Mødedato: 22.08.2014, kl. 13:30
Mødested: Vester Voldgade 2A, 1552 København V

Orientering om status på whistleblowerordningen

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Borgerrådgiveren indstiller til Borgerrådgiverudvalget,

1. at orienteringen om status på whistleblowerordningen, herunder orientering om ressourceforbrug, tages til efterretning af Borgerrådgiverudvalget
2. at oversigten over karakteren af de indkomne sager sendes til Borgerrepræsentationen til orientering.

Problemstilling

Borgerrådgiveren skal orientere Borgerrepræsentationen om karakteren af indkomne sager til whistleblowerordningen, herunder Borgerrådgiverens ressourceforbrug samt sager af større betydning, jf. § 24b, stk. 2, i vedtægt for Borgerrådgiveren.

Løsning

Status på henvendelser til whistleblowerordningen
Ordningen har siden sin åbning ultimo oktober 2012 og frem til 22. juli 2014 modtaget 73 henvendelser. Af de 73 henvendelser er 62 anonyme.

Henvendelserne omfatter i alt 133 forskellige sagsforhold. Af de 133 sagsforhold er 44 vurderet at falde uden for ordningen, mens 89 falder indenfor.

Ordningen har i 2014 (frem til 22. juli 2014) modtaget 22 henvendelser om 30 forhold.

Borgerrådgiveren har ekspederet alle henvendelserne. Henvendelser, som er vurderet at falde inden for ordningen, er blevet videresendt til nærmere undersøgelse ved relevant direktion/Intern Revision.

Henvendelser, som er vurderet at falde uden for ordningen, er blevet henlagt med orientering til den, som har indgivet oplysningerne. Heraf er oplysninger vedrørende 23 sagsforhold blevet videresendt til orientering ved relevant direktion, fordi de indeholdt oplysninger om forhold, som direktionerne bør være orienteret om (f.eks. dårligt arbejdsmiljø o.l.). De resterende 21 er for de flestes vedkommende henlagt uden yderligere.

Af de 89 forhold, som faldt inden for ordningen, er udfaldet kendt i 65 sager. I 29 tilfælde er de indmeldte oplysninger blevet helt eller delvist bekræftet. I de resterende 36 er oplysningerne ikke blevet bekræftet. Selv hvor oplysningerne ikke er blevet bekræftet, har forvaltningerne i nogle tilfælde skærpet fokus på de pågældende forhold.

Der henvises til vedlagte bilag med rapport til Borgerrepræsentationen om henvendelser til Whistleblowerordningen i Københavns Kommune.

Ressourceforbrug (arbejdstimer)
Der er fra 1. januar 2014 til den 22. juli 2014 registreret 319 anvendte timer på whistleblowerfunktionen i tidsregistreringssystemet TidReg. Dertil kommer et ikke opgjort overhead, som ikke kan opgøres direkte på aktiviteten (møder, ledelse mv.).

Evaluering
Borgerrådgiverudvalget godkendte på møde den 6. maj 2014, at der gennemføres en evaluering af whistleblowerordningen under inddragelse af direktioner, Intern Revision, medarbejdere, tillidsrepræsentanter og brugere af ordningen. Evalueringen forventes afsluttet i efteråret 2014.

Borgerrådgiveren vil på baggrund af evalueringen udarbejde en anbefaling vedrørende ordningen til politisk forelæggelse, herunder med hensyn til ordningens fortsatte drift efter 2015 samt eventuelle behov for formelle justeringer.

Økonomi

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forudsat at orienteringen tages til efterretning af Borgerrådgiverudvalget, sendes indstillingen til videre orientering af Borgerrepræsentationen.
Johan Busse                                        Daniel Soelberg Bach

Beslutning

Indstillingens første at-punkt blev taget til efterrretning.

Indstillingens andet at-punkt blev godkendt.
Til top