Mødedato: 14.12.2023, kl. 08:00
Mødested: Tietgensgade 31A, 1.

Orientering om status på bisidderprojektet

Indstilling

Borgerrådgiveren indstiller til Borgerrådgiverudvalget,

at tage Borgerrådgiverens skriftlige orientering til efterretning.

Problemstilling

Ved budgetaftalen 2023 blev der afsat midler til Borgerrådgiveren til formidling af kontakt mellem borgere og bisiddere samt vejledning af bisiddere mv. Der blev afsat 0,5 mio. kr. årligt på service i 2023-2026 svarende til ca. 0,7 årsværk.

Borgerrådgiveren har nedsat en projektgruppe som arbejder med følgende tre overskrifter for opgaverne i projektet:

  1. Afdække eksisterende bisidderordninger og formidling til borgere
  2. Vejledning til bisiddere om mødet med Københavns Kommune
  3. Understøtte bisiddere ved at tilbyde formidling af adgang til lokaler med henblik på mødeforberedelse
  4. Inddragelse af forvaltningerne og effektmåling

Status på projektet er:

Ad 1. Borgerrådgiveren har afdækket de eksisterende bisidderordninger og udarbejdet en oversigt over frivillige bisidderorganisationer og foreninger, som opfylder følgende kriterier:

  • oplyser officielt, f.eks. på deres hjemmeside at de har en bisidderordning
  • optræder som bisiddere i sager, der behandles af Københavns Kommune
  • Har en vis kapacitet og stabilitet i forhold til at kunne tilbyde sig som bisidder.

Oversigten er offentliggjort via Borgerrådgiverens hjemmeside, som en vejledning til borgerne om eksisterende bisidderordninger, hvad de kan hjælpe borgerne med, hvem målgruppen er samt praktiske forhold (kontaktoplysninger, åbningstider mv.).

Bisidderliste (31. oktober 2023).pdf (kk.dk)

Oversigten vil løbende blive opdateret. Borgerrådgiveren henviser generelt eller konkret til oversigten i den vejledende dialog med borgere.

Udover de bisidderordninger som fremgår af denne offentliggjorte oversigt, har Borgerrådgiveren også skabt et overblik over andre bisiddere. Det kan f.eks. være privatpersoner, som optræder som bisidder, eller væresteder, krisecentre mv., som tilbyder at være bisiddere i særlige situationer.

Borgerrådgiveren har udarbejdet en oversigt over disse bisiddere til Borgerrådgiverens interne brug og hensigten er at Borgerrådgiveren kan henvise hertil i konkrete situationer. Baggrunden for at disse bisiddere ikke figurerer på den offentliggjorte oversigt, er at de ikke opfylder de opstillede kriterier beskrevet ovenfor eller selv har frabedt sig at optræde på den offentlige oversigt pga. mangel på ressourcer/kapacitet i egen ordning enten midlertidigt eller på længere sigt. På denne interne oversigt er også anført private bisiddere – altså enkeltpersoner, der tilbyder sin hjælp som bisidder uden at være en del af en organiseret bisidderordning.

Oversigten vil ligesom den offentliggjorte oversigt løbende blive opdateret.


Ad 2. Efter at have dannet sig et overblik over de eksisterende bisidderordninger, er næste skridt i projektet at tilbyde undervisning og/eller vejledning til bisiddere/bisidderordninger om rollen som bisidder i Københavns Kommune samt om kommunens organisering.

Borgerrådgiveren har i den forbindelse spurgt til bisidderordningernes behov for undervisning og oplæg, herunder i hvilken form den efterspørges (herunder m det er i form af vejledning, uddannelse mv., som seminarer, pjecer/brochurer eller noget helt andet og om de foretrækker kursus med fremmøde, onlinekursus, eller mere har behov for skriftligt materiale).

Borgerrådgiveren har modtaget svar fra nogle ordninger, men afventer flere svar og drøfter i mellemtiden hvilken form undervisningen kunne tage og hvilke emner det skal indeholde.


Ad 3. En status på dette, er at Borgerrådgiverens afdækning viser, at der ikke i Københavns Kommune står lokaler i medborgerhuse, på skoler og lign. til rådighed, hvor en borger kan have et fortroligt formøde med en bisidder, uden forhåndsbooking og betaling af gebyr via KKs hjemmeside.

Booking af lokaler kræver oprettelse som bruger og i nogle tilfælde, kan lokaler kun bookes af foreninger og ikke af borgere.

Heller ikke i borgercentrene i forvaltningerne er der lokaler til rådighed for borgere, hvor de ville kunne holde et formøde med en bisidder.

Vurderet ud fra dialogen med de forskellige bisidderordninger kan der ikke konstateres et væsentligt behov for lokaler til mødeforberedelse, idet formøder mellem borger og bisidder i praksis løses telefonisk, eller ved fysisk møde andre steder end i forvaltningen.

Projektgruppen arbejder videre med afdækning af bisiddernes kompetencebehov i forhold til undervisning, udfærdigelse af undervisningsmateriale og tilrettelæggelse af kurser ligesom Borgerrådgiveren løbende ajourfører oversigterne og anvender dem i konkret vejledning af borgere.


Ad 4. Borgerrådgiveren præsenterede på møde den 21. juni 2023 projektet for repræsentanter fra forvaltningerne. På mødet fik Borgerrådgiveren tilbagemelding fra forvaltningerne om deres erfaringer med bisidderes deltagelse i borgerforløb og det blev drøftet hvorledes Borgerrådgiveren kan trække på forvaltningernes erfaringer i det videre arbejde med projektet, herunder vendte vi muligheden for at etablere en referencegruppe blandt sagsbehandlere i forvaltningerne mhp. at måle på og dokumentere effekten af projektet.

Borgerrådgiveren er pt. i overvejelse omkring hvilke forvaltninger, enheder og medarbejdere der i den forbindelse kunne være relevante at inddrage og hvilken metode der er bedst anvendelig til formålet.

Borgerrådgiveren har også præsenteret projektet i forbindelse med Borgerrådgiverens faste oplæg om Borgerrådgiverens arbejde og funktion i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens interne undervisning af nye medarbejdere (BIF-uddannelsen Del 1) og har i den forbindelse modtaget gode input fra kursusdeltagerne i forhold til deres erfaringer om bisidderes deltagelse ved borgermøder.

Bisidderprojektet er desuden blevet præsenteret for et udsnit af landets borgerrådgivere i forbindelse med en workshop, som Borgerrådgiveren afholdt for borgerrådgivernetværket.

Økonomi

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

Johan Busse             /Anne-Sophie Hermansen

Beslutning

Udvalget tog Borgerrådgiverens skriftlige orientering til efterretning.

Til top