Mødedato: 19.05.2022, kl. 08:00
Mødested: Vester Voldgade 2A, 1552 København V

Introduktion til den nye whistleblowerordning

Se alle bilag

Indstilling

Borgerrådgiveren indstiller til Borgerrådgiverudvalget,

at Borgerrådgiverens orientering om den nye whistleblowerordning og offentligt ansattes ytringsfrihed tages til efterretning

Problemstilling

Borgerrådgiverudvalget har bedt om en mundtlig præsentation af den nye whistleblowerordning.

Løsning

På Borgerrådgiverudvalgets møde den 24. marts 2022 efterspurgte udvalget et dagsordenspunkt, hvor processen i/behandling af whistleblowersager bliver forklaret.

Udvalget ønsker i den forbindelse yderligere information om offentligt ansattes ytringsfrihed i relation til whistleblowersager samt eventuelt vejledningsmateriale om ordningen.

1. Behandling af whistleblowersager

På mødet vil Borgerrådgiveren præsentere den nye ordning med udgangspunkt i følgende temaer

  • De største forskelle/ligheder fra den tidligere til den nye whistleblowerordning
  • Tavshedspligt og videregivelse
  • Adgang til oplysninger
  • Sagsantal
  • Almindeligt sagsforløb



2. Offentligt ansattes ytringsfrihed

Til orientering vedlægges Justitsministeriet vejledning for whistleblowere (bilag 1), Justitsministeriet vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed (bilag 2) samt Borgerrådgiverens vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed mv.  ”Hvad må jeg sige—og skal jeg sige fra?” (bilag 3). Det bemærkes, at de to sidstnævnte vejledninger er udarbejdet forud for ikrafttrædelsen af lov om beskyttelse af whistleblowere, hvorfor loven ikke er omtalt.

Borgerrådgiveren tager afsæt i disse tre publikationer ved vejledning af indberettere til whistleblowerordningen.

Publikationerne kan uddybes på udvalgsmødet, idet her alene bemærkes, at retsstillingen helt kort er, at man som offentligt ansat som udgangspunkt kan sige, hvad man vil, så længe man

  • Gør det klart, at man udtaler sig på egne vegne
  • Ikke bryder sin tavshedspligt
  • Ikke udtaler sig på en freds- eller æreskrænkende måde, f.eks. ved at fremsætte injurier
  • Ikke udtrykker sig i en urimelig grov form eller fremsætter åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold inden for ens eget arbejdsområde

En ansat vil således kunne videregive oplysninger, påstande eller kritik, der er fremsat i en indberetning til whistleblowerordningen, såfremt de ovenstående grænser respekteres.

2.1 Betydningen af lov om beskyttelse af whistleblowere

Retten til at ytre sig gælder således også for oplysninger den ansatte har erhvervet sig som led i sin beskæftigelse i en offentlig myndighed. Whistleblowerloven begrænser ikke de gældende regler om ytringsfrihed.

Derimod giver loven i nogle tilfælde ansatte m.fl. ret til at videregive oplysninger, der ellers ikke må videregives – f.eks. tavshedsbelagte oplysninger – uden at risikere repressalier. Det gælder således, at ansatte m.fl. i tillæg til den almindelige ytringsfrihed kan offentliggøre oplysninger i en indberetning, hvis én af følgende betingelser er opfyldt:

  1. Hvis man først har foretaget indberetning til arbejdspladsens whistleblowerordning og en ekstern whistleblowerordning eller direkte til en ekstern whistleblowerordning, uden at der er foretaget en passende opfølgning inden for fristen.
  2. Hvis man har rimelig grund til at antage, at overtrædelsen kan udgøre en overhængende eller åbenbar fare for offentlighedens interesser.
  3. Hvis man har rimelig grund til at antage, at der ved indberetning til en ekstern whistleblowerordning er risiko for repressalier, eller at der på grund af sagens konkrete omstændigheder er ringe udsigt til, at overtrædelsen vil blive imødegået effektivt.

Dette indebærer blandt andet, at en ansat i Københavns Kommune, kan videregive tavshedsbelagte oplysninger f.eks. om enkeltpersoner, som den ansatte har fået kendskab til via sit arbejde, såfremt en af de tre nævnte betingelser er opfyldt.


3. Status

Borgerrådgiverudvalget tilkendegav på sit møde den 19. november 2021, at Borgerrådgiveren løbende bør orientere udvalget om restancer for sager under whistleblowerordningen, herunder hvis Borgerrådgiveren står i en situation hvor manglende ressourcer f.eks. medfører manglende overholdelse af tidsfristerne i den nye whistleblowerlov.

Som imødekommelse på denne anmodning vedlægges en aktuel status for henvendelser til whistleblowerordningen pr. 30. april 2022 (bilag 4), idet her alene bemærkes, at de midler, som Borgerrepræsentationen supplerende har afsat til ordningen i 2022 ikke fuldt ud har kunnet omsættes til medarbejdere.

Økonomi

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

-

Johan Busse

Beslutning

Udvalget tog Borgerrådgiverens orientering om den nye whistleblowerordning og offentligt ansattes ytringsfrihed til efterretning.
Til top