Medlemsforslag om tilslutning til Homeless Bill of Rights
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Københavns Kommune tilslutter sig ”Homeless Bill of Rights”.
(Stillet af Enhedslisten, Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Alternativet og Dansk Folkeparti)
Motivering
Københavns Kommune har et mål om, at borgere ikke længere skal opleve ufrivillig hjemløshed. At være ufrivillig hjemløs indebærer et liv på kanten af samfundet i social udsathed. Det er vigtigt, at vores udsatte og hjemløse borgere får de bedste rammer som muligt.
I forlængelse af den eksisterende Plan for bekæmpelse af hjemløshed, vil tilslutningen til Homeless Bill of Rights, styrke og fremme den igangværende indsats for at skabe en positiv forskel for ufrivillige hjemløse borgere i Københavns Kommune.
Ved at tilslutte sig Homeless Bill of Rights, vil Københavns Kommune være i fælles front med en lang række af europæiske storbyer i kampen mod ufrivillig hjemløshed og støtte op om et bedre liv for alle vores borgere. Derudover vil det være en løftestang til at bekæmpe hjemløshed i København og skabe nye muligheder for tværeuropæisk samarbejde samt udveksle viden og erfaringer.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 1. juni 2023
Medlemsforslaget blev vedtaget med 44 stemmer mod 0. 8 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, A, B, F, V, Å, I og O.
Imod stemte: -.
Undlod at stemme: C.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning, som Venstre tilsluttede sig:
”Partierne tilslutter sig hensigterne bag Homeless Bill of Rights, men vi mener også, at Københavns kommune skal overholde tiggerloven og lejr/zoneloven fra 2017.”