Mødedato: 01.09.2022, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Udgifter relateret til COVID-19 og Ukraine

Se alle bilag

COVID-19 og flygtningesituationen i Ukraine medfører en række merudgifter for Københavns Kommune. Forvaltningerne har i forbindelse med regnskabsprognosen pr. 30. juni 2022 opgjort de faktiske og forventede merudgifter til disse to områder i 2022. Udgifterne kan afholdes uden for den gældende serviceramme for kommunerne. Forventningerne for begge områder er forbundet med betydelig usikkerhed og afhænger f.eks. af, hvordan smitten og anbefalingerne til smittebegrænsende tiltag samt antallet af fordrevne udvikler sig.

Der forventes samlet set udgifter for 473,0 mio. kr. på service, heraf udmøntes der med denne sag 246,2 mio. kr. svarende til de faktiske merudgifter i 1. halvår 2022. Derudover afsættes der med denne sag rådighedsbeløb og anlægsbevilling for samlet 13,8 mio. kr. til midlertidig indkvartering af ukrainere.

De afholdte udgifter i 1. halvår finansieres af 83,6 mio. kr., som Københavns Kommune modtager som kompensation til hhv. COVID-19 og Ukraine i Økonomiaftalen, reservation til COVID-19 fra Overførselssagen, samt overskydende kompensation for ændret pris- og lønskøn. Efter håndteringen i denne sag udestår der samlet finansiering for 190,5 mio. kr. for 2. halvår, heraf 167,7 mio. kr. vedr. Ukraine og 22,8 mio. kr. vedr. COVID-19. På den baggrund er der i budgetforslaget til 2023 indarbejdet en pulje på 190,5 mio. kr. til finansiering af merudgifterne.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at det godkendes, at kommunens afholdte udgifter på service, pr. 30. juni 2022 på 208,0 mio. kr. relateret til COVID-19, dækkes af henholdsvis kompensation fra staten på 69,6 mio. kr., reduktion i modregning af parkeringsindtægter i 2023 (betalingsparkering) på 14,9 mio. kr. samt træk på reservation fra overførselssagen 2021-2022 på 123,5 mio. kr., jf. tabel 3,
  2. at det godkendes, at kommunens afholdte merudgifter på service, pr. 30. juni 2022 på 38,2 mio. kr. relateret til flygtningesituationen i Ukraine, dækkes af henholdsvis kompensation fra staten på 14,0 mio. kr. samt overskydende kompensation for ændret pris- og lønniveau på 24,2 mio. kr., jf. tabel 3,
  3. at det godkendes, at der gives en anlægsbevilling på 11,4 mio. kr. til udsættelse af byggeriet af skolen i De Gamles By med et år, til Økonomiudvalget, finansieret af overskydende kompensation for ændret pris- og lønniveau,
  4. at det godkendes, at der gives en anlægsbevilling på 2,4 mio. kr. til færdiggørelse af fællesrum og udeareal i pavillonboliger på Amager Strandvej 3, til Byggeri København under Økonomiudvalget, finansieret af overskydende kompensation for ændret pris- og lønniveau.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

COVID-19 og flygtningesituationen i Ukraine medfører en række merudgifter for Københavns Kommune. For COVID-19 er udgifterne en konsekvens af sundhedsmyndighedernes anbefalinger og opretholdelse af driften, og situationen i Ukraine medfører merudgifter som følge af, at kommunen skal tilvejebringe indkvartering samt yde kommunal service til fordrevne ukrainere. Udgifterne afholdes udenfor servicerammen.

Løsning

Udgifter som følge af COVID-19 og flygtningesituationen i Ukraine frem til 30. juni 2022 håndteres bevillingsmæssigt i nærværende indstilling.

COVID-19
Regeringen og KL har indgået aftale om, at ekstraordinære kommunale udgifter til COVID-19 relaterede tiltag ikke fortrænger øvrige udgifter til borgernær velfærd.

Københavns Kommune har pr. 30. juni 2022 merudgifter på service for i alt 237,2 mio. kr., som delvist modsvares af mindreudgifter på 29,2 mio. kr., hvormed der er et finansieringsbehov på 208,0 mio. kr. En stor del af merudgifterne vedrører merarbejde, vikarer mv., test samt behov for ekstra rengøring, jf. tabel 1. Udgifterne er uddybet i bilag 1.

Tabel 1. Udgifter på service relateret til COVID-19 fordelt på områder og bruttoficeret (mio. kr.)

Område

Faktisk forbrug 1. halvår

Forventet forbrug 2. halvår

I alt

Merudgifter

 

 

 

Boliger, lokaler mv.

1,3

0,0

1,3

Isolationsboliger

16,1

0,0

16,1

Kompensation af private og selvejende tilbud og leverandører

2,8

0,7

3,4

Lokaleudlejning mv. (tabte indtægter)

9,1

7,8

16,9

Merarbejde, vikarer mv.

75,0

7,1

82,1

Parkeringsområdet (tabte indtægter)*

14,9

0,0

14,9

Rengøring

35,4

8,7

44,1

Smitteopsporing

0,7

0,0

0,7

Test

40,1

6,2

46,3

Værnemidler

2,7

2,8

5,5

Øvrige merudgifter, herunder aflastende foranstaltninger

39,0

16,0

55,0

Merudgifter i alt

237,2

49,3

286,5

Mindreudgifter

 

 

 

Refusion vedr. værnemidler

-24,3

0,0

-24,3

Øvrige mindreudgifter vedr. arrangementer

-4,9

0,0

-4,9

Mindreudgifter i alt

-29,2

0,0

-29,2

Service i alt

208,0

49,3

257,3

 

*Mindreindtægterne vedrører betalingsparkering, hvilket medfører en tilsvarende lavere modregning i 2023.

For hele 2022 forventes der udgifter relateret til COVID-19 for 257,3 mio. kr. Dermed er der, udover de faktisk afholdte udgifter, forventede udgifter for 2. halvår på 49,3 mio. kr. Det er særligt Sundheds- og Omsorgsudvalget, Socialudvalget samt Børne- og Ungdomsudvalget der har merudgifter, primært på områderne vedrørende merarbejde, vikarer mv., rengøring samt test. I 2. halvår forventes fortsat merudgifter vedr. lokaleudlejning mv. under Kultur- og Fritidsudvalget, dette vedrører primært mindreindtægter fra mellemkommunal afregning vedrørende aktiviteter i 2021, hvor afregningen først finder sted i 2022.

Af bilag 1 fremgår en samlet opgørelse af de faktiske og forventede mer- og mindreudgifter som følge af COVID-19.

Serviceudgifter vedr. Ukraine
Kommunerne løfter en ekstraordinær indsats i forhold til at modtage og håndtere fordrevne fra Ukraine. Regeringen har tilkendegivet, at den er indstillet på at sikre, at kommunerne under ét får dækket nettomerudgifter, der vedrører fordrevne fra Ukraine. Det bemærkes, at der i forbindelse med 2020 og 2021 vedr. COVID-19 ikke blev afsat yderligere kompensation til kommunerne efter økonomiaftalen.

Københavns Kommune har pr. 30. juni 2022 udgifter på service for i alt 49,3 mio. kr. Størstedelen af merudgifterne vedrører indkvartering, jf. tabel 2. Det bemærkes, at udgifterne på service i 2022 til indkvartering ikke påvirkes af anlægsbevillingerne til De Gamles By og Amager Strandvej 3, da disse først forventes at kunne tages i anvendelse i 2023. Udgifterne er uddybet i bilag 2.

Tabel 2. Udgifter på service relateret til flygtningesituationen i Ukraine fordelt på områder (mio. kr.)

Område

Faktisk forbrug 1. halvår

Forventet forbrug 2. halvår

I alt

Administration - Borgerservice

0,2

0,6

0,8

Administration - Øvrige

1,9

11,9

13,8

Bolig - Indkvartering og forplejning ind til opholdstilladelse (kommunalt og privat)

0,1

1,1

1,2

Bolig - Øvrige

41,9

123,1

165,0

Dagtilbud - Modtagertilbud (pendant til modtagerklasser, fx særskilte grupper)

0,6

7,0

7,6

Dagtilbud - Øvrige

0,0

0,1

0,1

Skole - Modtagerklasser

2,5

19,9

22,4

Skole - Udgifter til integrerede elever

0,3

0,8

1,1

Skole - Øvrige

0,2

1,0

1,2

Specialiserede børn og unge

1,0

-0,5

0,5

Specialiserede voksen

0,1

0,0

0,1

Sundhed

0,4

0,7

1,1

Øvrige

0,2

0,6

0,8

I alt

49,3

166,4

215,7

Heraf allerede finansieret (BR 7/4 og 5/5)*

11,1

-1,2

9,8

Finansieringsbehov i alt

38,2

167,7

205,9

 

* Der er afsat midler til indkvartering og øget indtægtskrav vedr. husleje i Københavns Ejendomme og Indkøb.

For hele 2022 forventes der udgifter relateret til Ukraine for 215,7 mio. kr. Dermed er der, udover de faktisk afholdte udgifter, forventede udgifter for 2. halvår på 166,4 mio. kr. Det er særligt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget samt Børne- og Ungdomsudvalget der har merudgifter, primært vedrørende indkvartering samt modtagerklasser. Af bilag 2 fremgår en samlet opgørelse af de faktiske og forventede mer- og mindreudgifter som følge af Ukraine.

Håndtering af serviceudgifter relateret til COVID-19 og Ukraine
Der er faktiske udgifter i 1. halvår på 257,2 mio. kr., hvoraf der tidligere er udmøntet 11,1 mio. kr. til Ukraine. Dermed udestår der håndtering af 246,2 mio. kr. til hhv. COVID-19 (208,0 mio. kr.) samt Ukraine (38,2 mio. kr.), hvilket indstilles finansieret jf. tabel 3.

Tabel 3. Håndtering af udgifter frem til 30. juni 2022 (mio. kr.)

1. halvår

2. halvår

I alt

Udgifter til COVID-19

208,0

49,3

257,3

Finansiering fra statslig kompensation vedr. COVID-19

-69,6

 

-69,5

Reservation vedr. COVID-19 på 150 mio. kr. afsat i overførselssagen

-123,5

-26,5

-150,0

Lavere modregning af parkeringsindtægter i 2023

-14,9

 

-14,9

Finansieringsbehov vedr. COVID-19

0,0

22,8

22,8

Udgifter til fordrevne ukrainere

49,3

166,4

215,7

Budget tildelt af Borgerrepræsentationen hhv. 7/4 og 5/5

-11,1

1,2

-9,8

Udestående finansieringsbehov vedr. Ukraine

38,2

167,7

205,9

Finansiering fra statslig kompensation vedr. fordrevne ukrainere

-14,0

 

-14,0

Finansiering fra overskydende kompensation for ændret pris- og lønskøn

-24,2

 

-24,2

Finansieringsbehov vedr. ukrainere

0,0

167,7

167,7

Samlet resterende finansieringsbehov

0,0

190,5

190,5

 

I 2. halvår forventes der udgifter til COVID-19 på 49,3 mio. kr. Efter håndteringen i denne sag resterer der 26,5 mio. kr. i reservation til COVID-19, hvormed der resterer et finansieringsbehov på 22,8 mio. kr.

Der er forventede udgifter vedr. Ukraine i 2. halvår på 166,4 mio. kr. Der er tidligere udmøntet -1,2 mio. kr. i indtægtskrav vedr. husleje, hvormed der udestår finansiering for samlet 167,7 mio. kr.

Dermed udestår der samlet finansiering for 190,5 mio. kr. for 2. halvår til hhv. COVID-19 og Ukraine. I budgetforslaget til 2023 er der indarbejdet en pulje på finansposterne på 190,5 mio. kr. til finansiering af merudgifter vedr. COVID-19 og fordrevne ukrainere i 2. halvår, således at puljen samlet set udgør 217,0 mio. kr., inkl. den nuværende reservation til COVID-19 på 26,5 mio. kr., der kan anvendes i 2022. Forvaltningernes udgifter til COVID-19 og fordrevne ukrainere i 2. halvår håndteres herefter i forbindelse med forventet regnskab pr. oktober.

Anlægsudgifter til midlertidig indkvartering af ukrainere
Udsættelse af skolebyggeri i De Gamles By
I juni 2022 blev Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Økonomiudvalget orienteret om, at der i de tre kommunale bygninger på Sjællandsgade 38-40 i De Gamles By indrettes plads til midlertidig indkvartering af ukrainske fordrevne. Dette gav yderligere indkvarteringskapacitet frem til årsskiftet 2022/2023. Der var forventet plads til ca. 400 ukrainere, men der skønnes på nuværende tidspunkt plads til flere ukrainere alt afhængig af de kommende beboeres familiesammensætning.

Bygningerne er oprindeligt opført som plejehjem, og er sidenhen ombygget til kontorbygninger. Bygningerne står til nedrivning i januar 2023, for at give plads til en ny skole. Den nye skole blev besluttet for at dække behovet for udbygning af skolekapaciteten på Nørrebro og kunne samtidigt anvendes til midlertidig genhusning af skolebørn fra Guldberg Skole, mens denne skole renoveres.

Det foreslås nu at anvende bygningerne i De Gamles By til midlertidig indkvartering af fordrevne ukrainere i et år mere, dvs. frem til årsskiftet 2023/2024. Det skyldes dels et behov for plads til de fordrevne ukrainere, og dels at folkeskolerne på Nørrebro i øjeblikket har en nedgang i elev-grundlaget og søgningen, hvilket gør, at skoleprojektet kan udsættes i et år, uden at der derved kommer til at mangle skolekapacitet.

At udsætte skolebyggeriet i De Gamles By med et år, for at bibeholde indkvarteringskapacitet til fordrevne ukrainere, medfører nye anlægsudgifter på ca. 2,2 mio. kr. til henholdsvis standsning og dernæst genoptagelse af totalrådgivers ydelser, samt risiko for skærpede myndighedskrav og bibeholdelse af byggeweb i perioden. Hertil kommer ca. 9,2 mio. kr. til etablering og leje af faglokalepavilloner til Guldberg Skole, idet udskydelsen af Skolen i De Gamles By betyder, at Guldberg Skole får behov for faglokalepavilloner i forbindelse med renoveringsprojektet.

Tabel 8. Forventede udgifter ved udskydelsen af skolebyggeriet i De Gamles By med et år (mio. kr.)

Aktivitet

Udgifter

Midler til totalrådgiver ifm. standsning og efter et år genoptagelse af ydelser

1,1

Risiko for skærpede myndighedskrav og byggeweb

1,1

Midlertidig faglokalekapacitet i pavilloner

8,6

Leje af pavillonløsning (årlig)

0,6

Anlæg i alt

11,4

 

Midlerne skal anvendes i 2023-2028. Periodiseringen fremgår af bilag 3.

Færdiggørelse af fællesrum og udeareal i pavillonboliger på Amager Strandvej
Pavillonboliger på Amager Strandvej til ukrainske fordrevne forventes ibrugtaget i september. Projektet har skullet håndtere en mere forurenet jord på grunden end forventet, og det betyder, at det kræver yderligere midler i projektet for at kunne færdiggøre en hjørnepavillon, som sikrer passage mellem beboelseslængerne og samtidig kan fungere som indendørs fællesrum (1,9 mio. kr.), samt til færdiggørelse af udeareal (0,2 mio. kr.). Desuden skal der afsættes 0,3 mio. kr. i 2025 bl.a. til frakobling af diverse forsyninger samt genetablering af hegn på grunden.

Tabel 9. Forventede merudgifter til færdiggørelse af fællesrum og udeareal (mio. kr.)

Aktivitet

Udgifter

Isolering af et fællesrum samt afslutning af udeareal

2,1

Frakobling af diverse forsyninger samt genetablering af bl.a. hegn

0,3

Anlæg i alt

2,4

 

Håndtering af anlægsudgifter til midlertidig indkvartering af ukrainere
I alt afsættes der rådighedsbeløb og anlægsbevilling for 13,8 mio. kr. finansieret af overskydende kompensation for ændret pris- og lønniveau i 2022.

Økonomi

Jf. løsningsafsnittet udmøntes der 246,2 mio. kr. på service i 2022 samt 13,8 mio. kr. på anlæg i perioden 2022-2028. Serviceudgifter til hhv. COVID-19 og ukrainske fordrevne kan afholdes udenfor servicerammen.

Det vides endnu ikke om anlægsudgifterne til ukrainske fordrevne holdes uden for kommunernes anlægsrammer. I nærværende indstilling forudsættes det, at anlægsmåltal håndteres uden om kommunernes anlægsramme som en del af økonomiaftalen mellem regeringen og KL. Såfremt der alligevel viser sig behov for at anvise anlægsmåltal, håndteres dette i fjerde anlægsoversigt inden for Økonomiudvalgets samlede anlægsramme.

De bevillingsmæssige ændringer i sagen fremgår af bilag 3.

Videre proces

Forvaltningerne fortsætter med månedsvist at følge op på det faktiske forbrug relateret til Ukraine, og Økonomiudvalget forelægges status i den månedlige afrapportering af risikoområder. Økonomiudvalget vil derudover blive forelagt fornyet status på det forventede forbrug for hele året for både COVID-19 og Ukraine i forbindelse med oktoberprognosen.

For så vidt angår udgifterne relateret til Ukraine er Regeringen og KL enige om senere på året at følge op på økonomien i 2022, når der er større klarhed over situationen.

 

Søren Hartmann Hede                  / Mads Grønvall

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at det godkendes, at kommunens afholdte udgifter på service, pr. 30. juni 2022 på 208,0 mio. kr. relateret til COVID-19, dækkes af henholdsvis kompensation fra staten på 69,6 mio. kr., reduktion i modregning af parkeringsindtægter i 2023 (betalingsparkering) på 14,9 mio. kr. samt træk på reservation fra overførselssagen 2021-2022 på 123,5 mio. kr., jf. tabel 3,
  2. at det godkendes, at kommunens afholdte merudgifter på service, pr. 30. juni 2022 på 38,2 mio. kr. relateret til flygtningesituationen i Ukraine, dækkes af henholdsvis kompensation fra staten på 14,0 mio. kr. samt overskydende kompensation for ændret pris- og lønniveau på 24,2 mio. kr., jf. tabel 3,
  3. at det godkendes, at der gives en anlægsbevilling på 11,4 mio. kr. til udsættelse af byggeriet af skolen i De Gamles By med et år, til Økonomiudvalget, finansieret af overskydende kompensation for ændret pris- og lønniveau,
  4. at det godkendes, at der gives en anlægsbevilling på 2,4 mio. kr. til færdiggørelse af fællesrum og udeareal i pavillonboliger på Amager Strandvej 3, til Byggeri København under Økonomiudvalget, finansieret af overskydende kompensation for ændret pris- og lønniveau.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 24. august 2022

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 1. september 2022

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top