Mødedato: 01.02.2018, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Sydhavnsmetroen - Metroselskabet I/S indgåelse af kontrakter

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til Metroselskabet I/S' indgåelse af kontrakter for etablering af Sydhavnsmetroen. Borgerrepræsentationen skal desuden tage stilling til anmodning om indbetaling af 10 pct. af korrektionsreserven til Metroselskabet.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Metroselskabets kontraktgrundlag for Sydhavnsmetroen godkendes, herunder at Metroselskabet I/S indgår kontrakter med den vindende byder det tysk-franske konsortium TUNN3L (HOCHTIEF Infrastructure GmbH og VINCI Construction Grands Projects),
  2. at Metroselskabet I/S' anmodning om at få indbetalt 10 pct. korrektionsreserven (700 mio. kr./2017-priser) ikke imødekommes.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Metroselskabet I/S har nu afsluttet udbuddet af de store kontrakter på Sydhavnsmetroen, som bliver en forlængelse af den kommende metrolinje M4, der går fra Orientkaj i Nordhavn ind over København H via Cityringen og får fem nye stationer ud til Sydhavn, jf. bilag 1. Det er en forudsætning for underskrift af kontrakterne, at Transport-, Bygnings- og Boligministeren og Københavns Kommune godkender Metroselskabets indgåelse af de store anlægskontrakter, som består af en "Civil Works kontrakt" vedrørende tunnelarbejde, stationer og skakte under terræn (inkl. Ny Ellebjerg Station) samt en "Transportation kontrakt" vedrørende spor, kørestrøm og skinner.

Endvidere har Metroselskabet anmodet om godkendelse af, at 10 pct. korrektionsreserven indbetales til selskabet.

Løsning

Økonomi, tidsplan og risici

Efter udbuddet og færdigforhandlingen af Sydhavnsmetroen er basisanlægsbudgettet på 6.998 mio. kr. (2017-priser), hvilket er på budget uden brug af 30 pct. korrektionsreserven, som er opgjort til 2.101 mio. (2017-priser). Hele korrektionsreserven er reserveret i By & Havns langtidsbudget i overensstemmelse med  "Principaftale om metro til Ny Ellebjerg via Sydhavnen samt udvikling af Nordhavnen" (Borgerrepræsentationen den 18. juni 2014, punkt 7). Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og Københavns Kommune er enige om, at hele korrektionsreserven fortsat er reserveret i Udviklingsselskabet By & Havn I/S' langtidsbudget, idet der for nuværende ikke er behov for at trække på de afsatte reserver.

I Metroselskabets indstilling til ejerne, jf. bilag 1, redegør Metroselskabet for, at det risikomæssigt har været nødvendigt at forhandle en ændring af tidsplanen fra ultimo 2023 til medio 2024 både i forhold til overholdelse af Sydhavnsmetroens anlægsbudget og under hensyn til minimering af støjgener fra natarbejde på byggepladserne.

Kontraktgrundlag

Kontrakterne mellem entreprenørerne og Metroselskabet for udførelse af anlægsarbejdet på den kommende Sydhavnsmetro er baseret på Almindelige Betingelser for Totalentreprise (ABT93), som også er gældende for kontrakterne for Cityringen. Dette betyder blandt andet, at entreprenøren som udgangspunkt skal udføre arbejdet til den aftalte pris, på det aftalte grundlag og til den aftalte tid. Eventuelle forsinkelser, som entreprenøren selv er skyld i, er det således entreprenørens ansvar at indhente. Forsinkelser, der ikke kan tilskrives entreprenøren, er bygherrens ansvar og kan give entreprenøren grundlag for krav om tidsfristforlængelse og eventuelt økonomisk kompensation.

Desuden indeholder kontrakterne krav om, at Metroselskabet skal godkende alle underentreprenører og leverandører, og at entreprenørerne skal kunne stille en bankgaranti på 10 pct. af kontraktsummen. Endvidere er entreprenørerne forpligtet til at betale dagsbøder ved forsinkelser.

Kontrakterne for Sydhavnsmetroen indeholder klausuler om løn- og ansættelsesforhold, om beskæftigelse af lærlinge og om sikring af arbejdsmiljø. Endvidere er der stillet krav om, at der skal genereres 66 lærlingeårsværk i forbindelse med byggeriet af Sydhavnsmetroen.

Metroselskabet har fået vurderet, at den direkte efterspørgsel efter arbejdskraft på Sydhavnsmetroen vil blive ca. 3.700 årsværk, hvoraf ca. 2.300 årsværk vil være ikke-faglært arbejdskraft.

Vedrørende arbejdsmiljø og sikkerhed har Metroselskabet givet dette en højere prioritet på Sydhavnsmetroen, og selskabet har udviklet sin egen arbejdsmiljøklausul, som giver mulighed for håndhævelse af retningslinjer, herunder at kunne give entreprenørerne dagbøder i særlige alvorlige situationer.

Projektforbedringer

I forhold til Cityringen er adgangsforhold og overskuelighed på stationerne blev revurderet, hvilket blandt andet har medført, at cykelkældrene er blevet udeladt på de fem nye metrostationer. Der vil i stedet blive etableret yderligere overfladecykelparkering på stationsforpladserne. 

Desuden har Metroselskabet besluttet at gøre bagtrapperne bredere og føre rulletrapperne op til terræn. Dette forventes at give optimale adgangsforhold til stationerne. Det skal bemærkes, at der ikke er tale om et tilkøb fra Københavns Kommune.

I henhold til de to VVM-redegørelser på Sydhavnsmetroen skal der tages hensyn til miljøet, og påvirkninger af omgivelserne skal begrænses, fx generne for projektets naboer. Der vil ligesom på Cityringen i overensstemmelse med nabopakkebekendtgørelsen kunne gives kompensation til de meste støjramte naboer, samtidig med at der løbende vil være information om projektets støjpåvirkninger på omgivelserne.

Jordkørsel fra anlæg, herunder eventuel pramning

Metroselskabet har fremlagt argumenter for, hvorfor man har valgt at bortkøre jord fra byggepladserne med lastbiler via Ring 2 fremfor pramning til vands, som VVM-undersøgelserne identificerede som et muligt alternativ. Metroselskabet fremhæver, at transportformen med pramning ikke er egnet til forurenet jord, da udledninger af luftforurening sker uanset, at der er en vis afstand fra prammene til land. Desuden er den trafikale risiko ved pramning igennem Københavns Havn blevet øget som følge af den stigende rekreative anvendelse af havnen. Endvidere har det vist sig, at pramning er væsentlig dyrere end jordkørsel, blandt andet fordi det er nødvendigt at investere i et læsseanlæg i Nordhavn, som koster 150 mio. kr.

I bilag 2 er til yderligere belysning af sagen vedlagt Metroselskabets notat "Kontraktunderskrivelse på Sydhavnsmetroen Q&A" med 16 væsentlige spørgsmål/svar om det kommende anlægsprojekt.

Økonomi

Det vindende bud vil kunne implementeres i Metroselskabets langtidsbudget, således at tilbagebetalingsåret vedrørende selskabets gæld fortsat vil være 2065.

Korrektionsreserven på 30 pct. (2,1 mia. kr./2017-priser) er fortsat i henhold til "Principaftale om metro til Ny Ellebjerg via Sydhavnen samt udvikling af Nordhavnen" (Borgerrepræsentationen den 18. juni 2014, punkt 7) reserveret i Udviklingsselskabet By & Havn I/S' langtidsbudget.

Københavns Kommune bærer hele risikoen for eventuelle budgetafvigelser.

Nærværende indstilling har ingen budgetmæssige konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Såfremt Borgerrepræsentationen godkender indstillingen, vil Økonomiforvaltningen meddele dette til staten v/Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og Metroselskabet I/S. Desuden vil Frederiksberg Kommune blive orienteret om godkendelsen.

 

Peter Stensgaard Mørch             / Søren Tegen Pedersen

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Metroselskabets kontraktgrundlag for Sydhavnsmetroen godkendes, herunder at Metroselskabet I/S indgår kontrakter med den vindende byder det tysk-franske konsortium TUNN3L (HOCHTIEF Infrastructure GmbH og VINCI Construction Grands Projects),
  2. at Metroselskabet I/S' anmodning om at få indbetalt 10 pct. korrektionsreserven (700 mio. kr./2017-priser) ikke imødekommes.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 24. januar 2018

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 11 stemmer mod 0. 1 medlem undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, F, V, C og O.

Imod stemte: Ingen.

Undlod: Å.

 

 

Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Alternativet er generelt positive for grøn kollektiv transport, men lånefinansieringen af de resterende dele af metroen er forbundet med så store økonomiske risici og yderlig gældsætning, at partiet ikke ønsker byggeriet af Sydhavnsmetroen sættes igang, før der har været en mere detaljeret diskussion i BR (herunder en mere detaljeret information om gældsætningen, tilbagebetalingsforhold, kreditor og scenarier for renteudviklingen) og at man finder en mere økonomisk betryggende og demokratisk styrbar finansieringsmodel.”

 

Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre, SF og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Finansieringen må ikke være betinget af et byggeri på strandengen".

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 1. februar 2018

 

Indstillingen blev godkendt med 49 stemmer imod 6. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, Ø, B, F, V, C, O og I.

Imod stemte: Å.

 

 

Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Alternativet er generelt positive overfor grøn kollektiv transport, men partiet ønsker ikke, at byggeriet af Sydhavnsmetroen sættes igang, før der har været en mere detaljeret diskussion i BR (herunder en mere detaljeret information om gældsætningen, tilbagebetalingsforhold, kreditor og scenarier for renteudviklingen). Vi er bekymrede for den store gældssætning forbundet med metroen, for den udemokratiske og kommercielle tilgang til grundsalg i By og Havn og ser for nuværende f.eks. letbanen som en billigere og bedre løsning. ”

 

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Enhedslisten deler Alternativets bekymring for metrogælden, da det kan risikere at få boligpriserne til at stige til et niveau, hvor endnu færre kan være med, og skubbe en gæld videre til næste generation.  Men i Enhedslisten står vi ved vores aftaler, og det gælder også metroaftalen. Og fremadrettet vil vi kæmpe for letbaner frem for metrolinjer, da det er billigere og bedre. Også for miljøet. ”

 

 

Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre, SF og Dansk Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

 

”Finansieringen må ikke være betinget af et byggeri på strandengen. ”

Til top