Temadrøftelse om arbejdsplan for udvalget 2014-2017
Indstilling og beslutning
1. at Borgerrådgiverudvalget drøfter, hvilke emner udvalget skal prioritere i valgperioden 2014-2017,
2. at Borgerrådgiverudvalget godkender Borgerrådgiverens forslag til en arbejdsplan for valgperioden.
Problemstilling
Løsning
Borgerrådgiverudvalget blev på mødet den 24. januar 2014 orienteret om Borgerrådgiverens arbejde og om arbejdet i udvalget i forrige valgperiode. Udvalgsmedlemmerne var forinden blevet forsynet med baggrundsmateriale om Borgerrådgiveren.
Borgerrådgiveren gennemgik desuden en række mulige emner for udvalgets arbejde i indeværende valgperiode.
Henset til Borgerrådgiverudvalgets særlige karakter og den forholdsvis lave mødefrekvens, vil det være hensigtsmæssigt, at udvalget arbejder ud fra en arbejdsplan for hele valgperioden.
På baggrund af tilkendegivelser på mødet den 24. januar 2014, Borgerrådgiverudvalgets fokus i forrige valgperiode – herunder tilkendegivelser fra temadagen i januar 2013 – samt på baggrund af temadrøftelsen i Økonomiudvalget den 26. november 2013 foreslås følgende emner og tidsplan for indeværende valgperiode:
2014
Konkrete mål for udvalgets arbejde
Fælles temadrøftelse med Revisionsudvalget om uafhængigheden
Drøftelse af eventuel studietur og tilvejebringelse af midler
Større åbenhed i Borgerrådgiverudvalget (medlemmers skriftlige spørgsmål til Borgerrådgiveren rundsendes til alle medlemmer – Ændring af forretningsorden for Borgerrådgiveren)
Borgerrådgiverens interne og eksterne kommunikation
Tilpasning til budgetreduktioner
Evaluering af whistleblowerordningen
Drøftelse af arbejdsplan (evaluering og tilpasning)
2015
Ændringer i forhold til tilrettelæggelsen af egen driftsundersøgelser (inddragelse af formand ved konkrete egen driftundersøgelser, efterspørgselsstyrede undersøgelser og mulig ændring af vedtægt for Borgerrådgiveren)
Gennemførelse af eventuel studietur
Evaluering af ”Målrettet indsats”
Borgerrådgiverens brugerundersøgelse (afvikles hvert andet år)
Drøftelse af arbejdsplan (evaluering og tilpasning)
2016
Evaluering af Borgerrådgiverens evaluering af forvaltningernes indsats for at forbedre sagsbehandlingen og borgerbetjeningen
Ændring af konstitueringsproceduren
Opfølgning på tidligere temaer
Drøftelse af arbejdsplan (evaluering og tilpasning)
2017
Borgerrådgiverens brugerundersøgelse (afvikles hvert andet år)
Endelig evaluering af ”Målrettet indsats”
Opfølgning på tidligere temaer
Overdragelse til nyt udvalg
Drøftelse af arbejdsplan (evaluering og tilpasning)
Arbejdsplanen kan naturligvis fraviges efter drøftelse i udvalget, hvis der viser sig behov herfor. Det foreslås derfor også, at arbejdsplanen evalueres og tilrettes på udvalgets sidste møde i hvert kalenderår.
Udvalgets dagsordener vil derudover bestå af faste punkter, herunder løbende orientering om Borgerrådgiverens status for sager og undersøgelser, økonomisager (regnskab, budget og budgetopfølgning), Borgerrådgiverens Beretning, årsplaner for egen driftundersøgelser, mødeplaner mv.
Økonomi
Beslutning
Følgende forslag blev fremsat til arbejdsplan 2014-2017:
- Klaus Mygind (F) foreslog, at studietur udtages af arbejdsplan for udvalget 2014-2017
- Jakob Næsager (C) foreslog, at der udarbejdes årlige overordnede temaer for Borgerrådgiverens fokus i arbejdsperioden 2014-2017, f.eks. "digitalisering" i 2014,
- Klaus Mygind (F) foreslog, at Borgerrådgiveren i 2015 har fokus på sagsbehandlingen ved Handicapcenter København i 2015 samt fokus på sammenspillet mellem Børne- og Ungdomsforvaltningen samt Socialforvaltningen i børnesager,
- Finn Rudaizky (O) foreslog, at Borgerrådgiveren løbende foretager en vurdering af, hvad Borgerrådgiverens indsats har ført til i forvaltningerne for eventuel opfølgende indsats, og at udvalget behandler spørgsmålet generelt i 2016.
Udvalget godkendte indstillingens andet at-punkt, dog således at der skal afholdes temadag i efteråret 2014 for videre drøftelse af arbejdsplan 2014-2017, herunder ovenstående forslag. Det blev besluttet, at tidspunktet for temadag sendes i høring hos udvalget.