Mødedato: 14.11.2022, kl. 08:00
Mødested: Tietgensgade 31A

Plan for undersøgelser af egen drift 2022/2023

Se alle bilag

Indstilling

Borgerrådgiveren indstiller til Borgerrådgiverudvalget,

at udvalget drøfter forslag til nye egen drift-undersøgelser

Problemstilling

Borgerrådgiveren skal i samråd med Borgerrådgiverudvalget fastlægge en plan for inspektioner og generelle undersøgelser. Kompetencen følger af vedtægt for Borgerrådgiverfunktionen §13:

"§ 13. Borgerrådgiveren kan på eget initiativ undersøge konkrete sager, såfremt det vurderes, at det vil være i overensstemmelse med formålet med borgerrådgiverfunktionen. Borgerrådgiverfunktionen kan gennemføre generelle undersøgelser af udvalgte forvaltningsområder efter samråd med Borgerrådgiverudvalget."

Borgerrådgiverudvalgets drøftede den 24. marts 2022 valg af faste temaer, som udvalget vil prioritere i valgperioden 2022-2025, og det blev besluttet, ikke at fastlægge årlige temaer.

Udvalget havde på samme møde en drøftelse af hvilke emner der kan ligge til grund for et bruttokatalog, som udvalget senere kan vælge emner fra.

Borgerrådgiverudvalget besluttede den 4. februar 2022 at følge det tidligere udvalgs anbefaling om at inddrage de stående udvalg i forbindelse med høringsprocessen til den årlige egen drift plan med henblik på at opnå en større politisk forankring.

Udvalget besluttede på møde den 29. august 2022 at udsætte sagen til næste møde i udvalget under henvisning til, at kun en af syv forvaltninger havde fulgt udvalgets anbefaling om at inddrage de stående udvalg i forbindelse med høringsprocessen, og da udvalget ikke af forvaltningernes besvarelser kunne se nogen nærmere begrundelse for dette.

Udsættelsen skete med henblik på, at Borgerrådgiveren i mellemtiden over for forvaltningerne gentog anbefalingen om at inddrage de stående udvalg i forbindelse med høringsprocessen til den årlige egen drift plan for at opnå en større politisk forankring.

Borgerrådgiveren bad ved brev af 22. september 2022 igen de manglende seks forvaltninger om, at forvaltningernes forslag til emner og temaer til egen drift-planen for 2022 forelægges til udvalgsbehandling.

Borgerrådgiveren bad endvidere om at modtage en nærmere begrundelse såfremt forvaltningen fortsat ikke ønskede politisk behandling i det respektive udvalg med henblik på orientering af Borgerrådgiverudvalget.

Borgerrådgiveren modtog ved brev 11. oktober 2022 forvaltningerne samlede svar. Det fremgår af brevet at det er sendt på vegne af de administrerende direktører i alle syv forvaltninger i Københavns Kommune, herunder altså også Teknik og Miljøforvaltningen som har forelagt planen for udvalget.

Af brevet, som er vedlagt som bilag, fremgår blandt andet følgende:

”Vi vurderer imidlertid ikke, at der er grundlag for, at der skal ske en politisk behandling af dette bidrag i de stående udvalg eller i Økonomiudvalget. Borgerrådgiverens egen drift-plan bør som hidtil fastlægges af Borgerrådgiveren i samråd med Borgerrådgiverudvalget – og gerne med afsæt i faglige bidrag fra forvaltningerne.

(…)

Det fremgår af rapport om evaluering af borgerrådgiverfunktionen fra juni 2019, at det er naturligt, at egen drift-undersøgelserne primært iværksættes på initiativ af Borgerrådgiverfunktionen, som er den enhed i kommunen, der på det generelle og overordnede plan har mest indsigt i, hvilke generelle sagsområder i kommunen der giver anledning til forvaltningsretlige udfordringer. Den vurdering er vi enige i fra forvaltningernes side.”

De indkomne høringssvar fra forvaltningerne vedlægges igen til udvalgets orientering. Forslag fra Socialforvaltningen vedrørende afbureaukratisering optages på forslag til planen.

Borgerrådgiveren fremlægger på denne baggrund påny forslag til egen drift-plan til udvalgets drøftelse. Planen består af syv nye inspektioner og undersøgelser og en række tidligere besluttede inspektioner og undersøgelser.

Planen er fastlagt med afsæt i intern erfaringsopsamling og de indkomne svar fra forvaltningerne.

Målet med planen er identificere forbedringspotentiale og eventuelle uhensigtsmæssige eller eventuelle uacceptable forhold og med afsæt heri at understøtte en tværgående kultur, hvor udfordringer erkendes åbent, og mulige løsninger understøttes, og i forlængelse heraf udbredes – eventuelt med konsultativ bistand fra Borgerrådgiveren.

Økonomi

Forslaget rummes inden for allerede eksisterende bevillinger og budgetter.

Johan Busse /Rikke Gredal

Beslutning

Udvalget drøftede forslagene til nye egen drift-undersøgelser.

Udvalget fremhævede vigtigheden af, at de tidligere besluttede undersøgelser (som ikke er iværksat/afsluttet endnu) stadig er relevante for Borgerrådgiveren at undersøge, men at udvalget har forståelse for Borgerrådgiverens ressourcemangel pt. 

Til top