Forslag til lokalplan "Nuuks Plads II", Nørrebro
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at sende forslag til lokalplan ”Nuuks Plads II” i høring. Forslaget muliggør bevaring af det tidligere landsarkivs ældste bygning, samt nyt byggeri på op til 75 m til primært boliger. Der indrettes nyt byrum i forlængelse af metrostationspladsen.
Indstilling
Indstilling om,
- at godkende forslag til lokalplan ”Nuuks Plads II” (bilag 2) med miljørapport (bilag 3) med henblik på offentliggørelse og udsendelse i offentlig høring i otte uger.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Landsarkivets bygninger har siden 2009 stået tomme, og pladsen foran er endnu afspærret som byggeplads, mens metrostationen Nuuks Plads etableres. Ejer af Nuuks Plads 2 ønsker at udnytte den stationsnære plads til at fortætte kvarteret samt skabe nyt byliv på pladsen. Den ældste arkivbygning, som er bevaringsværdig, bevares, mens den noget nyere skiferbeklædte arkivbygning og den 1-etages mellembygning nedrives for at muliggøre den nye bebyggelse. Langs Hiort Lorenzens Gade opføres en 3-etagers længebygning, og herpå tilføjes mod Jagtvej et højhus på 75 m. Længebygningen vil danne rammen om et nyt offentligt byrum, som indrettes i forlængelse af den kommende metrostationsplads. Ønsket om fortætning i form af et højhus kræver en ny lokalplan. Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 29. marts 2016 startredegørelse for lokalplan ”Nuuks Plads II”, hvorefter der har været et længere afklaringsforløb med bygherre, inden lokalplanen endeligt kunne udarbejdes.
Løsning
Nuuks Plads 2 er omfattet af lokalplan nr. 489 ”Nuuks Plads Metrostationsplads”, som muliggør metrostationspladsen ”Nuuks Plads”, som forventes åbnet juli 2019. Nyt plangrundlag skal udover metrostationspladsen muliggøre en ny boligbebyggelse i form af en 3-etages længebygning med et højhus på op til 75 m, som Borgerrepræsentationen med Kommuneplan 2015 gav mulighed for. Længebygningen indrettes med en dagligvarebutik i stueetagen, mens 2. og 3. etage indrettes til ca. 50 almene ungdomsboliger. På taget af længebygningen etableres en taghave med opholdsmulighed for beboerne. Der etableres familieboliger i højhuset fra 4. etage op til 21. etage og en tagterrasse afslutter højhuset.
Projektet forudsætter, at der nedlægges i alt 17 parkeringspladser, 14 på Florsgade og 3 på Hiort Lorenzens Gade. Da der er tale om offentlige parkeringspladser på offentlig vej, vil nedlæggelse ske efter vejlovens regler herom i forbindelse med behandling af projektets byggesagsbehandling. Efter færdiggørelse af metroanlægget genetableres 10 parkeringspladser på Hiort Lorenzens Gade, som siden ultimo 2011 har været midlertidigt nedlagt i forbindelse med anlæg af metrostationen. De seneste parkeringstællinger i efteråret 2017 viser, at parkeringsbelægningen ved den maksimale belastning kl. 22 i Florsgade var 89 % og i Hiort Lorenzens Gade 137 %. Tællingen viser også, at den samlede parkeringsbelægning i kvarteret (mellem Ågade, Jagtvej, Nørrebrogade og Griffenfeldsgade) var 95 %.
Arkivbygningen ved Rantzausgade, tegnet af Martin Nyrop, er i SAVE-registreringen vurderet til bevaringsværdi 2 (bevaringsværdierne er mellem 1-9, hvor 1 er højest). Bygningen åbnes langs facaderne på begge sider med publikumsorienteret serviceerhverv i stueetagen og serviceerhverv på 1. og 2. sal. Projektet er udviklet på baggrund af et parallelopdrag (arkitektkonkurrence med udvalgte rådgivere), som bygherre har afholdt, og projektet er udviklet i dialog med forvaltningen.
Anbefalingerne fra startredegørelsen havde særligt fokus på, at den nye bebyggelse tilpasses til den bevaringsværdige bygning, at højhuset fremstår slankt med høj arkitektonisk kvalitet og adskilt fra længebygningen, at de trafikale forhold løses, og byrum understøtter byliv. Forvaltningen vurderer, lokalplanens bestemmelser understøtter disse anbefalinger, jf. nedenfor.
Byliv
Med en bred sammensætning af boligtyper fra private familieboliger til almene ungdomsboliger skabes en beboersammensætning med forskellige livsformer, der kan bidrage til mangfoldighed i området. Projektets udvidelse af det offentlige byrum ved metrostationen, samt placering af publikumsorienterede funktioner i stueetagerne med udeservering på den centrale plads, vil binde metroområdet sammen med Nørrebroparken og cykelruten Den Grønne Sti samt styrke rammerne for bylivet i området generelt.
Miljø og bynatur
Metrostationspladsen, den centrale plads og taghaven på 4. etage indrettes med træer og buske for bl.a. at sikre læ fra vinde skabt omkring højhuset og for at give pladsen et grønt præg. Der findes i lokalplanområdet fire træer, der lever op til kriterierne for bevaringsværdige træer. Heraf foreslås i lokalplanen de tre træer bevaret. Lokalplanforslaget fastlægger, at der udover de bevaringsværdige træer etableres mindst 91 nye træer i hele lokalplanområdet. Der henvises til bilag 7.
Almene boliger
Lokalplanområdet ligger i Blågård skoledistrikt, hvor den almene boligandel udgør 15 %. Det betyder, at det i henhold til kommuneplanens retningslinjer er et område, hvor den almene boligandel med fordel kan øges. Der stilles derfor krav om 25 % almene boliger i lokalplanen. Bygherre har oplyst forvaltningen, at de ønsker at realisere projektet med almene ungdomsboliger.
Parkering og trafik
I overensstemmelse med Kommuneplan 2015 og Fingerplan 2017 vil højhuset på pladsen være med til at skabe et tæt byområde, der understøtter brugen af kollektiv trafik. I forhold til biltrafik stiller Kommuneplan 2015 krav om 1 parkeringsplads pr.150 m2 etageareal, men kravet kan efter konkret vurdering maksimeres til 1 plads pr.100 m2 etageareal eller minimeres til 1 plads pr. 200 m2 etageareal, såfremt der kan påvises et andet parkeringsbehov. Forvaltningen har på baggrund af ejendommens placering i forhold til kollektiv trafik og vejnet samt projektets karakteristika i forhold til boligstørrelser, bebyggelsesplan, boligtyper og muligheden for dobbeltudnyttelse af parkeringspladser vurderet, at kravet til parkering i lokalplanen skal fastsættes til 1 parkeringsplads pr. 200 m2 etageareal. Kravet svarer til, at der skal etableres 65 parkeringsplader, der placeres i kælderkonstruktion. En uddybning af forvaltningens vurdering fremgår af bilag 5. Kommuneplanen stiller krav om 4 cykelparkeringspladser pr.100 m2 etageareal, hvilket i lokalplanen svarer til ca. 466 parkeringspladser for nybyggeriet og arkivbygningen, heraf 70 på terræn og resten i kælder. Cykelparkeringsnormen for metrostationspladsen fastholdes til 350 pladser.
Kommuneplan
Området blev ved Kommuneplan 2015 ændret fra institutioner og fritidsområder (O-ramme) til boliger og serviceerhverv (C3*) med en særlig bestemmelse om en station for Cityringen med dertil hørende funktioner, samt mulighed for byggeri med en højde på op til 75 m. Lokalplanområdet er omfattet af bydelscenter Rantzausgade med en ramme til nyt butiksareal på 4.500 m2. Lokalplanen er i overensstemmelse med Kommuneplanens rammer.
Intern høring
Der er foretaget intern høring i forbindelse med startredegørelsen, herunder af Nørrebro Lokaludvalg. Lokaludvalgets synspunkter er overordnet refereret nedenfor. En mere uddybende gennemgang af lokaludvalgets synspunkter og forvaltningens bemærkninger fremgår af bilag 6.
- Ønsker ikke flere boliger på Nørrebro, men flere kultur- og idrætsfaciliteter, grønne områder mv. Det er positivt, at Nyrops arkivbygning bevares og ønskes anvendt til kulturhus. Ønsker generelt kun bygningshøjder på 5 etager og er derfor bekymrede for højhuset.
- Bekymrede for, at nybyggeriet vil øge behov for cykelparkering, samt at de omkringboende får støjgener fra ungdomsboligernes friareal på taget.
- Skitserer forslag til begrænsning af nye bilparkeringspladser, som projektet genererer.
Forvaltningens bemærkninger:
- Indbyggertallet i København stiger, og forvaltningen vurderer, at der er et behov for fortætning samt, at den mangfoldige by dannes bedst med en blandet beboersammensætning, hvilket gøres muligt med lokalplanforslaget. I henhold til Kommuneplan 2015 skal højhuse være med til at udvikle attraktive og tætte byområder, der understøtter brugen af kollektiv trafik.
- Det nye byggeri udløser cykelparkeringskrav, som følger rammen i Kommuneplan 2015. jf. ovenfor. Eventuel støj fra ophold på en tagterrasse på 4. etage er forventelig set i en bymæssig kontekst. Lokalplanen kan fastlægge anvendelsen af tagetagen, men evt. støj fra brugerne af tagterrassen kan ikke reguleres i en lokalplan.
- Forvaltningen kan alene stille krav til antal parkeringspladser i forhold til nybyggeri, efter etagekvadratmeter og sammenholdt med anvendelse.
Miljøvurdering
Et 75 m højt byggeri vil medføre mærkbare ændringer i det bestående miljø, og forvaltningen har i henhold til lovbekendtgørelse om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter udarbejdet en miljøvurdering (bilag 3). Forvaltningen vurderer, at højhuset vil føre til ændringer af vindmiljøet omkring byggeriet, og der kan forventes øgede vindhastigheder på opholdsarealerne. Desuden vil der opleves skygger fra højhuset med en varighed på op til 1½ time på de nærmeste nabofacader samt bl.a. i Nørrebroparken. Der henvises til skyggediagrammerne i bilag 2, side 16-17. Generne forsøges afhjulpet af den slanke udformning på højhuset og lægivende beplantning og skærme. Området er belastet af trafik fra Jagtvej og Ågade, hvilket kan medføre støjbelastning af de nye boliger og friarealer. Boligerne vil blive udformet, så beboerne bliver skærmet mod støj, og friarealet på tagterrassen støjbeskyttes af en tæt støjskærm, hvorved støjkravene kan overholdes.
Økonomi
Nedlæggelse af 17 parkeringspladser på offentlig vej i området vil medføre et indtægtstab fra betalingsparkering på 0,1 mio. kr. pr. år. Nedlæggelsen vil indgå i den årlige parkeringsredegørelse, og indtægtstabet vil skulle indgå i budgetforhandlingerne det pågældende år. Denne indstilling har herudover ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt lokalplanforslaget, sender Teknik- og Miljøforvaltningen planforslaget og miljørapport i høring i otte uger. Forvaltningen afholder borgermøde i høringsperioden. Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen i efteråret 2018.
Pernille Andersen /Karsten Biering Nielsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende forslag til lokalplan ”Nuuks Plads II” (bilag 2) med miljørapport (bilag 3) med henblik på offentliggørelse og udsendelse i offentlig høring i otte uger.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 29. januar 2018
Det Konservative Folkepart fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1):
”At parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig.”
Ændringsforslaget (ÆF1) blev ikke vedtaget med tre stemme mod otte. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C, I og O.
Imod stemte: A, B, F, Ø og Å.
Liberal Alliance fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2):
”At parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 150 m2 bolig.”
Ændringsforslaget (ÆF2) blev ikke vedtaget med to stemme mod otte. Et medlem undlod at stemme.
For stemte: C og I.
Imod stemte: A, B, F, Ø og Å.
Undlod at stemme: O.
Det Konservative Folkepart fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF3):
”At der ikke stilles krav om opførelse af almene boliger.”
Ændringsforslaget (ÆF3) blev ikke vedtaget med en stemme mod ni. Et medlem undlod at stemme.
For stemte: C.
Imod stemte: A, B, F, O, Ø og Å.
Undlod at stemme: I.
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med otte stemmer mod nul. Tre medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, O og Ø.
Imod stemte: Ingen.
Undlod at stemme: C, I og Å.
Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Alternativet så gerne, at området blev anvendt som rekreativt område, sekundært så Alternativet gerne, at der i stedet for et højhus blev bygget karrebygninger med samme højde som de omkringliggende bygninger.”
Det Konservative Folkepart afgav følgende protokolbemærkning:
”At parkeringspladserne skal reetableres i nærområdet og inden for projektet.”
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. februar 2018
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Alternativet videreførte sin protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 29. januar 2018:
”Alternativet så gerne, at området blev anvendt som rekreativt område, sekundært så Alternativet gerne, at der i stedet for et højhus blev bygget karrebygninger med samme højde som de omkringliggende bygninger.”
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 1. marts 2018
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1-ÆF3):
ÆF1
”At parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig.”
ÆF2
”At parkeringspladserne skal reetableres i nærområdet og inden for projektet.”
ÆF3
”At der ikke stilles krav om opførelse af almene boliger.”
Liberal Alliance fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF4):
”At parkeringsnormen for biler fastsættes til 1. pr 100 m2 bolig”
Det af Det Konservative fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 44 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: V, C og I
Imod stemte: A, Ø, Å, B, F og O
Det af Det Konservative fremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev forkastet med 44 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: V, C og I
Imod stemte: A, Ø, Å, B, F og O
Det af Det Konservative fremsatte ændringsforslag (ÆF3) blev forkastet med 48 stemmer imod 3. 2 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C.
Imod stemte: A, Ø, Å, B, F, V, O
Undlod at stemme: I
Det af Liberal Alliance fremsatte ændringsforslag (ÆF4) blev forkastet med 44 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: V, C og I
Imod stemte: A, Ø, Å, B, F og O
Selve indstillingen blev herefter godkendt med 51 stemmer imod 3. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, Å, B, F, V, O og I
Imod stemte: C.
Alternativet videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Alternativet så gerne, at området blev anvendt som rekreativt område, sekundært så Alternativet gerne, at der i stedet for et højhus blev bygget karrebygninger med samme højde som de omkringliggende bygninger, idet befolkningstætheden på Nørrebro er høj.”
Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning, som blev tilsluttet af SF og Dansk Folkeparti:
”Partierne ser frem til dialogen med Københavnerne om Nuuks plads. Overordnet set er det et ønske, at der etableres flere kollegier i København og at også muligheden for etableringen af kollegieværelser, som en del af byggeriet på Nuuks Plads, undersøges fremadrettet”.
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning, som blev tilsluttet af Alternativet:
”Der tages forbehold for indsigelser i høringssvarene i den videre proces”.
Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokol fra udvalgsbehandlingen:
”At parkeringspladserne skal reetableres i nærområdet og inden for projektet.”