til tidligere års kontrolindsats.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. august 2018

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 29. august 2018

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 24. september 2018

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 3. oktober 2018

Indstillingen blev godkendt under behandlingen af dagsordenens punkt 1.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets, Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets, Socialudvalgets og Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. oktober 2018

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 1. november 2018

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top