Mødedato: 07.03.2008, kl. 13:30

Regnskab 2007

Se alle bilag

Regnskab 2007

Borgerrådgiverudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde fredag den 7. marts 2008

 

 

Åbne punkter

 

3.      Regnskab 2007

BOR   7/2008

REGNSKAB 2007

Borgerrådgiverudvalget skal godkende Borgerrådgiverens aflæggelse af regnskab for 2007 med henblik på at dette kan fremsendes til Økonomiforvaltningen og indgå i kommunens samlede regnskab for året.

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Borgerrådgiveren indstiller til Borgerrådgiverudvalget,

  1. at godkende regnskab 2007, herunder kommentaren til balancen.
  2. at godkende, at der som svar på indkaldelsen af ordinære overførsler anmodes om overførsel af mindreforbruget på 397 t.kr. fra 2007 til 2008.

 

 

PROBLEMSTILLING

Borgerrådgiveren skal aflægge regnskab på baggrund af regnskabscirkulæret vedtaget af Økonomiudvalget den 4. december 2007 (ØU 452/2007), jf. bilag 1. Borgerrådgiveren har inden udløbet af fristen den 3. marts 2008 aflagt regnskabet for 2007 til Økonomiforvaltningen med forbehold for Borgerrådgiverudvalgets efterfølgende godkendelse. Fristen for udvalgets godkendelse er den 28. marts 2008 og nærværende sag forudsættes derfor behandlet på det ordinære udvalgsmøde den 7. marts 2008. Det bemærkes, at Økonomiforvaltningen bearbejder det samlede regnskab i dialog med forvaltningerne og Borgerrådgiveren tager derfor overfor Borgerrådgiverudvalget forbehold for de eventuelle tekniske ændringer som kan følge heraf.

 

LØSNING

Borgerrådgiverens bevilling i 2007 udgjorde oprindeligt 7.512 t.kr. Borgerrådgiveren overførte desuden 1.024 t.kr. fra 2006 til 2007 som led i sagen om reduktion af serviceudgifter, men 241 t.kr. heraf blev siden anvendt til dækning af et merforbrug i 2006 som følge af samme sag. Der blev endvidere i 2007 givet en tillægsbevilling på 800 t.kr. med henblik på styrkelse af Borgerrådgiverens diskriminationstilsyn. Dertil kommer teknisk begrundede tillægsbevillinger på i alt 49 t.kr. Borgerrådgiverens samlede korrigerede ramme i 2007 udgjorde således 9.144 t.kr., men som led i aflæggelsen af forventet regnskab efter 3. kvartal er der sket tidlig overførsel fra 2007 til 2008 af 483. t.kr., hvorefter den aktuelle ramme i relation til regnskabsaflæggelsen udgør 8.661. t.kr.:

 

Bevilling

Beløb (t.kr.)

Budget 2007

7.512

Overført fra 2006

1.024

Tillægsbevilling med henblik på styrkelse af diskriminationstilsynet

800

Tillægsbevillinger i øvrigt

49

Tilbagebetaling af merforbrug fra 2006

-241

Korrigeret ramme

9.144

Tidlig overførsel til 2008

-483

Ramme efter tidlig overførsel

8.661

 

Borgerrådgiveren samlede forbrug i 2007 udgør 8.264 t.kr. svarende til et mindreforbrug på 397 t.kr. set i forhold til den korrigerede ramme efter den tidlige overførsel.

 

Mindreforbruget skyldes dels en omkostningsændring vedrørende lokaler, hvor der er et mindreforbrug på 167 t.kr., dels en omkostningsændring vedrørende generel administration, hvor der er et mindreforbrug på 230 t.kr.

 

Førstnævnte del af mindreforbruget beror primært på, at der er opnået en fordelagtig aftale om leje af supplerende lokaler i forbindelse med udvidelsen på 1. sal i 2007 som led i egen drift, hvor huslejeudgifterne har vist sig lidt lavere end oprindeligt forventet.

 

Sidstnævnte del af mindreforbruget beror primært på, at udgifterne til administrative ydelser som aftages fra Koncernservice (IT, bogholderi og personaleadministration) har været lavere end forventet. Dette skyldes dels udsving i den faktiske normering henover året af betydning for afregningen af visse IT-ydelser og -licenser, dels mindre træk på diverse timebetalte ydelser end forventet, herunder det forhold, at der ikke foreligger en endelig aftale mellem Borgerrådgiveren og Koncernservice om den nærmere afgrænsning af ydelser og prisen for samme.

 

Borgerrådgiveren foreslår, at det således konstaterede mindreforbrug på 397 t.kr. søges overført til 2008 via den ordinære overførselssag, jf. den i bilag 2 særskilte indkaldelse til ordinære overførsler.

 

Der vedlægges udfyldt skema vedrørende den foreslåede overførsel, jf. bilag 3, idet bemærkes, at beløbet i øvrigt må forventes videreoverført til 2009 som følge af serviceudgiftssagen[1].

 

Balance for 2007 vedlægges, jf. bilag 4, idet Borgerrådgiveren har følgende bemærkninger hertil som foreslås indarbejdet i det omkostningsbaserede regnskab 2007:

 

"Borgerrådgiverens balance for 2007 udviser en stigning på ca. 0,2 mill. kr. i værdien af materielle anlægsaktiver (inventar og tekniske anlæg) grundet tilvækst af aktiver som følge af udvidelse af institutionen, hvorefter anlægsaktiverne ved årets udgang udgør ca. 0,8 mill. kr. Borgerrådgiveren har anvendt kommunens overordnede regnskabspraksis."

 

Som led i regnskabsaflæggelsen skal endvidere indberettes en personaleoversigt, jf. bilag 5.

 

ØKONOMI

Såfremt mindreforbruget på 397 t.kr. med Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationens godkendelse kan overføres fra 2007 til 2008, vil Borgerrådgiverens ramme for 2008 blive korrigeret med det pågældende beløb.

 

VIDERE PROCES

Kommunens samlede regnskab - herunder Borgerrådgiverens regnskabsaflæggelse – skal behandles af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Regnskabet for 2007 ledsaget af en underskrevet ledelseserklæring vil blive fremsendt til Revisionsdirektoratet, når udvalgets godkendelse foreligger.

 

BILAG

  1. Mail af 6. december 2007 fra Økonomiforvaltningen med indstillingen vedrørende "Regnskabscirkulære for 2007" (ØU452/2007) inkl. protokollat samt diverse bilag.
  2. Mail af 31. januar 2008 fra Økonomiforvaltningen med tilhørende indkaldelsesbrev vedrørende ordinære overførsler samt diverse bilag.
  3. Udfyldt skema vedrørende forslag til ordinær overførsel fra 2007 til 2008.
  4. Mail af 20. februar 2008 fra Økonomiforvaltningen vedlagt balance for 2007.
  5. Personaleoversigt.

 

 

Johan Busse

                                            /Thomas Lund Tækker



 



[1] Tilsvarende gælder for den tidlige overførsel på 483 t.kr.

Til top