Principbeslutning om ekspropriation til Valby Skybrudstunnel, Valby
Borgerrepræsentationen skal tage principiel stilling til ekspropriation til etablering og drift af Valby Skybrudstunnel. Borgerrepræsentationen vedtog den 25. august 2011 Københavns Kommunes klimatilpasningsplan. På baggrund af klimatilpasningsplanen vedtog Borgerrepræsentationen den 13. december 2012 en skybrudsplan. HOFOR A/S skal i den forbindelse etablere tre skybrudstunneller til at håndtere regnvand. HOFOR A/S har den 16. februar 2023 anmodet om, at Københavns Kommune fremmer ekspropriationsprocessen i henhold til miljøbeskyttelsesloven med henblik på etablering og sikring af den anden af de tre tunneller, Valby Skybrudstunnel.
Indstilling
Indstilling om,
- at principiel beslutning om ekspropriation til etablering og drift af Valby Skybrudstunnel godkendes,
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende de endelige beslutninger om midlertidig og permanent ekspropriation til Valby Skybrudstunnel.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
For at Teknik- og Miljøforvaltningen kan komme videre i processen med etablering og sikring af anlæg ifm. den anden af de tre skybrudstunneller, der udgør rygraden i skybrudsplanen, har forvaltningen behov for principiel beslutning om ekspropriation og at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende de endelige beslutninger om ekspropriation til Valby skybrudstunnel. Denne proces var også praksis ifm. Kalvebod Brygge Skybrudstunnel (Principbeslutning om ekspropriation til Kalvebod Brygge Skybrudstunnel, Vesterbro/Kgs. Enghave (Borgerrepræsentationen den 14. maj 2020)) og vil være det ifm. Svanemøllen Skybrudstunnel (forventeligt Teknik- og Miljøudvalget efterår 2023).
Løsning
For at sikre at det er muligt at anlægge og drive Valby Skybrudstunnel er det nødvendigt, at HOFOR A/S kan opnå rettigheder til arealerne over og omkring tunnelen samt ved skaktene. Dette kan gøres ved frivillige aftaler, aftaler på ekspropriationslignende vilkår eller ekspropriation i henhold til miljøbeskyttelsesloven.
Ved frivillige aftaler skal HOFOR A/S og grundejer indgå en konkret aftale om sikring af anlægget, hvilket ikke kræver politisk stillingtagen. Grundejer vil ved denne ordning blive beskattet af en eventuel kompensation, og sikringsrettigheden vil ikke stå øverst i prioriteringslisten på ejendommen.
Ved aftaler på ekspropriationslignende vilkår skal der foreligge en politisk beslutning om, at kommunen agter at begrænse grundejers rettidigheder. Det er dog kun HOFOR A/S og grundejer, der skal blive enige om vilkår. I dette tilfælde vil grundejer ikke blive beskattet af en eventuel kompensation. Sikringsrettigheden vil ikke stå øverst i prioritetslisten på ejendommen.
Ved ekspropriation skal der foreligge en politisk beslutning om, at kommunen vil begrænse grundejers rettigheder. Her vil vilkår og kompensationsstørrelse ikke være til forhandling men ske på baggrund af ekspropriationsmyndighedens (Københavns Kommunes) oplæg. Grundejer er til gengæld sikret en række muligheder for at få prøvet vilkår og erstatningsstørrelse i Miljø- og Fødevareklagenævnet og/eller Taksationskommissionen for Hovedstadsområdet. Sikringsrettighederne sættes øverst i prioritetsrækkefølgen for ejendommen.
HOFOR A/S har anmodet om, at Københavns Kommune muliggør ekspropriation (bilag 2).
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at etablering af skybrudstunnellen er til sikring af almenvellet, hvorfor Københavns Kommune kan foretage ekspropriation i henhold til miljøbeskyttelsesloven.
Etablering og drift af Valby Skybrudstunnel vil berøre omkring 33 privat eller offentligt ejede matrikler (bilag 3). Ved ekspropriation fremfor individuelle aftaler sikres et ensartet beslutningsgrundlag for alle, hvorfor Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at det er mest hensigtsmæssigt at gennemføre ekspropriation til sikring af anlægget. Der er dog opsættende virkning på en evt. klage, hvorfor der er en iboende processuel risiko ved ekspropriation, som HOFOR A/S er fuldt bekendt med.
På baggrund af erfaring fra tilsvarende projekter (f.eks. metroen) er det Teknik- og Miljøforvaltningens forventning, at begrænsningen af de berørte grundejeres rettigheder vil være minimal på grund af skybrudstunnellens placering ca. 15 til 20 m under terræn (bilag 4). Der vil dog for fire matrikler skulle ske arealafgivelse, da skaktene skal placeres her.
Udover at berøre private matrikler er der ni kommunalt ejede matrikler, hvor der skal indgås tekniske eller særskilte overdragelsesaftaler, da kommunen ikke kan ekspropriere til sig selv. De tekniske overdragelsesaftaler referer til de steder, hvor det berører vejmatrikler, da disse ikke er udmatrikulerede. De særskilte overdragelsesaftaler, der altså så at sige sker internt i Københavns Kommune da kommunen er grundejer, sikrer at arealerne stilles til rådighed og der er de rette juridiske rammer herfor.
For at forenkle beslutningsprocessen, anbefales det at beslutningskompetencen for selve ekspropriationen delegeres af Borgerrepræsentationen til Teknik- og Miljøudvalget.
Politisk handlerum
Det kan besluttes, at
- HOFOR A/S bør indgå frivillige aftaler. Det kan medføre at anlæggelse af skybrudstunnelen forsinkes, hvis ikke der kan indgås aftaler. Skybrudstunnelen vil ikke være sikret, hvis der sker byudvikling i området, og derfor må vige for byggeriet, hvilket vil betyde store økonomiske omkostninger for HOFOR A/S og dermed brugerne. Endelig vil det betyde, at den enkelte borger ikke har mulighed for at klage over indholdet af aftalen.
- Borgerrepræsentationen fortsat skal godkende selve ekspropriationsbeslutningerne og at Teknik- og Miljøudvalget, ikke skal have delegeret kompetencen i sagen. Dette vil betyde en forlængelse af beslutningsprocessen og dermed en mindre risiko for, at HOFOR A/S ikke kan få overdraget arealerne til anlægget.
Økonomi
Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Det er HOFOR A/S, der skal udbetale kompensation ved begrænsning af rettigheder, men det er Teknik- og Miljøforvaltningen som skal lægge ud for kompensationen.
I henhold til bevillingsreglerne er der dog behov for at tilpasse Teknik- og Miljøudvalgets indtægts- og udgiftsbudget i de konkrete år, hvor indbetalinger og udbetalinger skal finde sted. Det vurderes primært at omfatte årene 2023 - 2025. Beløbenes størrelse er endnu ikke kendte, da de først kan afklares senere i processen.
Teknik- og Miljøforvaltningens indtægts- og udgiftsbudget vil blive tilpasset til håndtering af de konkrete udbetalinger i kommende sager om bevillingsmæssige ændringer til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Derudover vil der blive behov for at afholde udgifter til tinglysning af de konkrete servitutter. Omfanget heraf er endnu ikke kendt, men forventes at kunne afholdes indenfor forvaltningens ramme i de konkrete budgetår.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen påbegynde processen med ekspropriation til etablering og drift af Valby Skybrudstunnel.
Teknik- og Miljøudvalget forelægges ekspropriationsoplægget til endelig beslutning efter afholdelse af åstedsforretning.
Søren Wille / Lena Kongsbach
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at principiel beslutning om ekspropriation til etablering og drift af Valby Skybrudstunnel godkendes.
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende de endelige beslutninger om midlertidig og permanent ekspropriation til Valby Skybrudstunnel.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. maj 2023
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. maj 2023
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 1. juni 2023
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.