Orientering om status på whistleblowerordningen
Indstilling
Borgerrådgiveren indstiller til Borgerrådgiverudvalget,
at orienteringen om status på whistleblowerordningen tages til efterretning af Borgerrådgiverudvalget.
Problemstilling
Efter vedtægt for borgerrådgiverfunktionen § 30 skal Borgerrådgiveren en gang årligt offentliggøre oplysninger om whistleblowerordningens virksomhed, herunder antallet af modtagne indberetninger, status for opfølgningen herpå, hvor mange indberetninger, der er afvist, hvor mange der har været undergivet realitetsbehandling, og hvor mange der har givet anledning til politianmeldelser, samt en beskrivelse af de overordnede temaer for de indberetninger, der er modtaget og fulgt op på i perioden. Denne afrapportering sker i Borgerrådgiverens Beretning.
Borgerrådgiverudvalget besluttede herudover den 4. februar 2022, at udvalget modtager en halvårlig orientering om sager indgået til whistleblowerordningen. Udvalget vil derfor modtage en halvårlig afrapportering på udvalgsmøder i august/september og januar/februar.
Løsning
Status på henvendelser til whistleblowerordningen
Som følge af Borgerrådgiverudvalgets beslutning den 4. februar 2022 om at modtage en halvårlig orientering om sager indgået til whistleblowerordningen, vedlægges notat af 28. juli 2022 om Status for Whistleblowerordningen i Københavns Kommune – 1. halvår 2022 (bilag 1).
Det fremgår af oversigten, at whistleblowerordningen i 1. halvår 2022 modtog 67 indberetninger/sager, som omfattede omfatter 171 forskellige forhold/undersøgelsestemaer.
Af de 67 modtagne indberetninger er 46 vurderet at falde inden for ordningen, mens 21 er vurderet at falde uden for. Til sammenligning modtog whistleblowerordningen 67 indberetninger i hele 2021.
20 af de 67 sager var afsluttet pr. 30. juni 2022. Sagsbehandlingstiden i disse sager var gennemsnitligt 40,1 dage. Stort set alle de sager, som var afsluttet på dette tidspunkt, faldt uden for ordningen og kunne derfor afsluttes uden at iværksætte undersøgelser i samarbejde med forvaltningerne.
De verserende sager pr. 30. juni 2022 var gennemsnitligt 86,5 dage gamle (53,6 dage pr. 30. april 2022).
24 verserende sager havde overskredet den lovbestemte frist på 3 måneder pr. 30. juni 2022 (8 sager pr. 30. april 2022).
Borgerrådgiveren prioriterer sine opgaver således, at borgerrådgiveropgaver prioriteres højere end whistleblowersager, jf. indstilling på Borgerrådgiverudvalgets møde den 19. november 2021 om prioritering af hhv. borgerrådgiveropgaver og whistleblowersager i 2022.
Inden for whistleblowersagerne prioriteres alvorlige sager så vidt muligt forud for mindre alvorlige sager, ligesom som indberetninger om aktuelle lovovertrædelser mv. så vidt muligt prioriteres forud for indberetninger om forhold, der efter det oplyste er bragt til ophør.
Sagernes indhold
De 67 indberetninger modtaget i perioden omfatter 171 forskellige forhold/undersøgelsestemaer og fordeler sig således på overordnede kategorier:
Tabel 2 – Overordnede kategorier for indberettede forhold 1. januar 2022 – 30. juni 2022 (både omfattede og ikke-omfattede forhold)
Kategori |
Antal forhold |
Alvorlige lovovertrædelser |
51 |
Øvrige alvorlige forhold |
77 |
Overtrædelser af EU-retten |
2 |
Uden for ordningen |
41 |
Hovedtotal |
171 |
For en nærmere oplistning af sagernes temaer, henvises til notat af 28. juli 2022 om Status for Whistleblowerordningen i Københavns Kommune – 1. halvår 2022 (bilag 1).
Den Nationale Whistleblowerordning
Det kan til sammenligning oplyses, at Den Nationale Whistleblowerordning under Datatilsynet modtog 45 sager i ordningens første halve år, hvoraf 26 sager er henlagt uden for ordningen eller af andre grunde, mens 12 sager var behandlet og afsluttet og 7 endnu ikke var behandlet på opgørelsestidspunktet.
Det er praksis hos Den Nationale Whistleblowerordning, at videresende indberetninger, der falder inden for ordningen, til en relevant tilsynsmyndighed, hvorefter sagen kan afsluttes hos whistleblowerordningen.
Københavns Kommunes Whistleblowerordning varetager således en lang række sagsbehandlingsskridt i sagerne, som ikke varetages af Den Nationale Whistleblowerordning, herunder selve fastlæggelse af undersøgelsestema, indhentelse af oplysninger i forvaltningerne, undersøgelse, herunder gennemgang, systematisering, bevisvurdering, partshøring og udarbejdelse af konklusionsrapport, afrapportering mv.
Økonomi
Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
-
Beslutning
Udvalget tog Borgerrådgiverens orientering til efterretning.