Mødedato: 01.11.2024, kl. 08:00
Mødested: Tietgensgade 31A

Borgerrådgiverens Beretning 2023

Se alle bilag

Indstilling

Borgerrådgiveren indstiller til Borgerrådgiverudvalget, 

at  udvalget tager Borgerrådgiverens uddybende bemærkninger vedrørende beretningen 2023 til efterretning.

at anbefale Borgerrepræsentationen – efter forudgående indhentet erklæring fra Økonomiudvalget – at tage Borgerrådgiverens Beretning 2023 samt uddybende forklaring til efterretning.

at anbefale Borgerrepræsentationen – efter forudgående indhentet erklæring fra Økonomiudvalget – at opfordre Økonomiudvalget og de stående udvalg til at have fokus på sikring af god borgerbetjening, retssikkerhed og fortsat tillid fra borgere og virksomheder ved udmøntningen af kommunens Digitaliseringsstrategi 2024-2027.

Problemstilling

Borgerrådgiveren afgiver årligt en beretning til Borgerrepræsentationen med en opgørelse over indkomne klager mv. ledsaget af en vurdering af kommunens måde at hjælpe borgerne på og sikre deres rettigheder.

Borgerrådgiverens Beretning 2023 blev behandlet i Økonomiudvalget den 10. september 2024. Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Et samlet Økonomiudvalg afgav følgende protokolbemærkning:

”Økonomiudvalget noterer sig, at Borgerrådgiveren i sin beretning konkluderer, at medarbejderne generelt ikke følger politiske instruktioner (Se s. 7: ”risiko for opgivenhed i enhederne og afmatning blandt medarbejdere i forhold til at levere den service, som borgerne og den politiske ledelse efterspørger” og s. 8: ”opleves som ligegyldighed eller kynisme i forhold til at løse konstaterede udfordringer for borgerne”). Desuden skriver Borgerrådgiveren, at medarbejderne er præget af ”en begrænsende og skadelig tavshedskultur” (Se s. 7).

Økonomiudvalget ser ikke disse udsagn dokumenteret, idet der blot refereres til en enkelt episode ved boliganvisning.

Økonomiudvalget står uforstående overfor disse generaliseringer om Københavns Kommunes mange tusinde ansatte.

Partierne vil derfor ved Borgerrepræsentationens behandling af sagen lægge op til, at sagen sendes tilbage til Borgerrådgiverudvalget med anmodning om, at Borgerrådgiveren fremlægger dokumentation for, at der er belæg for disse to alvorlige generaliserende betragtninger om Københavns Kommunes ansatte.”

Sagen blev behandlet i Borgerrepræsentationen den 19. september 2024.

Enhedslisten, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Venstre fremsatte forslag om:

”at sagen sendes tilbage til Borgerrådgiverudvalget med en anmodning om, at Borgerrådgiveren fremkommer med en uddybning og dokumentation for, at der er belæg for de to alvorlige generaliserende betragtninger i beretningen om, at medarbejdere i Københavns Kommune ikke følger politiske instruktioner, og at der blandt medarbejderne er en begrænsende og skadelig tavshedskultur.”

Det fremsatte ændringsforslag om udvalgshenvisning af sagen til Borgerrådgiverudvalget blev vedtaget efter afstemning med 51 stemmer imod 1.

For stemte: Ø, A, C, F, B, V, I
Imod stemte: O

Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

“Dansk Folkeparti er enig i, at Borgerrådgiveren skal kunne dokumentere og begrunde sine udtalelser. Det er vi også overbevist om, at Borgerrådgiveren kan, hvis vi har modet til at høre det.

Dansk Folkeparti kan imidlertid ikke se, at Borgerrådgiveren har kritiseret kommunens medarbejdere sådan som Økonomiudvalget anfører. Dansk Folkeparti kan derfor ikke se, hvad det er Borgerrådgiveren skal dokumentere. Borgerrådgiveren skal være Borgerrepræsentationens garant for, at de borgere, som kommer i klemme, får hjælp og at kommunen bliver klogere og lærer af sine fejl. Det understøtter Borgerrepræsentationen ikke ved at så tvivl om Borgerrådgiverens udtalelser eller grundlag.

Hvis der er uenigheder om retningen, er der brug for dialog. Dansk Folkeparti har tidligere opfordret til mere dialog mellem forvaltningernes administrative og politiske ledelser og Borgerrådgiveren uden at det har givet anledning til noget. Derfor gentages opfordring her.”

Løsning

Borgerrådgiveren har udarbejdet et notat (bilag 1), der forklarer, uddyber og underbygger de dele af beretningen 2023 som Økonomiudvalget, og efterfølgende Borgerrepræsentationen, henviser til.

I notatet dokumenterer Borgerrådgiveren det, der er anført i beretningen, med en række eksempler. Af hensyn til fortroligheden i whistleblowerordningen er spørgsmålet om tavshedskultur ikke dokumenteret med citater, men via en statistisk optælling.

Borgerrådgiveren understreger også, at Borgerrådgiveren ikke har intention om eller grundlag for at konkludere, at medarbejderne generelt ikke følger politiske instruktioner, eller at medarbejderne generelt er præget af en begrænsende og skadelig tavshedskultur. Borgerrådgiveren beklager at have givet anledning til denne misforståelse.

Som supplement til notatet er vedlagt en pressemeddelelse fra Lederne (oktober 2024) om en byretsdom, hvor kommunen blev dømt for repressalier over for en medarbejder som benyttede kommunens whistleblowerordning (bilag 2). Borgerrådgiveren orienterede tilbage i august 2022 Borgerrådgiverudvalget og den ansvarlige direktion om oplysninger, der tydede på, at det havde haft negative konsekvenser for den ansatte, at vedkommende havde indgivet oplysninger til whistleblowerordningen. Dommens ankefrist udløber efter det oplyste ultimo oktober 2024.

Hvis udvalget tager notatet (bilag 1) og pressemeddelelsen fra Lederne (bilag 2) til efterretning, skal notatet samt beretningen genbehandles i Borgerrepræsentationen - efter forudgående indhentet erklæring fra Økonomiudvalget.

Hvis udvalget ønsker yderligere dokumentation for beskrivelserne i beretningen 2023, kan udvalget anmode Borgerrådgiveren om dette. En sådan dokumentation vil blive fremlagt på førstkommende Borgerrådgiverudvalgsmøde.

Økonomi

Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis udvalget tager notatet (bilag 1) til efterretning, skal notatet samt beretningen genbehandles i Borgerrepræsentationen - efter forudgående indhentet erklæring fra Økonomiudvalget.

Genbehandlingen forventes at blive forelagt Økonomiudvalget den 3. december 2024 og Borgerrepræsentationen den 12. december 2024.

Johan Busse
Til top