Mødedato: 19.11.2020, kl. 08:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Medlemsforslag om samarbejde mellem Whistleblowerordningen i Københavns Kommune og en anonym klageadgang under Arbejdsmiljø København for medarbejdere, der oplever sexisme

Indstilling

Medlemsforslag om samarbejde mellem Whistleblowerordningen i Københavns Kommune og en anonym klageadgang under Arbejdsmiljø København for medarbejdere, der oplever sexisme eller seksuel chikane.

Det foreslås,

At Borgerrådgiverudvalget drøfter samarbejde mellem Whistleblowerordningen i Københavns Kommune og en anonym klageadgang under Arbejdsmiljø København for medarbejdere, der oplever sexisme eller seksuel chikane,

At Borgerrådgiverudvalget opfordrer Borgerrådgiveren til at tage kontakt til Arbejdsmiljø København og tilbyde assistance til mægling i kommende sager hvor mægling mellem klager og anklagede vurderes at kunne være hele eller en del af løsningen

(stillet af Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti)

Motivering

Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti er ærgerlige over beslutningen om at lægge den nye klageadgang for medarbejder, der oplever sexisme og seksuel chikane hos Arbejdsmiljø København og ikke hos Borgerrådgiveren, der aktuelt varetager kommunens whistleblowerordning. Vi mener det vil have været oplagt at udvide Whistleblowerordningen til også at kunne varetage den indledende håndtering af chikanesagerne, da Borgerrådgiveren har mæglingskompetencer, som oplagt vil kunne bringes i spil i sager hvor mægling mellem parterne vurderes at kunne være en del af løsningen.

Videre proces 

Den videre proces afhænger af udvalgets behandling af medlemsforslaget.

Beslutning

Udvalget drøftede samarbejde mellem Whistleblowerordningen i Københavns Kommune og en anonym klageadgang under Arbejdsmiljø København for medarbejdere, der oplever sexisme eller seksuel chikane. 

Udvalget opfordrede Borgerrådgiveren til at tage kontakt til Arbejdsmiljø København og tilbyde assistance til mægling i kommende sager hvor mægling mellem klager og anklagede vurderes at kunne være hele eller del af løsningen. 

Udvalget var tilfreds med at høre, at Borgerrådgiveren allerede har tilbudt sin hjælp over for Arbejdsmiljø København.

Udvalget bad om at blive orienteret om hvordan Arbejdsmiljø København følger op på Borgerrådgiverens tilbud og i hvilket omfang Borgerrådgiverens ressourceanvendelse på længere sigt belastes af sparringsopgaver, koordination, mæglingsopgaver eller andet i den forbindelse.

Til top