Værdisæt for god borgerbetjening
Indstilling
Borgerrådgiveren indstiller til Borgerrådgiverudvalget
at udvalget beslutter, at Borgerrådgiverudvalget og Borgerrådgiveren ikke foretager yderligere for at afklare behovet for at formulere og fremme et værdisæt for god borgerbetjening i Københavns Kommune.
Problemstilling
På møde den 20. april 2018 fremsatte udvalget ønske om at få afdækket mulighederne for at arbejde videre med at formulere og fremme et værdisæt for god borgerbetjening i Københavns Kommune.
Borgerrådgiveren fremlagde på møde den 4. september 2018 fire mulige modeller for udvalgets fremtidige arbejde med værdisæt for god borgerbetjening. De fire modeller fremgår af indstillingen, der er vedlagt som bilag 2.
Borgerrådgiverudvalget besluttede på møde den 4. september 2018, at Borgerrådgiveren skulle tilvejebringe et bedre overblik over allerede eksisterende værdisæt, og via en let forarbejdning at sammenfatte de eksisterende værdisæt, retningslinjer, regler og normer m.v. inden udvalget tager stilling til om, og i givet fald hvordan, udvalget vil arbejde videre med at formulere og fremme et fælles værdisæt for borgerbetjening i Københavns Kommune.
Borgerrådgiveren har herefter indhentet eksisterende værdisæt for god borgerbetjening fra de syv forvaltninger. Resultatet af Borgerrådgiverens bearbejdning fremgår af bilag 1.
Af Borgerrådgiverens beretning for 2018 fremgår det, at ”Udvalget har besluttet at arbejde med flere mulige tiltag for at styrke retssikkerheden for borgerne. Udvalget arbejder bl.a. med at afdække, hvilke værdisæt der eksisterer i kommunen, med henblik på eventuelt at fremme et samlet fælles værdisæt for god borgerbetjening i Københavns Kommune.”
I forbindelse med Økonomiudvalgets behandling af Borgerrådgiverens beretning for 2018 bemærkes det i § 12 erklæringen at ” Borgerrådgiverudvalget i den forbindelse skal iagttage ansvars- og rollefordelingen i kommunens styreform, herunder styrelseslovens bestemmelser om borgmestrenes og Økonomiudvalgets ansvar og kompetence for sagsbehandlingen i kommunens forvaltninger. Borgerrådgiverens opgave er at føre tilsyn hermed.”
Økonomiforvaltningen var på tidspunktet for Økonomiudvalgets ovennævnte beslutning orienteret om, at Borgerrådgiverudvalget var fuldt ud opmærksom på, at udvalget, som et rådgivende udvalg (§ 17, stk. 4-udvalg efter kommunestyrelsesloven), ikke på egen hånd kan formulere eller vedtage et værdisæt, der gælder for Københavns Kommune. Det må lægges til grund, at forvaltningen orienterede Økonomiudvalget herom i forbindelse med § 12-erklæringens vedtagelse.
På denne baggrund indstilles det at Borgerrådgiverudvalget og Borgerrådgiveren ikke foretager yderligere for at afklare behovet for at formulere og fremme et værdisæt for god borgerbetjening i Københavns Kommune.
Økonomi
Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt udvalget beslutter at Borgerrådgiveren ikke skal foretage yderligere lukkes sagen.
Johan Busse /Rikke Gredal
Beslutning
Udvalget besluttede, at Borgerrådgiverudvalget og Borgerrådgiveren ikke foretager yderligere for at afklare behovet for at formulere og fremme et værdisæt for god borgerbetjening i Københavns Kommune. Udvalget drøftede muligheder for at fremme kendskabet til kommunens fælles værdigrundlag.