Temadrøftelse om status for udvalgets arbejde
Indstilling
Borgerrådgiveren indstiller til Borgerrådgiverudvalget,
at drøfte status for udvalgets arbejde
Problemstilling
Siden det nuværende Borgerrådgiverudvalg blev samlet for første gang i januar 2014, har udvalget truffet en række beslutninger og angivet retning for Borgerrådgiverens arbejde inden for en række områder. Halvvejs i valgperioden er der anledning til at gøre status, bl.a. over hvad Borgerrådgiverens indsats har ført til i forvaltningerne.
Udvalget vedtog den 14. november 2014 en arbejdsplan med følgende overordnede temaer:
- 2014: Den oplevede borgerservice og digitalisering
- 2015: Den oplevede borgerservice og sagsbehandlingen i jobcentrene
- 2016: Den oplevede borgerservice og sagsbehandlingen i Handicapcenter København og sammenspillet mellem Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen i børnesager
- 2017: Den oplevede borgerservice og den erhvervsrettede sagsbehandling
Herudover har udvalget beskæftiget sig med nedenstående større emner:
- Evaluering af forvaltningernes indsats for at forbedre sagsbehandlingen og borgerbetjeningen 2013/2014
- Temadrøftelse med Revisionsudvalget om uafhængigheden
- Tilpasning til budgetreduktioner
- Målrettet indsats af egen drift-undersøgelser (større inddragelse af forvaltninger ved valg af undersøgelsestemaer mv.)
- Borgerrådgiverens kommunikationsstrategi
- Revision af evalueringsmodellen FOKUS
- Evaluering af Københavns Kommunes Whistleblowerordning
- Statusevaluering af Målrettet Indsats og brugerundersøgelse
- Omlægning af processen for Borgerrådgiverens Beretning (indstilling forelægges i marts 2016)
- Justering af Whistleblowerordningen (afventer fortsat politisk proces)
Endelig har udvalget behandlet Borgerrådgiverens Beretning for 2013 og 2014 samt drøftet Borgerrådgiverens planer for gennemførelse af større egen drift-undersøgelser år for år, som tager udgangspunkt i de nævnte temaer for det pågældende år.
Et generelt overblik over resultater af Borgerrådgiverens opfølgning på udvalgets arbejdsplan mv. er vedlagt som bilag 1.
Løsning
Det er Borgerrådgiverens opfattelse, at udvalget har sat sit tydelige præg på Borgerrådgiverens arbejde og har givet retning og rammer, der har ført til væsentlige konkrete resultater i forvaltningerne.
Hvis udvalget imidlertid ønsker større ændringer i sine prioriteringer, der skal nå at slå igennem i valgperioden, bør det overvejes snarest.
Det foreslås, at udvalget drøfter resultaterne af udvalgets arbejde og overvejer behovet for ændringer i udvalgets prioriteringer for resten af valgperioden.
Økonomi
Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Johan Busse
/Anne-Sophie Hermansen
Beslutning
Udvalget drøftede punktet.
Udvalget udtrykte ros til Borgerrådgiverens arbejde.
Udvalget bemærkede, at Borgerrådgiveren skal fortsætte den nuværende kurs og bruge ressourcerne på sager, der er væsentlige, og holde fokus på at bruge sagerne, som afsæt til konstruktiv forbedring i forvaltningerne.
Udvalget bad om, at Borgerrådgiveren inden for sit økonomiske råderum tilrettelægger en halv eller en hel temadag for udvalget i 2016 om fremtidige indsatsområder, som udvalget og Borgerrådgiveren kan beskæftige sig med