Medlemsforslag om restaurant i Rådhuskælderen
Medlemsforslag om restaurant i Rådhuskælderen
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 1. november 2001
BR 415/01
Medlemsforslag om restaurant i Rådhuskælderen
Medlemsforslag om Rådhuskælderen
(Stillet af Preben Bille Brahe (V), Helle Sjelle (C) og Lars Rimfalk Jensen (B)):
Det foreslås at der indrettes restaurant i Rådhuskælderen.
INDSTILLING
Forslag til beslutning til Borgerrepræsentationens møde den 1. november 2001
stillet af Preben Bille Brahe (V), Helle Sjelle (C) og Lars Rimfalk Jensen (B):
Det foreslås at der indrettes restaurant i Rådhuskælderen.
Motivering:
Københavns Rådhus er et smukt hus med en unik atmosfære. Forslagsstillerne ønsker at åbne huset for borgerne ved at åbne rådhuskælderen.
En restaurant i Rådhuskælderen vil give borgerne mulighed for at nyde et måltid som det er tiltænkt fra arkitekten, Martin Nyrup's side.
Det vil være en gevinst for kommunen, at borgere og erhvervsliv, - og at alle andre, kan bruge rådhuset til repræsentative formål på en ukompliceret måde. Det vil være en mulighed som i dag savnes af partier, forvaltninger, foreninger, borgere og erhvervsliv.
For at have en bred appel ønsker forslagsstillerne, en restaurant med god mad til rimelige priser. Det skal ikke være en elitær rådhuskælder. Dog skal niveauet ikke være så lavt, at det ikke kan bruges til repræsentative formål.
Kælderen skal stadig bruges som rådhusets kantine. Det skal ske ved at der i udbudsbestemmelserne indgår en frokostordning. Frokostordningen skal sørge for, at der er reserverede pladser til de ansatte, at der er mad til kantinepriser, samt mulighed for medarbejderne til at medbringe egen mad.
Det er vigtigt at understrege, at kantinedriften ikke overlades til markedskræfternes frie spil. Der lægges derimod op til et snævert offentligt privat samarbejde, der kan tilføre Rådhuset mere værdi i form af services, som ikke er mulige under den kommunale ordning. Restauranten skal stadig være en del af Rådhusets virksomhedskultur, også selv om de ansatte i
restauranten ikke har et kommunalt ansættelsesforhold. Forslaget er således helt i overensstemmelse med erhvervsminister Ole Stavads (S) opfordring til kommunerne om i større udstrækning at gøre mere brug af offentligt-privat samarbejde.
Forslagsstillerne føler sig sikre på, at forslaget vil blive vel modtaget af borgerne. Den store tilstrømning til Rådhuset under kulturnatten viser, at der er en interesse blandt borgerne. Måske af samme årsag findes i mange andre byer en Rådhuskælder. Det gælder f.eks. Malmø og Berlin.