Mødedato: 20.05.2021, kl. 08:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Borgerrådgiverens egen drift-undersøgelser 2021

Se alle bilag

Indstilling

Borgerrådgiveren indstiller til Borgerrådgiverudvalget,

at udvalget drøfter og godkender forslag til plan for Borgerrådgiverens egen drift-undersøgelser 2021 

Problemstilling

Borgerrådgiveren skal i samråd med Borgerrådgiverudvalget fastlægge en plan for inspektioner og generelle undersøgelser i 2021.

Kompetencen følger af vedtægt for Borgerrådgiverfunktionen §13:

”§ 13. Borgerrådgiveren kan på eget initiativ undersøge konkrete sager, såfremt det vurderes, at det vil være i overensstemmelse med formålet med borgerrådgiverfunktionen. Borgerrådgiverfunktionen kan gennemføre generelle undersøgelser af udvalgte forvaltningsområder efter samråd med Borgerrådgiverudvalget.

Borgerrådgiveren har på baggrund af Borgerrådgiverudvalgets beslutning af 19. juni 2018, hvor udvalget drøftede sin arbejdsplan og de emner, udvalget vil prioritere i valgperioden 2018-2021, arbejdet med den oplevede borgerservice og automatisering af sagsbehandlingen og anden digitalisering i planen for 2020.

Udvalget har på møde den 25. marts 2021 haft en temadrøftelse af indholdet af Borgerrådgiverens egen drift-plan for 2021.

Borgerrådgiveren forelægger hermed forslag til egen drift-plan for 2021 til udvalgets drøftelse og godkendelse.

Borgerrådgiveren har i lighed med tidligere år efter udvalgets beslutning givet forvaltningerne mulighed for at indmelde ønsker til temaer og undersøgelser. De indkomne høringssvar vedlægges til udvalgets orientering. Forslag fra Teknik- og Miljøforvaltningen optages på forslag til plan for 2021, mens forslag fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil blive fulgt op med tilbud om konsultativ bistand fra Borgerrådgiveren.

Borgerrådgiveren har med afsæt i intern erfaringsopsamling og de indkomne svar fra forvaltningerne udarbejdet vedlagte forslag til plan for 2021.

Der er i forbindelse med udformningen af planen for 2021 fortsat lagt vægt på at identificere og håndtere konkrete udfordringer i kommunen, idet målet med planen ikke så meget er at konstatere et potentielt niveau af fejl, som det er at understøtte en tværgående kultur, hvor udfordringer erkendes åbent, og mulige løsninger understøttes, og i forlængelse heraf udbredes – eventuelt med konsultativ bistand fra Borgerrådgiveren.

Økonomi

Forslaget rummes inden for allerede eksisterende bevillinger og budgetter.

 

Johan Busse

/Rikke Gredal

Beslutning

Udvalget drøftede planen.

Udvalget foreslog, at undersøgelsen om overgangen til voksenlivet for udsatte unge (2021/7) inddrager Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens bidrag til et sammenhængende forløb for de unge.

Udvalgt udtrykte tilfredshed med, at forvaltningerne inddrages i forbindelse med udarbejdelse af egen drift-planen og udtalte ønske om, at forvaltningernes bidrag fremover fremsendes til Borgerrådgiveren via de stående udvalg.

Til top