Mødedato: 14.05.2020, kl. 08:00
Mødested: Vester Voldgade 2A, 1552 København V

Nedlæggelse af Borgerrådgiverens Facebookside

Se alle bilag

Indstilling

Borgerrådgiveren indstiller til Borgerrådgiverudvalget, 

1. at udvalget beslutter at nedlægge Borgerrådgiverens Facebook-side.

2. at udvalget, såfremt indstillingens 1. punkt godkendes, godkender at afsnittet vedrørende brugen af Facebook i Borgerrådgiverens Kommunikationsstrategi fjernes.

Problemstilling

Borgerrådgiverudvalget tilkendegav på møde den 22. august 2014 et ønske om, at Borgerrådgiveren benytter bl.a. de sociale medier til at skabe øget synlighed. Som opfølgning på tilkendegivelsen, besluttede Borgerrådgiverudvalget i november 2014, at Borgerrådgiveren blandt andet skulle oprette en Facebook-side, og at der skulle tilføjes et afsnit om brugen af Facebook i Borgerrådgiverens Kommunikationsstrategi (Se bilag 1).

Borgerrådgiveren ønskede at anvende Facebook for at møde borgerne mv., hvor de er, for at understøtte kommunens kanalstrategi, og fordi der var gode erfaringer med brugen af Facebook i kommunen.

Borgerrådgiveren mente, at Borgerrådgiveren via Facebook kunne opnå øget synlighed hos en bred målgruppe med begrænset ressourceanvendelse og uden at skulle kalkulere med et selvstændigt budget. Borgerrådgiverens Facebook-side skulle fungere som supplement til de eksisterende kommunikationskanaler. Borgerrådgiverens strategiske mål for brugen af Facebook var således at nå en bred målgruppe på en nem og billig måde for herved at opnå øget synlighed. Facebook skulle bruges som en platform for synliggørelse og branding af Borgerrådgiveren både som institution og som arbejdsplads. 

Borgerrådgiveren har måtte konstatere, at de ressourcer, der er blevet brugt til opretholdelsen af Borgerrådgiverens Facebook-side, ikke er proportionelle ift. til den synlighed, der er opnået med siden. Ressourceforbruget har oversteget det forventede, særligt på grund af de persondataretlige problemstillinger, der opstår ifm. varetagelsen af en offentlig Facebook-side.

På baggrund af ovenstående, er det Borgerrådgiverens konstatering, at en opretholdelse af Facebook-siden, der overholder offentlig forvaltnings journalisering-, vejledning- og underretningspligt kræver for mange af kontorets ressourcer til at kunne legitimeres.

Løsning

Hvis Borgerrådgiverudvalget beslutter at nedlægge Borgerrådgiverens Facebook-side samt at fjerne afsnittet vedr. brugen af Facebook i Borgerrådgiverens Kommunikationsstrategi, vil sekretariatet stå for nedlæggelsen samt opdateringen. 

Økonomi

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

-

Anne-Sophie Hermansen

/Emilie Ramstad

Beslutning

Udvalget besluttede at nedlægge Borgerrådgiverens Facebook-side.

Udvalget godkendte, at afsnittet vedrørende brugen af Facebook i Borgerrådgiverens Kommunikationsstrategi fjernes.

Udvalget bad Borgerrådgiveren om at give en 6-måneders status på, om nedlæggelsen af Borgerrådgiverens Facebook-side har medført nedsat eller ændret kommunikation med borgerne. 

Til top