Ændringer i egen drift-planen for 2017 og øvrige prioriteringer som følge af driftsforstyrrelser
Under dagsordenspunkt 3 har Borgerrådgiveren beskrevet kapacitetsmæssige udfordringer forårsaget af vandskader, en langtidssygemelding, samt at undersøgelsen af Borgercenter Børn og Unge har lagt beslag på flere ressourcer end forventet. Derudover medfører en fratrædelse af en af Borgerrådgiverens jurister en midlertidig vakance op til sommerferien 2017.
Borgerrådgiverudvalget skal orienteres nærmere om Borgerrådgiverens prioriteringer som følge heraf samt drøfte en reduktion af antallet af inspektioner og undersøgelser på egen drift-planen for 2017.
Indstilling
Borgerrådgiveren indstiller til Borgerrådgiverudvalget
at udvalget drøfter reduktionen af egen drift-planen for 2017 mv. og tager orienteringen om de aktuelle prioriteringer til efterretning.
Problemstilling
De nævnte forstyrrelser har betydet, at Borgerrådgiverens opgaveafvikling i en periode har været reduceret og må forventes at være det et stykke tid fremover, indtil forholdene er bragt i orden, og Borgerrådgiverens bemanding igen er på plads.
Borgerrådgiverens tilgængelighed for personligt fremmøde og telefonisk henvendelse har været prioriteret og har derfor kun været påvirket i begrænset omfang. Derudover prioriterer Borgerrådgiveren behandlingen af konkrete borgersager (den gennemsnitlige sagsbehandlingstid har i februar, marts og april kunne holdes på under 14 dage) og politisk betjening, mens andre indsatsområder kan blive ramt af forsinkelser.
Løsning
Kapacitetsnedgangen betyder, at Borgerrådgiveren i større eller mindre omfang har måtte og fortsat må nedprioritere konsultativ bistand og undervisning til kommunens medarbejdere, praktikforløb med medarbejdere fra forvaltningerne og lignende indsatser, som ikke er styret af borgernes efterspørgsel. Nedprioriteringen sker ved en løbende screening af, hvilke efterspørgsler fra forvaltningerne, der bør imødekommes, og hvilke der må afvises eller udsættes.
Samtidig ønsker Borgerrådgiveren allerede nu at reducere i den egen drift-plan, som udvalget drøftede den 20. januar 2017. Reduktionen indebærer efter Borgerrådgiverens ønske, at følgende inspektioner og undersøgelser udgår:
- Inspektion af plejeboliger
- Inspektion af overblik og koordinering ifm. Borgerservicecenter på bibliotek
- Undersøgelse af Pladsanvisningens samarbejde med Københavns Erhvervshus
- Undersøgelse af digitalisering af daginstitutionsområdet
Planen, som den ser ud efter ovenstående beskæring, kan ses i overblik af bilag 1. Den oprindelige plan findes i bilag 2 til sammenligning.
Herudover har Borgerrådgiveren to udsatte undersøgelser fra tidligere årsplaner, som også udgår. Det drejer sig om endnu en inspektion af plejeboliger og en undersøgelse af forvaltningernes opfølgning på Borgerrådgiverens henstillinger og anbefalinger. Sidstnævnte er delvist undersøgt gennem Borgerrådgiveren evaluering af tilsynskonceptet Målrettet Indsats, som har givet relevante input til justeringer af Borgerrådgiverens arbejdsform (herunder balancen mellem uformel problemløsning og egentligt, formelt tilsyn). Denne evaluering blev drøftet på udvalgets møde den 18. november 2016 under dagsordens pkt. 6.
Økonomi
-
Videre proces
Borgerrådgiverens prioritering af indsatsen forventes at strække sig til august 2017, og iværksættelsen af den reviderede egen drift-plan forventes iværksat efter dette tidspunkt.