Mødedato: 05.02.2016, kl. 13:30
Mødested: Vester Voldgade 2A, 1552 København V

Borgerrådgiverens status

Se alle bilag

Indstilling

Borgerrådgiveren indstiller til Borgerrådgiverudvalget

at tage Borgerrådgiverens mundtlige orientering til efterretning

at beslutte, at udvalget forsynes med statistiske oplysninger om Borgerrådgiverens arbejde to gange årligt på udvalgsmøder i januar og august samt ved årsberetningen.

 

Problemstilling

Status

Borgerrådgiveren vil på mødet give Borgerrådgiverudvalget en kort mundtlig orientering om sit virke med udgangspunkt i bilaget.

Borgerrådgiveren vil bl.a. orientere om følgende:

· Handout, jf. bilag

Ændring af årshjul for statistik til udvalget

Borgerrådgiveren har ind til nu forsynet udvalget med en række statistiske oplysninger ved alle udvalgets møder undtagen mødet i maj (hvor årsberetningen udgjorde orienteringen). Orienteringen skete under punktet Borgerrådgiverens status og omfattede statistik for de forudgående tolv måneder.

Borgerrådgiveren ønsker fremadrettet at afrapportere statistiske data på en sådan måde, at materialet er så overskueligt og tilgængeligt som muligt for udvalget. Det er Borgerrådgiverens vurdering, at udvalget bedst holdes orienteret gennem mere aktuelle og sammenlignelige data.

 

Løsning

Borgerrådgiveren foreslår en praksisændring for den løbende orientering således, at Borgerrådgiveren fremadrettet orienterer udvalget om status to gange årligt på udvalgsmøder i januar og i august måned samt i forbindelse med aflæggelse af årsberetning i maj måned.

Det statistiske materiale vil i januar og august måned være baseret på materiale fra de seneste 6 måneder, mens årsberetningen i maj måned er baseret på materiale fra et helt beretningsår.

Orienteringerne baseres på statistik for de sager, som er indkommet henholdsvis afsluttet i de sidste seks måneder forud for orienteringen, dvs. at orienteringen i januar bliver baseret på statistik for sager afsluttet i perioden juli-december, og i august vil orienteringen blive baseret på statistik for sager afsluttet i perioden januar-juni.

Borgerrådgiveren foreslår at orienteringen får et indhold, som i højere grad er svarende til den statistik, der indgår i årsberetningen. Borgerrådgiveren forestiller sig således, at følgende punkter vil indgå i orienteringen:

  • Antal henvendelser i perioden
  • Sagernes fordeling på forvaltninger

  • Hyppigst forekommende sagstyper

  • Hyppigst forekommende klagepunkter

  • Antal sager løst ved Målrettet Indsats

  • Gennemsnitlig sagsbehandlingstid hos Borgerrådgiveren

Så vidt muligt vil tallene blive suppleret med sammenligningsdata for det forudgående halvår.

Udvalget vil herudover til enhver tid på anmodning kunne få adgang til yderligere orientering.

Borgerrådgiveren arbejder i tillæg hertil på, at blive bedre til systematisk at registre data om såvel årsagerne til klagernes opståen som deres effekter for borgere og kommune. Dette arbejde foregår gennem udvikling af et nyt statistiksystem, som tillige tager højde for tilsynskonceptet Målrettet Indsats. Når dette arbejde er udført og indarbejdet, vil den statistiske afrapportering til udvalget kunne suppleres med sådanne oplysninger.

 

Økonomi

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Forudsat at udvalget vedtager indstillingens punkter, vil Borgerrådgiveren sætte proceduren i værk fra og med udvalgsmødet i maj måned 2016, hvor årsberetning 2015 behandles af udvalget.

 

Johan Busse

/Rikke Dam Gredal

Beslutning

Udvalget tog første at-punkt til efterretning.

Udvalget godkendte det anførte i andet at-punkt. 

 

Bilag

Til top