Forespørgsel til overborgmesteren vedr. overenskomstforhandlingerne 2018
Forespørgsel
Overborgmesteren bedes redegøre for,
- om overborgmesteren er enig i, at kommunens interesse i klare og aftalte rammer om lærernes arbejdstid i forhandlingerne er vigtige?
- om overborgmesteren mener, at en genoprettelse af lærernes aftaleret kan have positiv afsmitning på den københavnske folkeskole, fx som en styrkelse af kvaliteten i undervisningen?
(Stillet af Alternativet, Enhedslisten og SF)
Motivering
I overenskomstforhandlingerne for 2018 er en genopretning af aftaleretten på undervisningsområdet en mulig udgang på forhandlingerne. Derfor er det ønskeligt, at der skabes klarhed om Københavns Kommunes overordnede interesse i og synspunkter om denne genopretning.
I et forvaltningssvar fra Økonomiudvalget (februar 2018) peges der på, at kommunens synspunkter vedrørende overenskomstforhandlingerne faktisk fremføres i KL: “Københavns Kommune deltager ikke i selve forhandlingsforløbet, men gør sin indflydelse gældende på politisk plan gennem KL’s bestyrelse...” jævnfør vedhæftede politikersvar.
Da Københavns Kommune i efteråret 2016 indgik en udgiftsneutral lokalaftale med Københavns Lærerforening var en central motivering, at klare og aftalte rammer om arbejdstiden bedre kunne sikre kvalitetsfuld undervisning. Siden aftalens indgåelse er trivslen i den københavnske folkeskole øget mærkbart, jævnfør den seneste kvalitetsrapport.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 1. marts 2018
Forespørgslen blev besvaret.