Egen drift-undersøgelser 2020
Indstilling
Borgerrådgiveren indstiller til Borgerrådgiverudvalget,
at udvalget drøfter forslag til plan for Borgerrådgiverens egen drift-undersøgelser 2020.
Problemstilling
Borgerrådgiveren skal i samråd med Borgerrådgiverudvalget fastlægge en plan for inspektioner og generelle undersøgelser i 2020. Kompetencen følger af vedtægt for Borgerrådgiverfunktionen §13:
”§ 13. Borgerrådgiveren kan på eget initiativ undersøge konkrete sager, såfremt det vurderes, at det vil være i overensstemmelse med formålet med borgerrådgiverfunktionen. Borgerrådgiverfunktionen kan gennemføre generelle undersøgelser af udvalgte forvaltningsområder efter samråd med Borgerrådgiverudvalget."
Borgerrådgiveren har på baggrund af Borgerrådgiverudvalgets beslutning af 19. juni 2018, hvor udvalget drøftede sin arbejdsplan og de emner, udvalget vil prioritere i valgperioden 2018-2021, arbejdet med den oplevede borgerservice og automatisering af sagsbehandlingen og anden digitalisering i planen for 2020.
Udvalget har på møde den 30. januar 2020 haft en temadrøftelse af indholdet af Borgerrådgiverens egen drift-plan for 2020.
Løsning
Borgerrådgiveren forelægger hermed forslag til egen drift-plan for 2020 til udvalgets drøftelse.
Borgerrådgiveren har i lighed med tidligere år efter udvalgets beslutning givet forvaltningerne mulighed for at indmelde ønsker til temaer og undersøgelser. De indkomne høringssvar vedlægges til udvalgets orientering.
Borgerrådgiveren har med afsæt i intern erfaringsopsamling og de indkomne svar fra forvaltningerne udarbejdet vedlagte forslag til plan for 2020.
Der er i forbindelse med udformningen af planen for 2020 fortsat lagt vægt på at identificere og håndtere konkrete udfordringer i kommunen, idet målet med planen ikke så meget er at konstatere et potentielt niveau af fejl, som det er at understøtte en tværgående kultur, hvor udfordringer erkendes åbent, og mulige løsninger understøttes, og i forlængelse heraf udbredes – eventuelt med konsultativ bistand fra Borgerrådgiveren.
Økonomi
Forslaget rummes inden for allerede eksisterende bevillinger og budgetter.
Videre proces
-
Anne-Sophie Hermansen
/Rikke Gredal